Dream Mountain Resort

Dream Mountain Resort er et nyere hotel, der ligger på en bakke med fin udsigt over Kalaw. Her bor du i rummelige værelser indrettet med robuste træmøbler, stort badeværelse, tv, aircondition og kaffe- og tefaciliteter. Selvom hotellet er rimelig nyt, er her lydt, så vågner du meget let om natten, kan det være en idé at medbringe ørepropper. Hotellet byder også på en stor, men knap så hyggelig restaurant, der serverer lokale og internationale retter om aftenen, og en udmærket buffet om morgenen. Fra hotellet er der ca. 10 minutters gang til byens marked, og har du spørgsmål til, hvad du skal opleve i området, så bare spørg de hjælpsomme medarbejdere i receptionen.