Treasure of Galapagos

Treasure of Galapagos er en flot yacht med plads til 16 passagerer. Du sejler rundt mellem de eksotiske Galapagosøer, hvor du ser det vilde dyreliv både på land og i det klare vand, når du snorkler. Med et personale på otte personer er der ingen fare for, at du bliver overset. I din kahyt har du eget badeværelse, aircondition og sikkerhedsboks, så du kan efterlade dine værdigenstande, når du går i land eller hopper i vandet. I restauranten får du mad tre gange dagligt, og du kan få frugt, te og kaffe i løbet af dagen. Nyd solen fra liggestolen på bådens soltag eller tag et slag kort i fællesområdet, mens du lærer de andre passagerer at kende. Du kan være heldig at prøve bådens jacuzzi, men den er kun i gang en gang ugentlig, så du skal være på pletten før de andre. Båden sejler om natten, så du kan ikke undgå at høre, når der smides og trækkes anker – sådan et anker er en tung krabat.