Windsor Hotel

Windsor Hotel er et helt fint og enkelt hotel i hyggelig stil, der ligger centralt i byen ved en rundkørsel og tæt på små butikker og meget tæt på et lille marked (gå blot ca. 300 meter til venstre fra hotellet, og så er du omgivet af handlende). Hotellet er ikke et, du bliver blæst omkuld af at se på - det er ikke jordens mest spændende hotel. Der er en solterrasse med udsigt udover byen. Værelserne er pæne og rene, men nogle lidt slidte. Det kan være lidt koldt om vinteren, og det er ikke alle værelser, der har varmeapperat, men du kan tilkøbe et for ca. 25 kr. Der er små tv på værelserne og gratis trådløst internet på hotellet. I restauranten bliver der om aftenen serveret ok srilankansk mad - gå efter de lokale ris og karry-retter. Morgenmadsbuffeten er helt udmærket med bl.a. frisklavet omelet - dog er personalet ikke altid de hurtigste til, at få maden gjort klar. Personalet er venligt og smilende, men lidt stille - spørg efter Mr. Johnny, hvis der er nogle problemer. Der er køligt i bjergene, så husk sweater.