Estanplaza Paulista

Estanplaza Paulista er et stort, godt hotel, som ligger i et dejligt område af byen - 5 minutter fra metroen og et stenkast fra Paulista Avenues mange shoppingmuligheder. Værelserne er moderne, rene og godt indrettede med minibar, TV, sofa, skrivebord og aircondition. Badeværelset er knapt så moderne, og her er småt med plads. Hotellet har en hyggelig restaurant, der nærmest er en lille minijungle med palmer, planter og bambusvægge. Maden er god – også om morgenen – og indimellem bliver der afholdt pizza- og pastaaftener. Du kan forbrænde maden i det lille fitnesslokale, og her er også en lille pool – som måske nærmere kan beskrives som et kæmpestort badekar.