4. september 2018 - 14.45

Find hoved og hale i Malaysia

Katharina forklarer lidt om Malaysias tre forskellige landsdele: fastlandet, Borneo og tropeøerne. For hvor er det lige, du skal tage hen hvornår, og hvad kan du opleve?

Jeg hedder Katharina, og jeg er Malaysia-ekspert her hos C&C Travel. Jeg vil gerne guide jer igennem Malysias forskellige oplevelser, for det kan være lidt svært at finde hoved og hale i.

Når vi snakker Malaysia, taler vi generelt om tre forskellige ting: fastlandet, Borneo og tropeøerne.

Borneo – orangutangernes paradis

Den malaysiske del af Borneo består af de to stater Sabah og Sarawak. Sabah er bedst om vinteren og Sarawak om sommeren, men uanset hvad du vælger, skal du pakke kuffterten vel vidende, at det regner en del på Borneo.

Du skal tage til Borneo for at møde orangutangerne i deres naturlige omgivelser! De har masser af plads og frihed, men de bliver fodret, fordi man gerne vil sikre deres overlevelse. I det hele taget er det dyrelivet og den helt dybe urørte jungle, som er i højsædet på Borneo! Langt inde i Danum Valleys regnskov i Sabah kan du faktisk møde det, man kalder Borneos "Big 5". Det er de fem største dyr i regnskoven: pygmæelefanter, næseaber, krokodiller, næsehornsfugle og orangutanger. Det er en virkelig fed oplevelse at være så langt ude i naturen!

Det er også på Borneo, at du kan bo i langhus sammen med regnskovens stammefolk. Du sover på rad og række ligesom folket selv, og du bliver for en kort tid del af deres dagligdag. Det er simpelt, skal jeg hilse og sige, men det er spændende!

Kuching og Kota Kinabalu er de to staters hovedstæder. Det er halvstore byer, og de er ikke så turistede – til gengæld har de gode, farvestrålende markeder, smukke moskeer og masser af spændende afkroge.

Hvis du er mere til bjerge og skyer end fugtige regnskove, så skal du tage på trekkingtur på Mount Kinabalu. Det kan du både gøre som en dagstur eller over et par dage – det er hårdt, og det er alle anstrengelserne værd! Når du står og kigger ud over de bløde skyer fra toppen af Sydøstasiens højeste bjerg, bliver man helt overvældet.

Kan man rejse på Borneo med børn? Sagtens! De kommer helt sikkert hjem med rygsækken fuld af oplevelser og minder, som de aldrig vil glemme.

Fastlandet – godt hele året!

Malaysias fastland indeholder alle elementer, og her kan du rejse til hele året! Her oplever du varieret natur med både regnskov, temarker og bountystrande, pulserende storbyer og masser af kultur og religion.

Hovedstaden Kuala Lumpur indeholder lidt fra alle verden! Byen er et stort mix af religioner, og her lever både muslimer, buddhister og kristne i fred og fordragelighed. Maden er fantastisk - jeg kunne tage dertil kun for maden - og igen bærer det præg af smagsoplevelser fra mange verdener. Både i Little India, China Town og alle de mange gadekøkkener kan du spise dig mæt i vidunderlig mad. I Malaysia taler de om mad, som vi taler om vejret. De spiser mange måltider om dagen, og der er rigtig mange muligheder, så det er bare om at springe ud i det! Øen Penang er Malysias madhovedstad især i den største by Georgetown, og her kan du virkelig vælte dig i lækre retter.

Taman Negara er verdens ældste regnskov – man mener, at den er mere end 130 millioner år gammel. Her er ikke så mange store dyr, men du kan opleve fugle, aber og alverdens krybdyr, både dag og nat. Hvis du er heldig møder du en tapir!

I højlandet Cameron Highlands befinder du dig pludselig i kølige, lysegrønne omgivelser mellem de mange teplantager og jordbærmarker. 

Tropeøerne – hvor og hvornår?

Den mest kendte ferieø i Malaysia er Langkawi, og det er en ø, jeg altid anbefaler til familier i vinterhalvåret. Øens frodige natur er nem at opleve med kabelbanen, og de mange smukke strande er perfekt til børn! Du kan også sagtens snorkle.

Hvis du hellere vil noget lidt mere afsides og romantisk i vintermånederne, så tag til Pangkor Laut! Det er et lille paradis på kun 8 km2, og du kan nemt udforske omgivelserne på cykel.

Øhop om sommeren skal du gøre på Redang, Perhentian og Tioman! Det er virkelig skønne bountyøer, og det er et perfekt alternativ til ferien på Bali. Her kan du snorkle med fisk og nyde smukke strande omgivet af frodig natur.

Hiv fat i mig! 

Vil du vide mere, have flere gode råd eller måske have et uforpligtende rejsetilbud? Ring til mig på 3338 0093 eller skriv til mig på katharina@cctravel.dk. Jeg sidder klar til en snak om fuldstændig magiske Malaysia.