Rejs til Portugal - kultur, byliv og smuk natur

Portugal er så mange ting! Når tankerne falder på Portugal, tænker vi på en kop kaffe i de små, smalle gader i hovedstaden Lissabon, Algarvekystens lange, gyldne sandstrande, charmerende småbyer og fantastiske sandstensklipper, der titter frem langs det blå Atlanterhav. Eller det kan være Portugals mange vingårde, appelsinplantager og olivenlunde, for slet ikke at nævne den enestående portvin fra byen Porto. Portvin må kun hedde sådan, hvis det stammer fra Portugal - så er du glad for den søde vin, så må du besøge dets ophavsland!

 

Kulturrejser til Portugal – Porto og Lissabon

Portugal har et hav af spændende byer fulde af kultur, lækker mad og god vin. Det er bare med at vælge og vrage. Vi er - ligesom mange andre - særligt forelsket i Porto og Lissabon.

Kulturelle oplevelser i Lissabon

Lissabon er Portugals hovedstad, og her står den på kultur i stor stil. På en kulturrejse til Portugal bør du starte eller slutte her! Den smukke by kan imponere enhver med sine stejle gader, hyggelige snævre stræder og gule sporvogne, der kører igennem byen. Tørresnore med vasketøj hænger over dit hoved i de smalle gader, og blomstrende krukker og altaner giver byen liv og farver. På gadehjørner rundt omkring i byen vil du høre fado-musikanternes melankolsk musik, der er så ikonisk for landet.

Lissabon er kendt som Europas San Francisco netop pga. af de stejle gader og sporvognene, og byen har da også sin egen Golden Gate Bridge! Broen med det spøjse navn ”25 de Abril Bridge” går over Tagus-floden. Den ligner til forveksling dens storebror i USA!

Portvin og stemning i charmerende Porto

Porto er Portugals næststørste by, og er du bare det mindste interesseret i kultur, vin og imponerende bygningsværker, så vil du elske Porto! Byen er hyggelig og smuk med alt lige fra smalle, brostensbelagte gader til storslåede kirker og katedraler. Selvom det er en storby, er stemningen rolig, og du kan altid finde en bænk ved floden, hvor der er fred til at nyde synet af de ikoniske træbåde, der sejler forbi!

I Ribeira-bydelen kæmper de hundredvis af farvestrålende huse om pladsen ud mod floden, og det summer af liv omkring de mange caféer og skønne fiskerestauranter. Gaderne er små og hyggelige og snor sig gennem bydelen med et hav af spændende butikker.

Mange beskriver Porto som kærlighed ved første blik, og vi kan kun erklære os enige!

 

Strandferie på Algarve-kysten

Algarve-kysten er kendt for sine gyldne sandstrande og imponerende klippekyster, og det er her, du skal bo, hvis du ønsker sol, strand og vand.

Albufeira er den største ferieby ved Algarvekysten. Det er en flot, gammel by med snævre, brostensbelagte gader, hvidkalkede huse, gamle kirker og sjove butikker med kunsthåndværk. Der er ofte markeder i de gamle gader og på Albufeiras mange torve, og her kan du kigge på fine keramikting, lokale specialiteter, smykker, tasker og kunsthåndværk. Byen har både strande med liv og glade dage og strande med mere ro.

Vi er også vilde med de lidt mindre byer Faro, Lagos og Tavira, som alle ligger på Algarvekysten ud til det dybblå vand.

 

Vinrejse til Portugal

Portugal er kendt for sin gode vin, så det er helt ideelt at kombinere kultur i byerne med smagsoplevelser i vinlandet.

Douro-dalen ligger omkring 1 times kørsel fra Porto er kendt for sit nærmest magiske landskab og landlige omgivelser. Bløde, grønne bjerge bølger sig gennem landskabet, og snorlige vinranker vokser i terrasser op ad bjergsiderne. De karakteristiske portugisiske vingårde – såkaldte quintas – ligger spredt rundt i vinmarkerne.

Du kan ikke besøge Douro-dalen uden at bo på en quinta omgivet af vinmarker og stifte bekendtskab med produktionen af portvin. På gåture i området står den på blomstrende vinland, smuk natur og portvinshuse i de smukke omkringliggende byer. Her er et hav af udkigspunkter med flot udsigt ud over landskabet, de små landsbyer, vinmarkerne og floden. Dalen bør både opleves til fods, i bil og i båd på floden.

 

Madeira - en ø for naturelskere 

Madeira er en lille ø-gruppe, der består af seks portugisiske øer, som ligger i det østlige Atlanterhav. Øen er kendt for sin eventyrlige natur, fantastiske udsigter og høje bjerge, og her står tiden bare stille. Du kan tage på vandreture i naturen, der står på grønne bjerge, dybe dale, forrevne klippekyster og naturskabte swimmingpools. Her kan du vandre over skyerne og blive overvældet af de flotte udsigter. Du ser nok også nogle af de over 2.000 km lange levadaer.

 

Azorerne - Europas Hawaii

Azorerne bliver kaldt for Europas Hawaii på grund af sit fanastiske vulkanlandskab. Her er temperaturerne milde året rundt, så du kan sagtens tage hertil på vinterferie og få sol på næsen. De grønklædte bjerge, dybe vulkankratere og smukke landskaber kan tryllebinde enhver, og du bør også tage en tur ud på vandet og kigge efter hvaler, spækhuggere og delfiner.

 

Øhop i Atlanterhavet

Tag på øhop til Madeira og Azorerne og kombiner evt. med De Kanariske Øer, som byder på fantastisk natur, lækre strande og farvestrålende byer! Selvom de ligger ved siden af Afrika, hører alle øerne til Europa - det kan bare ikke mærkes på temperaturerne og landskabet, der bestemt er varmere og mere eksotisk. 

 

Kør selv-ferie i Portugal

På vores rejser har vi billeje inkluderet, så du har mere frihed og få oplevelser undervejs på din rejse. Både på fastlandet og Madeira har du bil, så du kan tage på udflugter, finde små skjulte strande og opleve småbyer. Kør selv-rejser giver mere frihed, og du slipper fra offentlige transporter, hvor man sidder helt tæt. Du kan stoppe, når du vil, holde tissepauser, hvis du har børn med, og det gør Portugal til et godt og familievenligt rejsemål.

 

Sammen skræddersyr vi din rejse til Portugal

Fortæl os om dine ønsker for ferien - måske vil du kombinere både strand, natur og kulturelle oplevelser i de spændende byer? Vi skræddersyr rejsen ud fra dine behov! Hiv fat i os, hvis du har spørgsmål og vil vide mere om landet eller øerne.

Dine ønsker:

Her ser du vores favoritter. Filtrér videre selv.

Fortæl os, hvad du ønsker, så finder vi det, der matcher!

Viser ud af

Billeder

Rejser til Portugal
Rejser til Portugal - Porto
Rejser til Portugal
Badeferie på Algarvekysten - Albufeira
Rejser til Portugal
Rejser til Portugal - Lissabon
Rejser til Portugal - Porto
Rejser til Portugal - Porto
Rejser til Portugal
Vinrejser til Portugal - Douro-dalen
Rejser til Portugal - Lissabon
Vinrejser til Portugal - Douro-dalen
Badeferie på Algarvekysten - Albufeira

Byer i Portugal

Portugal har et hav af spændende rejsemål – uanset om du ønsker smuk byliv, strand eller vinmarker. Byerne er fulde af stemningsfulde gader og torve, fantastiske udsigter og gode restauranter, uanset om du bor i en stor by på fastlandet eller en lille by på Madeira eller Azorerne.

Flere byer i Portugal

Hoteller i Portugal

I Portugal bor du godt – uanset om du bor på et hyggeligt hotel i en af byernes gamle, charmerende bydele, på en vingård omgivet af vinmarker eller i sjove glamping-telte på Madeira. Vi har håndplukket en håndfuld gode og forskellige hoteller til dig, hvor du vil føle dig hjemme i de dejlige omgivelser, kan dyppe dig i en pool eller et bobleblad, og hvorfra du kan tage ud og opleve Portugals mange muligheder.

Flere hoteller i Portugal

Oplevelser i Portugal

Vejret i Portugal

Vejret i Portugal er bedst fra maj til september, ligesom herhjemme. Dog en hel del varmere med temperaturer omkring de 28 grader. I marts, april og oktober, kan du også sagtens få dejlig varme dage på helt op til 22 grader, og vintrene er generelt milde.

Vejret på Madeira

Vejret på Madeira er ret perfekt, det er aldrig for koldt og aldrig for varmt.

De varmeste måneder er juli, august og september, hvor temperaturen ligger omkring 25 grader. Men Madeira kan besøges året rundt, og temperaturen om vinteren minder ret meget om godt dansk forårsvejr – mellem 15-20 grader. Det gør, at temperaturen i vintermånederne er perfekt til vandreture og udflugter i det smukke, frodige bjerglandskab, og det er også en rigtig fin mulighed for at nyde lidt varme i de ellers lidt kolde vintermåneder. 

Vejret på Azorerne

Man siger, at på Azorerne når du at have al slags vejr i løbet af en dag. Øerne er frodige af en grund, så det regner en del, men du vil også få masser af sol og varme. Ofte drypper det om formiddagen og klarer op om eftermiddagen eller omvendt. På øen Santa Maria oplever du det mest stabile og solrige vejr.

Juni-august er højsæsonen, og det regner ikke særlig meget. Til gengæld er det også her, der er flest turister. Rejser du i efteråret eller foråret, er der 20-25 grader ved kysten, men gerne lidt koldere i bjergene. I november, starten af december og februar kan det blive helt ned til 5-10 grader i bjergene, men ved kysten vil du stadig opleve 15-20 grader, og vandets temperatur ligger også deromkring. Det er perfekt at tage på vandretur i bjergene på denne årstid, da sommeren godt kan blive lidt varm. I sidste halvdel af december og hele januar vil du opleve en del regn.

Praktisk info

Du har sikkert tusind spørgsmål om vacciner, visum, pas og penge. Vi har svar på det meste!

Helt generelt

Forsikring
Det er vigtigt at have en rejseforsikring, når du rejser til Portugal. Hvis du bliver syg, eller uheldet på anden måde er ude, kan det koste rigtig mange penge at få hjælp uden en forsikring. Det er også en god idé at have en afbestillingsforsikring, så du ikke mister noget, hvis du bliver nødt til at afbestille din rejse pga. sygdom eller andre godkendte afbestillingsårsager.

Måske har du allerede en rejseforsikring og afbestillingsforsikring i din indboforsikring eller via dit kreditkort, men vi anbefaler kraftigt, at du tjekker betingelserne grundigt. Vi samarbejder med Gouda, som er specialiseret i rejseforsikringer, og derfor ofte dækker mere end mange indbo/kreditkort forsikringer. Du kan se alle deres forskellige forsikringer på deres hjemmeside her.

Du er velkommen til at kontakte os for mere information og husk, at en afbestillingsforsikring skal tilkøbes ved bestilling af en rejse til Portugal.

Penge og kreditkort
Der bruges Euro i Portugal, og du kan bruge dit kreditkort til at hæve penge i bankerne i de større byer. Du kan også betale med kreditkort en del steder, men der er stadig mange steder, hvor de kun tager kontanter.

Mobiltelefoner og internet
Du kan sagtens bruge din danske mobiltelefon, og internettet er også tilgængeligt. Men tjek priserne med din udbyder.

Elektricitet og stik
I Portugal bruges der 220 V og stikkontakter med to ben, som hjemme i Danmark.

Tidsforskel
Når du lander i Portugal skal uret stilles en time tilbage, da Portugal er en time efter Danmark.

Prisniveau
Prisniveauet er en smule lavere end i Danmark.

Drikkepenge
Det er normalt, at du runder lidt op ved betaling på restauranter mv., ligesom herhjemme.

Billeje
Vores rejser til Portugal har billeje inkluderet. Ved afhentning af bil skal alle chauffører fremvise kreditkort. Vær opmærksom på, at Visa/Dankort ofte ikke accepteres som kreditkort. Vi anbefaler derfor, at du medbringer et alternativt kreditkort fx MasterCard, og kortet skal være i det samme navn, som bilen er lejet i.

Visum og pas
Visum

Danske statsborgere kan opholde sig max 90 dage i Portugal uden visum, såfremt passet er gyldigt under opholdet.

Pas

Vær opmærksom på, at dansk flygtningepas, fremmedpas og provisorisk pas ikke betragtes som almindelige pas. Har du sådan et pas, eller er du ikke dansk statsborger, skal du selv indhente information fra de relevante ambassader eller konsulater.

Rejser du med børn

Vær opmærksom på, at ifølge danske regler skal børn have deres eget pas, medmindre de er blevet optaget i forældrenes eller andre voksnes pas før 1. oktober 2004. Vær desuden opmærksom på, at andre lande kan forlange, at børn har deres eget pas – tjek dette med de relevante ambassader, hvis dine børn ikke har eget pas.

Rejser du med børn under 18 år, skal du medbringe deres fødselsattest, så du kan dokumentere, at det er dine børn.

Rejser du med børn, der ikke er dine egne, fx børnebørn eller kammerater til dine børn, så vær opmærksom på, at du skal have en notar til at vidne, at forældrene har givet deres samtykke til rejsen. Bemærk også, at hvis det kun er den ene forælder, der rejser, kræver mange lande, at den anden forælder har givet skriftligt samtykke (med notar vidne) til rejsen.

Generelt

Det er dit eget ansvar at have de nødvendige pas, visa, transitvisa, forhåndsgodkendelser, legitimationsbeviser, vaccinationer, forsikringer og andre tilladelser og godkendelser, der måtte være nødvendige for at gennemføre din rejse til Portugal. Vi anbefaler, at du indhenter den nødvendige information fra de relevante landes ambassader eller konsulater. Udenrigsministeriet har vejledninger for danske statsborgere på deres hjemmeside, men vi anbefaler, at du ikke udelukkende læser disse, for der er kun tale om vejledninger, og de kan være unøjagtige.

Vaccination

Uanset hvor i verden, du rejser hen, anbefaler vi altid, at du er vaccineret imod:

  • Smitsom leverbetændelse (Hepatitis A)
  • Difteri
  • Stivkrampe

Det gælder også rejser til Portugal.

Derudover er det en rigtig god idé at undersøge forholdene på dine rejsemål, inden du tager afsted. På den måde kan du tage alle de nødvendige forholdsregler som fx brug af myggespray, malariaforebyggelse, andre vaccinationer med mere.

Du kan få gode råd og vejledning og 10 % rabat hos Rejseklinikken eller Danske Lægers Vaccinations Service, når du rejser med os. Læs mere om Rejseklinikken her og Danske Lægers Vaccinations Service her.

Du kan også læse mere på Udlandsvaccinationens hjemmeside eller kontakte din læge for individuel rådgivning.

Corona
Indrejsekravene i forhold til corona til Portugal kender vi ikke på nuværende tidspunkt, men forvent at du skal fremvise en negativ corona-test ved indrejsen eller have bevis på at være vaccineret. Der kan desuden også være krav til indrejsen til Danmark, som fx fremvisning af negativ corona-test og karantæne efter hjemkomst. Vi informerer dig løbende. Det er dit eget ansvar at sørge for at opfylde alle nødvendige indrejsekrav herunder dem relateret til corona, og manglende opfyldelse giver ikke ret til, at du kan afbestille din rejse gebyrfrit. Vi har dog tryghedsgaranti i forhold til afbestilling og forsikring, se mere om vores tryghedsgaranti her.