Lally & Abet Beach Resort

Lally & Abet Beach Resort er et lille, simpelt og farvestrålende sted, som ligger ned til vandet i den ene ende af El Nidos dejlige strand. Det er perfekt, hvis du ønsker fred og ro og vil ud og opleve Palawan på udflugter. Bygninger og værelser er meget enkle og trænger måske til et lille ansigtsløft, men her er aircondition og en balkon eller veranda, hvor du kan slappe af om aftenen. Der er gratis internet i fællesområderne – hvis det ellers virker. Morgenmaden er kun OK, og det samme med resten af restaurantens retter, men der er heldigvis masser af spisesteder i El Nido by. Receptionisten kan indimellem være lidt gnaven i ægte Halløj på Badehotellet-stil, men forsøg dig med lidt høflighed, så får du den bedste service. Resortet har et søsterhotel 10 minutter væk, hvor de indlogerer folk, hvis de ikke har plads.