Gozo

Gozo ligger kun 30 minutter med færge fra Malta. Øen er frodigere og vildere end Malta, og tempoet er helt roligt. Det er her, malteserne selv tager hen på ferie. Her kan du komme helt ned i gear, bade på den smukke strand Ramla Bay eller besøge den grotte, hvor Odysseus blev holdt som kærlighedsfange af Calypso.

De smukke kyster vrimler med fine hvide sandstrande, og her er gode muligheder for dykning og snorkling. Når du kører rundt på øen, vil du opleve smukke udsigter, idylliske klippebugte og småbitte landsbyer med snævre gader. Også Gozo er rig på historie!

Folk kom formentlig hertil fra Sicilien i små fiskerbåde og slog sig ned i de små klippehuler, som du stadig kan opleve rundt om på øen. Du bør opleve Ggantija-templerne, der blev bygget helt tilbage i stenalderen flere tusind år før vores tidsregning. De kæmpemæssige stenblokke vejer mange tons og er flere meter høje.

Tag også en tur til Ta' Pinu-basilikaen, der kunne være taget direkte ud af et eventyr og står med smuk udsigt ud over øen. Den er imponerende smuk, og legenden fortæller, at den gamle kvinde Karmela Grima blev hidkaldt til templet af Jomfru Maria i 1883- Siden er kirken hyppigt besøgt af pilgrimme, og siden kirken blev bygget i 1920 også af turister.

Alle veje på øen Gozo fører til hovedbyen Victoria. Mange af de lokale kalder stadig Victoria for dens arabiske navn Rabat, selvom den blev omdøbt i 1897. Det er en smuk by med hyggelige, små pladser, kirker, smalle, snørklede gader og masser af spisesteder. Midt i de labyrintiske gader finder du den smukke barokkirke St. George’s Basilica, der ligger ud til en hyggelig plads med spisesteder. Over byen troner det kæmpemæssige sandfarvede citadel. Citadellet er faktisk synligt fra det meste af øen. Det blev bygget i Middelalderen som forsvar mod sørøvere og tyrkere, der jævnligt plyndrede byen, tog folk til fange og gjorde dem til slaver. Fra citadellet har du en fantastisk udsigt ud over byens gyldne kalksten, de grønne landskaber og vandet.