Hotel Montana de Monteverde

Hotel Montana de Monteverde er et ganske udmærket hotel, der ligger midt i Monteverdes smukke landskab. Placeringen er lidt isoleret med et enkelt pizzeria som den nærmeste nabo. Værelserne er store, rummelige, rene og pæne uden det store hurlumhej. De er måske lidt kedeligt og upersonligt indrettet, men til gengæld er udsigten fra hotellet intet mindre end fantastisk! Her kan man godt blive forfalden til bare at sidde at stirre ud på det grønne, grønne landskab. Værelserne er fordelt i forskellige bygninger på hotellets grund, der kan beskrives som rimelig kuperet. I hovedbygningen finder du den store reception, hvor sandsynligheden for at få wi-fi-forbindelsen til at virke er størst, og her ligger restauranten også. Restauranten kan måske bedst beskrives som en spisesal, for den er stor og ikke specielt hyggelig. Til gengæld er der et rimeligt udvalg af mad på menukortet, og så har du også her en storslået udsigt over det frodige landskab.