Six Senses Samui

Six Senses Samui er simpelthen så lækkert! Det er et smukt, miljøvenligt resort, der ligger afsides i en lille bugt med adgang til en privat strand - her er lidt klipper, men også masser af sand! Du bor i grønne omgivelser i dejlige to-etagers hytter. På nederste etage er et lille soldæk, hvor du kan spise og slappe af, og her er et stort, flot badeværelse med badekar og udendørs bruser. Ovenpå er et soveværelse med masser af plads og store glasvinduer, så du kan nyde udsigten udover bugten - og her er i øvrigt alt, hvad du skal bruge! Du har din egen butler, som sørger for, at du ikke mangler noget, og servicen er i det hele taget bare i top på hotellet. Her er en lækker spa, to skønne restauranter, en vinkælder og en bar, så her er masser af muligheder for at forkæle dig selv med massage og god mad! Du får især fantastisk mad på klipperestauranten, hvor du spiser med udsigt ud over havet, og i baren arrangerer den danske barchef temaaftener med sjove drinks.