Panka Bay Resort

Panka Bay Resort er et lillebitte sted, der ligger meget fredeligt på den lille ø, Koh Bulon Lae. Her bor du lige ud til stranden, men både stranden og havbunden kan være fyldt med sten. Vil du gerne slippe for det, er der 10-15 minutters gang til den modsatte side af øen, hvor det er mere populært at bade. Resortet består af en række simple, hvide betonbungalows med plastiktag. De er meget sparsomt indrettede med en seng, myggenet og et badeværelse med koldt vand, og der er ikke aircondition - elektricitet er her faktisk kun det halve af døgnet. Her er også en lille, enkel restaurant, hvor du kan sidde og nyde havudsigten. Personalet er ikke alle særlig gode til engelsk, så her må du øve dig i forskellige fagter, og måske medbringe en lille parlør. Her bor du kort sagt ikke på grund af hotellet, men fordi du gerne vil opleve de dejlige, uforstyrrede omgivelser.