Sejltur med grotter og stjernehimmel
Du bliver hentet midt på dagen på dit hotel i Phuket, og så går turen til Ao Po, hvor du sejler ud på vandet, mens du spiser en let thai frokost. Du sejler til to forskellige øer, hvor du skal udforske en eller to spændende havgrotter i de enorme kalkstensklipper. Herefter har du tid til at padlerundt selv i kajak eller tage en dukkert i det grønne vand. Du spiser thaimad til aftensmad i solnedgangen, og du sidder på første parket til at nyde solens stråler, der spejler sig i vandet. Mens mørket falder på kan du sætte en kratong i vandet - det er en lille blomsterlygte, der vugger blidt i bølgerne og lyser mørket fint op. Nu er det stjerneklart, og herude midt på vandet, kan du næsten falde bagover, når du ser det kæmpemæssige tæppe af glimtende stjerner. Det er et fantastisk syn og en utrolig udflugt, som passer super godt til en aktiv ferie i Thailand. Du er tilbage ved dit hotel ved 22-tiden.