Chai Chet Resort

Chai Chet Resort ligger virkelig smukt blandt bakker, palmer og regnskov helt ude i den ene ende af Klong Prao stranden. Her er 40 bungalows, der er meget enkelt indrettet, men de har de vigtigste faciliteter som aircondition, TV, køleskab, sikkerhedsboks og TV. Poolområdet er lækkert og grønt og har sjove detaljer som fx elefantspringvand, små stenfigurer og selvfølgelig også en poolbar. Fra restauranten har du en super udsigt ud over vandet og bjergene, og maden er også god – men morgenmaden er måske ikke den største kulinariske oplevelse. Hytterne ligger strøet ud over det frodige område, og her er masser af trapper, så forhåbentlig fejler benene ikke noget. Nogle af hytterne ligger helt ud til stranden, men de fleste af hytterne ligger på den anden side af en lille kanal, så du skal lige over en bro og gå i et par minutter for at komme til stranden. Når du trænger til at slappe af, kan du forkæle dig selv med en massage eller en tur i sauna.