19. januar 2018 - 13.45

Eventyr med krymmel

Louise har været i Ecuador: "Livet som rejsende i Ecuador er frihed og et eventyr med ekstra krymmel på. Min konklusion er klar: Ecuador er totalt undervurderet! Læs min blog her!"

Mit allerførste møde med Ecuador - og det første glimt af landet, jeg fik, var under den fantastiske indflyvning – vulkanerne som står stolte omkring Quito, Ecuadors hovedstad.

Solen skinnede, og himlen var blå, men jeg kunne godt mærke, at Quito ligger i 3300 meters højde, og selvom byen ligger nær ækvator, var det ikke en tropisk varme, der mødte mig. De lokale siger, at man kan opleve 4 årstider på bare én dag, og at man derfor altid skal være beredt! Quito er en hyggelig by, hvor man kan få hjertebanken af både stejle gader og af smukke, gamle kirker – jeg så op til flere af dem på en rundtur sammen med en af vores agenter i Ecuador. Jeg havde ikke så lang tid i byen, så jeg nåede desværre ikke at opleve så meget. 

Ækvator og farvestrålende Otovalo

På vejen til Otovalo skulle jeg selvfølgelig lige prøve at stå på ækvator og have en fod på hver af jordens halvkugler. Så har man også prøvet det!

Jeg var så heldig, at jeg kunne tage til Otavalo en lørdag. Otavalos lørdagsmarked var imponerende, og jeg gik rundt og sugede stemningen til mig, kiggede på de mange farvestrålende varer, og jeg mødte de lokale handlende. Hele oplandet tager til byen for at sælge alt mellem himmel og jord, og jeg hilste på op til flere meget hjertelige ældre damer, der alle nåede mig til midt på brystet. Høje er de altså ikke! Jeg tog naturligvis også en masse billeder.

Åndeløst smukke Cotopaxi

Efter tre dages tid i Quito og omegn skulle jeg sydpå til kæmpevulkanen Cotopaxi. Min chauffør havde sagt, at der var 50% chance for blå himmel, så da vi nærmede os, og den smukke vulkan med hvid top stod i fuld kontrast til den blå himmel, måtte jeg ud af bilen og hoppe af glæde, for det var virkelig smukt. Så ubeskriveligt!

Jeg har altid været meget fascineret af bjerge, måske fordi det er noget, vi ikke har så meget af meget af her i Danmark. Jeg skulle gå turen op til snegrænsen – min guide og jeg kørte op til 4600 meter, og så gik vi de sidste 200 meter. Puha det var hårdt, og jeg kunne virkelig mærke, at der ikke var meget ilt i luften! Jeg hev efter vejret, og hjertet galopperede derudad. Men sikken en udsigt! Jeg måtte nive mig selv i armen for at være sikker på, at det var mig, der var så heldig at opleve dette. 

Slanger og stammedans i Amazonas

Efter vulkaner og sne, var det tid til at få varmen og opleve lidt af junglen i Amazonas. Jeg skulle opleve den del af Amazonas, som man kan køre til. Og hvilken køretur! Flot og vild bjergkørsel ad små svingende veje – jo længere ned i højden vi kom, jo mere frodig blev naturen, og dertil blev jeg mødt af et vildt regnvejr. Men der er jo en grund til at det hedder en regnskov! 

Efter en lang køretur, sejlede jeg i 15 minutter ned ad floden i motordrevet kano til resortet. Det var et helt fint resort, men uden wifi – den skulle jeg lige sluge. Den først aften var jeg på en lille vandretur nær resortet for at se og høre nærmere på livet i junglen. Det var den vildeste og mest grænseoverskridende oplevelse for mig. Jeg gik udstyret med en lommelygte, i bælgravende mørke, og så mange forskellige insekter og slanger, flere af dem var giftige. Måtte ryste min taske, da jeg var tilbage i sikkerhed på resortet, var simpelthen så nervøs for, at et kryb havde gemt sig der. Maden var skøn!

Dagen efter startede jeg med at tage hen og høre papegøjer, desværre kunne jeg kun se dem med en kikkert, men de larmede helt vildt. Efter morgenmaden var jeg på vandretur gennem lidt af junglen for at spotte sjældne planter, insekter og dyr. Jeg fandt en frø, men den blev desværre ikke til en prins, da jeg kyssede den. Senere på dagen var jeg i en landsby for at høre mere om livet som stammefolk i Amazonas, her smagte jeg også lidt på den traditionelle mad, og børnene optrådte med dans.

Bjergtagende Baños

Jeg tog en lokal bus fra Tena, som er den by, der forbinder det sydlige Amazonas med resten af landet. Bjergtagende Baños gik lige i mit hjerte – en smadderhyggelig by, som var i en passende størrelse, med lækker mad og et væld af spaer og massagesteder. Jeg lejede en cykel og begav mig ud på tur på vandfaldsruten.

Vandfaldsruten er 17 km lang, og man cykler mest nedad og forbi en masse vandfald. Og sikken en udsigt til vulkanerne! Jeg følte mig let, fri og flyvende. Den 17 km lange rute slutter ved et kæmpe vandfald, der hed Pailon del Diablo. Her parkerede jeg cyklen og gik ned for at se det. Smukt og vådt. Det smarte ved en cykeltur i Baños er, at man bare tager en truck tilbage med cyklen, så man slipper for at skulle cykle den hårde vej opad tilbage til Baños. En anden ting man skal opleve i Baños er deres naturlige varme kilder, som er flere steder i og omkring byen. Jeg stod tidligt op og besøgte byens varme kilder sammen med alle de lokale.

Livet som rejsende i Ecuador er frihed og et eventyr med ekstra krymmel på.

Alausi og Djævlens Næse

Tid til nye eventyr, og Alausi var næste stop. Her fandt jeg ud af, at kvinderne i Ecuador rent faktisk går klædt i flotte, farvestrålende dragter. Jeg har faktisk altid mistænkt lidt, at det kun var til fordel for turisterne og rejsebøgerne, at de bærer det tøj, men det gør de altså! Og de går også rundt med lamaer! Det var fascinerende at gå rundt og se de flotte dragter – dog er Alausi en by, som er hurtigt set.

Jeg skulle køre med tog på Djævlens Næse, Nariz del Diablo, et gammelt spor, som lister sig dramatisk ned ad bjergsiderne med spektakulær natur til begge sider. Udsigten fra toget var virkelig imponerende – også selvom jeg ikke måtte sidde på taget, som man gjorde førhen.

Charmerende Cuenca

På vejen fra Alausi til Cuenca gjorde jeg stop ved den mest velbevarede Inka ruin I Ecuador Ingapirca – en fin lille udflugt, hvor jeg igen mødte folk i farvestrålende klæder og oplevede landets kulturarv.

Charmerende Cuenca beskriver byen rigtig godt! Byen har mange velbevarede og velholdte bygninger fra kolonitiden og tiden derefter, hvor franskmændene slog sig ned. Her er et væld af restauranter og caféer – og jeg må sige, at jo flere valgmuligheder, der er for forskellig mad, jo gladere bliver jeg. Jeg gik rundt og sugede stemningen til mig og spiste en masse is. Jeg var også på en byrundtur, hvor jeg lærte, at Panama-hatten faktisk kommer fra Ecuador og slet ikke fra Panama! De sjove hatte bliver produceret i Cuenca, og de består af et imponerende flettearbejde.

Gennem skyerne til Guayaquil

Turen videre fra Cuenca tog jeg i lokalbus. De lokale beskriver busturen som drømmende og smuk, og jeg må give dem ret. Man starter i himlen, og derfra bevæger man sig over, igennem og ned under skyerne, og til sidst er man nede på jorden igen.

Mit sidste stop på fastlandet var Guayaquil. Nu var jeg nede på højde med havets overflade – tilbage i den tropiske varme, som straks omfavnede mig og fik mig til at svede. Guayaquil er en storby, den næststørste by i Ecuador, og her er et helt andet leben end i bjergene. Folk opholder sig mere ude. Jeg tog mig naturligvis en slentretur på havnepromenaden langs floden, som de kalder Malecon 2000.

Det næste stop på min rejse var Galapagos… men det var et eventyr, der fortjener sin HELT egen rejseblog! Læs den her!