Hotel Bahia Nueva

Hotel Bahia Nueva er et charmerende ældre hotel med en lidt vandrehjemsagtig stemning. Det ligger midt på byens hovedgade ud til den hyggelige bugt – den centrale beliggenhed er perfekt, hvis du vil udforske byen og kysten, men der kan godt være lidt støj fra gaden. Her er 32 enkle, men gode, værelser, og de er alle forskelligt indrettet. Her er ikke så meget andet end en seng og et TV, men her er gratis internet. Du spiser morgenmad med udsigt ud over vandet, og hvis du er heldig, ser du hvaler, der boltrer sig i bølgerne! Morgenmaden er god – her er både te, kaffe, juice, brød, skinke, frugt, røræg og yoghurt, så du skal nok blive mæt. I lobbyen er der bløde sofaer og lænestole, som du kan sidde i og læse en god bog, og i de hyggelige fællesområder kan du tage et slag pool eller låne en af de to computere. Her er ingen restaurant, men lige rundt om hjørnet ligger Restaurant Estella, hvor du kan få et godt måltid mad. Og der er selvfølgelig også masser af andre restauranter på hovedgaden.