Ko'ox Matan Ka'an Hotel

Ko'ox Matan Ka'an Hotel er et skønt lille sted kun en enkelt gade fra det dejlige caribiske hav. Hotellet er rustikt og enkelt indrettet i mexicansk stil med farvestrålende detaler, rå sten og masser af træ - det er stemningsfuldt og hyggeligt. De 25 vidt forskellige værelser er egentlig ret enkle, men de har nogle små detaljer, som gør dem virkelig fine - møbler med personlighed, nogle sjove farver eller lidt kunst på væggen. Til gengæld er her nærmest ikke internetforbindelse. Hotellet har dejlige fællesområder med en stue, et cafeteria og en charmerende lobby med et træ i midten. Der er rigtig mange gode spisesteder i nærheden - spørg det søde personale, om de kan anbefale nogle. Og hvad skal du så lave, mens du er her? Ja, du kan jo dase ved den lille, fine pool, tage en svømmetur under palmerne eller daske ud på stranden og bare nyde livet.