Mari Mari Mantanani Backpackers Lodge

Mari Mari Backpackers Lodge er et meget backpackeragtigt vandrehjem – og det eneste hotel på den lille, smukke ø. Det er en samling af små, simple pælehytter også kendt som ”Sulap’s”. Værelserne er ikke særligt store og er lidt slidt, men til gengæld har du en hyggelig terrasse under din hytte. Du har blæser på værelseret, men badeværelset er fælles, og det er en god idé at have et myggenet med selv. Hytterne ligger lige ned til en flot strand, og her er helt urørt, så omgivelserne passer lidt sig selv – og bliver altså ikke rigtig ”tæmmet” dagligt. Husk, at du er på en lillebitte ø, og derfor er det kun i aftentimerne, du kan tage et varmt bad og gå på WiFi, for der er slet ikke elektricitet i dagstimerne. Morgenmaden er helt enkel, og maden i restauranten er af ok kvalitet. Det er ikke altid, at du kan få alt på menukortet – igen: det er en lille ø, og de har de ingredienser, de får sejlet dertil. Rundt om på restaurantområdet slentrer fritgående katte rundt, og tager du på stranden, kan du sagtens risikere at møde en ko eller to. Personalet står altid til rådighed med et smil, men spørger du efter noget, er der en chance for, at du bliver mødt med ordene ”No have”.