Mammoth Mountain Inn

Mammoth Mountain Inn er et dejligt bjerghotel, der nok mest bliver brugt af skiløbere om vinteren, men som også har en dejlig beliggenhed til vandreture i bjergene og den flotte natur. Det er hyggeligt og rustikt, måske lidt slidt, men med masser af charme. Du bor lidt væk fra byen, men der går en bus hver time, som kører dig til byen på 10 minutter og henter dig igen. Lobbyen har en stor stenpejs og hyggelige siddeområder, hvor du kan få varmen efter en dag i bjergene, og her er også både træningslokale, spillerum og udendørs pool, som du kan boltre dig i, hvis vejret er til det. På værelset har du internet, DVD-afspiller og kaffemaskine. De ansatte på hotellet er søde og effektive, også i restauranten Mountainside Bar & Grill, hvor du kan få meget forskelligt mad. På den anden side af gaden ligger The Yodler, hvor du kan spise schnitzel og drikke kolde fadøl i ægte østrigsk stil.