Jeepsafari igennem the dry zone
På denne udflugt skal du med firehjulstrækker ud at opleve nogle af de mange, mindre landsbyer, der ligger i området omkring Bagan. Dagen starter tidligt, og mens du kører ud af byen, kan du se hvordan hverdagen starter for indbyggerne. Måske møder du kvinder i vejkanten, der bærer varer ind til byen for at sælge dem på markedet?
Første stop er i landsbyen Nyaung Gyi, hvor du besøger en smed. I landsbyen, Se Ywa, besøger du flere lokale værksteder – bl.a. et sted, der producerer madolie og et sted, der producerer træsko. Derefter fortsætter du til Taung Kong-landsbyen, hvor flertallet af befolkningen er landmænd, men også laver keramik. I alt er der ca. 5 timers kørsel med stop. Er du interesseret i at opleve hverdagslivet i området og at tage nogle smukke billeder, så er denne tur lige noget for dig.