Kutus Kutus Saba Beach Villa
Kutus Kutus Saba Villa ligger på Balis sydkyst cirka 20 km fra Sanur. Den herlige villa er perfekt til dig, der rejser sammen med en større familie eller gruppe og ønsker et dejligt og luksuriøst ophold på Bali. Her er plads til 10 personer. Villaen ligger i fantastiske omgivelser. I bor lige ud til den sort-sandede Saba strand, hvor der er fred og ro, og I er omgivet af den frodige, tropiske have omkring villaen.
Villaen er indrettet i moderne balinesisk stil med rustikke træmøbler, smukt balinesisk kunsthåndværk, vægpynt og levende blomster. De charmerende badeværelser er udendørs, så glæd dig til et brusebad under åben himmel. Der er masser af plads i villaen, og I har alt, hvad I skal bruge. I kan endda tage en dukkert i jeres helt egen pool midt i alt det grønne - og den er lækker!
Hvis I bliver sultne, eller lysten til en eftermiddagssnack trænger på, har villaen et moderne og fuldt udstyret køkken, så I kan kokkerere alt det, I vil. Der ligger flere små supermarkeder i gåafstand, hvor I kan købe ind til middagen. Der findes også flere restauranter og mindre spisesteder langs stranden. Servicen og personalet, der er tilknyttet villaen, afspejler den varme balinesiske ånd - personalet gør alt for, at du skal føle dig hjemme, og de står klar med smil, hvis du har brug for hjælp.
Husk på, at villaen ikke ligger i selve Sanur, men 20 kilometer uden for byen. I skal altså tage en taxa, hvis I skal opleve byliv og butikker.