Koh Ngai Cliff Beach Resort

Koh Ngai Cliff Beach Resort er et hyggeligt sted, som du skal vælge, hvis du vil bo i fred og ro uden de store forstyrrelser. Beliggenheden er super med palmer og frodig natur i ryggen og ud til det smukkeste, turkisblå vand – det bliver næsten ikke flottere. Værelserne ligger op ad en skråning, så det kan godt være lidt af en klatretur at komme op, men til gengæld har du dejlig udsigt ud over bugten og de mange smukke klippeøer i horisonten. Værelserne og resortet generelt kunne godt bruge et ansigtsløft, for her er altså lidt slidt, men du har til gengæld en altan med den skønneste havudsigt! Stranden foran hotellet er lidt stenet, og ved lavvande kan det være svært at bade, men du kan tage en gratis båd til et bedre stykke af stranden. Snorklingen foran hotellet er rigtig god, hvis du svømmer ud af den lille ”kanal” i revet. Her er selvfølgelig også en skøn infinity pool, der nærmest bare fortsætter ud i uendeligheden – her kan du fortabe dig i udsigten og nyde en kold shake. Hotellets restaurant serverer ikke den mest interessante mad, men du kan gå til naboresortet, hvor maden er rigtig god. Du skal dog huske en lommelygte, for her bliver kulsort om aftenen, og så kan du bedre finde den rigtige sti uden om højvandet. Hotellet ”lukker ned” kl. 21, så her har du virkelig fred og ro til at nyde stilheden og de smukke omgivelser. Det er gratis at gå på internettet, men det virker ikke lige godt alle steder.