Sand Castle on the Beach

Sand Castle on the Beach er et virkelig dejligt og hyggeligt sted, der ligger lige ud til det krystalklare, caribiske hav – cirka 20 minutters gang fra centrum af Frederiksted. De 21 værelser er fordelt i små, fine hvide og blå huse. De er forskelligt indrettet, men alle i caribisk stil og med tekøkken og balkon. Her er to ret små swimmingpools, men hvem har også brug for stor pool, når den skønneste strand ligger bare et stenkast herfra? De ansatte er super søde og hjælpsomme, og har du lyst til at dyrke yoga, tage ud med kajak eller få en massage, så er der også mulighed for det. Der serveres ikke morgenmad på stedet, men du kan få rigtig god mad på den dejlige udendørs restaurant, og du kan endda nyde den med udsigt udover vandet.