Rejser til Grækenland - strande, historie og olivenlunde

Når tankerne falder på Grækenland, er det nogle helt særlige billeder, der dukker op. Rejser til Grækenland byder på antikke ruiner bevogtet af majestætiske statuer, hvidkalkede byer med blåmalede tage, gyldne sandstrande med helt turkisblåt, klart vand. Gadebilledet er præget af travlhed, dovne katte, som hviler sig i skyggen fra oliventræerne og hyggelige tavernaer, der byder på ægte græsk souvlaki, tzatziki og lækre salater med oliven og feta. Grækenland er bare en af de bedste feriedestinationer. 

Hos C&C Travel er vi ikke i tvivl om, hvor du skal rejse hen i Grækenland – nemlig øen Kreta. De fleste af jer kender nok øen Kreta, og når du først har været der, så vender du oftest tilbage igen. Og det er der en god grund til. Øen har nemlig alt det bedste af Grækenland, og det vil vi gerne vise jer gæster! På en rejse til Kreta, får du både flot natur, store kulturoplevelser med ruiner og smukke byer – og selvfølgelig de skønne strande.

Hos C&C Travel tilbyder vi rejser til Kreta i efteråret 2020 – så hvis du gerne vil have sol på vinterkroppen, skal du bestille nu. Du kan selvfølgelig også vente og rejse til Kreta til foråret eller til sommer.

Glæd dig til at opleve skønne Kreta

Kreta er Grækenlands største ø – og en af de absolut mest populære feriedestinationer. Her kan du for alvor komme tæt på den græske kultur og opleve øens lange historie fra første parket. 

Kretas hovedstad Heraklion (også kendt som Iraklio) er en travl havneby, der oser af historie. Her kan du både opleve det venetianske fort, løvespringvandet og masser af gode restauranter, der byder på autentisk græsk mad – det er bare godt. Men du skal ikke kun opholde dig i hovedstaden. Lej en bil og kør ud til de mindre byer på øen. Her finder du masser af feriestemning og smukke sandstrande.

Din rundtur på kunne meget vel også gå forbi byen Chania. Chania er den næststørste by på øen, men på trods af sin størrelse, så er den fuld af charme med sine mange farvestrålende huse og små hyggelige gader. Her er masser af butikker med spændende ting du kan fordybe dig i – ikke kun turistskrammel. Og du finder helt sikkert lidt lækkert at spise langs vandet.
Store oplevelser i den smukke natur

Udover de mange hyggelige byer, så kan du også se frem til masser af skønne – og til tider hårde – naturoplevelser. For naturen på Kreta er en sjov blanding af tørre, golde bjergsider med vinmarker, oliventræer og frugtplantager. Men på én og samme tid vil du også opleve en grøn og blomstrende ø med tårnhøje cypresser og farvestrålende buske. 

Bliv ikke overrasket, hvis du kan plukke krydderurter direkte fra skrænterne langs vejen eller modne figner fra træer midt inde i byerne. 

Gå på opdagelse i Samaria-kløften

Et højdepunkt på din tur til Kreta vil nok være en tur til Samaria-kløften

Samaria-kløften er nok Kretas største naturvidunder, og det er altså også en stor oplevelse! Det er Europas længste kløft, og vandreruten er 18 km lang. Nogle steder kan du nærmest røre ved begge klippesider på én gang, fordi kløften er så smal. Samaria-kløften står højt på manges to-do-liste, når turen går til de græske øer, og det kan vi godt forstå. Men husk nu det gode fodtøj og ikke mindst masser af vand. Du får helt sikkert brug for en dag ved poolen eller på stranden efterfølgende, når batterierne skal lades op.
 
Rejs tilbage til det antikke Grækenland

Man kan ikke sige ’Grækenland’ uden at tænke på antikken. Og du kan heller tage til Kreta uden at komme helt tæt på nogle af de bedst bevarede mindesmærker og monumenter fra den svundne tid. Et sted du skal besøge på din rejse er Knossos, der huser 4.000 år gamle ruiner fra antikken. Knossos er nok Kretas mest kendte turistattraktion, som virkelig tager dig med en tur til det antikke Grækenland. Her går du rundt mellem imponerende søjler, resterne af prægtige stenvægge og kæmpemæssige krukker, der vidner om en anden tid. Du kan ikke andet end blive imponeret – historieinteresseret eller ej.

Børnevenlig badeferie på Kretas strande

Uanset om du rejser som del af et par eller som børnefamilie, så skal du glæde dig til at slappe af i strandkanten med en kold drink eller en lækker is i hånden. 

Kreta er nemlig fuld af smukke sandstrande! Du finder både store, brede strande med parasoller og små, skjulte strande på en køretur rundt på øen. Der er noget helt særligt over de græske strande – og os fra C&C Travel mener altså, at de er Middelhavets smukkeste strande. Det gyldne sand og det krystalklare vand, der changerer i alverdens turkisblå nuancer findes ikke smukkere i Europa! Og så er de utroligt børnevenlige.

Stranden Elafonissi er bestemt også et besøg værd! Det siges at være en af Europas smukkeste strande, og den er utrolig bemærkelsesværdig med sit lyserøde sand og fuldstændigt klare vand. Landskabet er som taget ud af det flotteste postkort. Her kan du virkelig koble af og finde den indre ro, imens børnene leger i vandkanten, bygger sandslotte eller noget helt tredje. 

Hold ferie med de lokale i Palaiochora

Vi har forelsket os i de to små badebyer Elounda og Palaichora, der emmer af ro, idyl og atmosfære, og så er de gode udgangspunkter til spændende udflugter, både op i bjergene og til kulturelle seværdigheder.

Palaiochora er en afsidesliggende badeby med en intim stemning, og du møder ikke mange turister. I stedet er det her de lokale ofte tager hen, når de skal. Så hvis du gerne vil opleve Kreta sammen med de lokale, så skal du uden tvivl gøre det her. 
Uanset hvor du tager hen på Kreta, bliver du mødt af de sødeste mennesker, og du vil opleve smukke og hyggelige byer. Og du kan næsten altid slutte aftenen af på en dejlig taverna med et koldt glas Ouzo eller en farvestrålende drink med udsigt ud over det glitrende hav. Dét kalder vi altså ferie!

Hold årets sidste ferie på Kreta

Du kan rejse til Kreta efterår, sommer og forår. Vejret er dejlig lunt langt ind i efteråret, så hvis du gerne vil af sted på en ferie og få lidt ekstra sol i år, så skal du næsten overveje at tage til Kreta. Kontakt os i dag og lad os hjælpe dig med at skræddersy den bedste rejse til Kreta i efteråret. 

Dine ønsker:

Her ser du vores favoritter. Filtrér videre selv.

Fortæl os, hvad du ønsker, så finder vi det, der matcher!

Viser ud af

Billeder

Byer i Grækenland

Kreta er fuld af charmerende byer med små, snørklede gader, hyggelige butikker, og ofte også dejlige strande! Vi har to favoritbyer, og dem foreslår vi, at du bruger som base til spændende udflugter på resten af øen. Medmindre du bare vil dase på stranden og bade i det azurblå Middelhav?

Flere byer i Grækenland

Hoteller i Grækenland

Flere hoteller i Grækenland

Vejret i Grækenland

Vejret på Kreta er super godt i vores sommermåneder! Men rejs endelig også hertil forår og efterår, hvis du trænger til lidt varmere himmelstrøg end derhjemme.

Praktisk info

Du har sikkert tusind spørgsmål om vacciner, visum, pas og penge. Vi har svar på det meste!

Helt generelt

Forsikring
Det er vigtigt at have en rejseforsikring, når du rejser til Grækenland. Hvis du bliver syg, eller uheldet på anden måde er ude, kan det koste rigtig mange penge at få hjælp uden en forsikring. Det er også en god ide at have en afbestillingsforsikring, så du ikke mister noget, hvis du bliver nødt til at afbestille din rejse pga. sygdom eller andre godkendte afbestillingsårsager.

Måske har du allerede en rejseforsikring og afbestillingsforsikring i din indboforsikring eller via dit kreditkort, men vi anbefaler kraftigt, at du tjekker betingelserne grundigt. Vi samarbejder med Gouda, som er specialiseret i rejseforsikringer, og derfor ofte dækker mere end mange indbo/kreditkort forsikringer. Du kan se alle deres forskellige forsikringer på deres hjemmeside her.

Du er velkommen til at kontakte os for mere information og husk, at en afbestillingsforsikring skal tilkøbes ved bestilling af en rejse til Grækenland.

Penge og kreditkort
Der bruges Euro i Grækenland, og du kan bruge dit kreditkort til at hæve penge i bankerne i de større byer. Du kan også betale med kreditkort en del steder, men der er stadig mange steder, hvor de kun tager kontanter.

Mobiltelefoner og internet
Du kan sagtens bruge din danske mobiltelefon, og internettet er også tilgængeligt. Men tjek priserne med din udbyder.

Elektricitet og stik
Der er 220 V og stikkontakter med både to ben som herhjemme i Grækenland.

Tidsforskel
Der er 1 times tidforskel mellem Danmark og Grækenland.

Prisniveau
Prisniveauet er en smule lavere end i Danmark.

Drikkepenge
Det er normalt, at du runder lidt op ved betaling på restauranter mv., ligesom herhjemme.

Billeje
Vores rejser til Grækenland har billeje inkluderet. Ved afhentning af bil skal alle chauffører fremvise kreditkort. Vær opmærksom på, at Visa/Dankort ofte ikke accepteres som kreditkort. Vi anbefaler derfor, at du medbringer et alternativt kreditkort fx MasterCard, og kortet skal være i det samme navn, som bilen er lejet i.

Visum

Danske statsborgere kan opholde sig max tre måneder i Grækenland uden visum, såfremt passet er gyldigt under hele opholdet.

Pas

Det er dit eget ansvar at have de nødvendige pas, visa, transitvisa, forhåndsgodkendelser, legitimationsbeviser, vaccinationer, forsikringer og andre tilladelser og godkendelser, der måtte være nødvendige for at gennemføre din rejse til Grækenland. Vi anbefaler, at du indhenter den nødvendige information fra de relevante landes ambassader eller konsulater. Udenrigsministeriet har  vejledninger for danske statsborgere på deres hjemmeside, men vi anbefaler, at du ikke udelukkende læser disse, for der er kun tale om vejledninger, og de kan være unøjagtige.

Vær opmærksom på, at dansk flygtningepas, fremmedpas og provisorisk pas ikke betragtes som almindelige pas. Har du sådan et pas, eller er du ikke dansk statsborger, skal du selv indhente information fra de relevante ambassader eller konsulater.

Børnepas

Vær opmærksom på, at ifølge danske regler skal børn have deres eget pas, medmindre de er blevet optaget i forældrenes eller andre voksnes pas før 1. oktober 2004. Vær desuden opmærksom på, at andre lande kan forlange, at børn har deres eget pas – tjek dette med de relevante ambassader, hvis dine børn ikke har eget pas.

Rejser du med børn under 18 år, skal du medbringe deres fødselsattest, så du kan dokumentere, at det er dine børn.

Rejser du med børn, der ikke er dine egne, fx børnebørn eller kammerater til dine børn, så vær opmærksom på, at du skal have en notar til at vidne, at forældrene har givet deres samtykke til rejsen. Bemærk også, at hvis det kun er den ene forælder, der rejser, kræver mange lande, at den anden forælder har givet skriftligt samtykke (med notar vidne) til rejsen.

Vaccination

Uanset hvor i verden, du rejser hen, anbefaler vi altid, at du er vaccineret imod:

  • Smitsom leverbetændelse (Hepatitis A)
  • Difteri
  • Stivkrampe

Det gælder også rejser til Grækenland.

Derudover er det en rigtig god idé at undersøge forholdene på dine rejsemål, inden du tager afsted. På den måde kan du tage alle de nødvendige forholdsregler som fx brug af myggespray, malariaforebyggelse, andre vaccinationer med mere.

Du kan få gode råd og vejledning og 10 % rabat hos Rejseklinikken eller Danske Lægers Vaccinations Service, når du rejser med os. Læs mere om Rejseklinikken her og Danske Lægers Vaccinations Service her.

Du kan også læse mere på Udlandsvaccinationens hjemmeside eller kontakte din læge for individuel rådgivning.