Hotel Iberostar Grand Packard

Hotel Iberostar Grand Packard er et rigtig godt hotel, der ligger i en historisk bygning tæt ved vandet i Havana. Det er et 5-stjernet luksushotel, og selvom det måske ikke betyder helt det samme i Cuba, som det gør i andre dele af verden, er det stadig lidt af en oplevelse at bo her! Værelserne er pæne og rummelige, og stilen på hotellet er gennemført moderne og luksuriøs. Der bliver serveret en god morgenmad på hotellet, men vælger du at spise her om aftenen, skal du, som så mange andre steder i Cuba, ikke forvente at blive blæst bagover. Det bedste ved hotellet må næsten være deres fantastiske infinity pool, der ligger på 6. sal med udsigt over Malecon og vandet. Det er rimelig unikt, og ikke noget, du finder mange steder i Havana! Der ligger også en bar på 6. etage, hvor du kan nyde udsigten, hvis altså ikke du hellere vil slentre på opdagelse i Havanas små gader og lade dig lokke af salsarytmer der flyder ud fra åbne døre og vinduer... Med hensyn til servicen på hotellet, kan du være uheldig at møde en medarbejder, der har en dårlig dag. Det, og så at maden ikke er fuldstændig fantastisk, gør at det ikke er den fulde 5-stjernede oplevelse, du skal forvente. Det er dog så sandelig luksus i forhold til, hvad du møder andre steder i Cuba - og nok også i forhold til, hvad du er vant til hjemmefra!