Rejser til Porto

Porto er Portugals næststørste by, og er du bare det mindste interesseret i kultur, vin og imponerende bygningsværker, så vil du elske Porto! Byen er hyggelig og smuk med alt lige fra smalle, brostensbelagte gader til storslåede kirker og katedraler. Selvom det er en storby, er stemningen rolig, og du kan altid finde en bænk ved floden, hvor der er fred til at nyde synet af de ikoniske træbåde, der sejler forbi!

Porto er kendt for sine mange smukke broer – hele seks styk. Beliggenheden ved Douro-floden har gjort det nødvendigt med broer, og du vil helt sikkert se et par af dem på din vandring igennem byen. Mest kendt er Dom Luís I-broen, der er blevet Portos vartegn.

De gamle bydele ved flodbredden

Du bør opleve alle de forskellige bydele i det gamle Porto for rigtigt at få byen ind under huden.

I Ribeira-bydelen kæmper de hundredvis af farvestrålende huse om pladsen ud mod floden, og det summer af liv omkring de mange caféer og skønne fiskerestauranter. Gaderne er små og hyggelige og snor sig gennem bydelen med et hav af spændende butikker.

På den anden side af floden finder du Gaia-distriktet, der er blevet en moderne bydel med caféer, butikker og et marked med alt lige fra mad og frugt til smukt kunsthåndværk. Besøg et af de gamle portvinshuse og smag på den vin, som byen – ja, hele landet – er så kendt for!

Portos Barredo-kvarter er et virvar af små gyder og smalle brostensbelagte gader fra Middelalderen, der kringler sig hele vejen ned til flodens hyggelige restauranter og caféer.

Hjertet af Porto – Baixa

Baixa-bydelen betragtes som Portos centrum. Her kan du gå rundt i de charmerende gader med farvestrålende vasketøj blafrende højt over hovedet på dig og blomster, der vælder ud over altanerne på de gamle husfacader. Du kan købe dig fattig i de hyggelige butikker med alverdens nipsgenstande og kunsthåndværk, som du ikke lige finder andre steder. Overalt i byen, men særligt her i Baixa, ser du de utroligt smukke ikoniske glaserede keramik-fliser, som byen er så berømt for. De er ofte malede i fine blå mønstre og bidrager til den hyggelige stemning, der hersker i hele byen.

Også i denne bydel vrimler det med vinbarer og portvinshuse, så find et sted med udsigt og nyd et godt glas vin til maden på en af de mange gode restauranter.

Portos mange fantastiske bygningsværker

Fra snævre brostensgyder og direkte til modsatte grøft – Porto har nemlig det hele, og storslåede bygningsværker er der ikke mangel på! Avenida dos Aliados er Portos største og mest imponerende boulevard, og her kan du både se byens smukke rådhus og det flotte 75 meter høje kirketårn Clérigos – det kan du faktisk se fra det meste af byen. Fra toppen af kirketårnet har du en enestående 360 grader udsigt ud over hele byen.

Sé Katedralen ligger ud til vandet og minder måske en anelse om Notre Dame i Paris med sine to firkantede tårne. Den er et flot syn! Og lige så imponerende er Igreja de São Francisco, som er byens eneste gotiske kirke.

Portos børs Palacio de Bolsa er egentlig et gammelt palads, og derfor er bygningen selvfølgelig en konge værdig både udefra og indeni. Indvendigt er det enormt fornemt og smukt udsmykket med alt, hvad der hører til at guldkrummelurer, marmorfliser, søjlegange og hvælvede lofter med malerier.

Vi skræddersyr din kulturrejse til Porto

Mange beskriver Porto som kærlighed ved første blik, og vi kan kun erklære os enige! Tag fat i os, hvis du vil have råd til, hvad du skal opleve i byen, og hvilke byer i Portugal, du skal opleve ud over Porto. Kombinér fx byen med Douro-dalen og få endnu mere vin for pengene! Vi skræddersyr din rejse med lige præcis de oplevelser, du ønsker.

Billeder

Rejser til Portugal - Porto
Rejser til Portugal - Porto
Rejser til Portugal - Porto
Rejser til Portugal - Porto
Rejser til Portugal - Porto
Rejser til Portugal - Porto

Dine ønsker:

Her ser du vores favoritter. Filtrér videre selv.

Fortæl os, hvad du ønsker, så finder vi det, der matcher!

Viser ud af

Hoteller i Porto

Flere hoteller i Porto