Pariya Resort & Villas Haad Yuan

Pariya Resort & Villas Haad Yuan er et skønt resort, som ligger på Had Yuan stranden på den sydøstlige side af øen. Der ligger kun et par andre hoteller og restauranter på stranden, så stemningen er utrolig afslappet, og der er mere stille her end ved mange af de andre strande – så her kan du virkelig trække stikket helt ud! Du bor i store, rummelige bungalows, der ligger op ad den grønne bjergside, og her er masser af trapper, så forhåbentlig fejler benene ikke noget. På værelset har du de mest almindelige faciliteter, og derudover har du faktisk også et lækkert, dybt badekar og regnvejrsbruser – så glæd dig til at tage et bad! Der er gratis wifi (når det ellers virker) på fællesområderne. Det tyrkisblå vand er perfekt til en dukkert eller flere, og hvis du bliver træt af saltvand, så er poolområdet lækkert, og du har en skøn udsigt udover vandet.  Maden på hotellets restaurant er god – men morgenmaden er måske ikke den største kulinariske oplevelse – tilgengæld ligger der flere gode restaurenter længere nede ad stranden. Når du trænger til at slappe ekstra af, kan du forkæle dig selv med en massage eller en anden afslappende behandling i hotellets spa.