13. november 2017 - 14.30

Mit eventyr i Argentina og Chile

Josephine her fra C&C har været i Argentina og Chile, og hun har skrevet en blog om sit møde med de to hovedstader og Patagonien, der er en kæmpe oplevelse, også i gråvejr. Læs den her!

Min tur til Argentina og Chile startede med et par fantastiske dage i Buenos Aires. Det var både mit første møde med Buenos Aires og med Nico, vores tætte samarbejdspartner i Argentina. Og sikke et møde.

Buenos Aires bød mig velkommen med åbne arme og viste sine mange ansigter, som jeg bevægede mig igennem de forskellige dele af byen. Helt specielt for mig var San Telmo området - lidt slidt i kanten, men fuld af liv. Jeg er ret facineret af den street art, der kendetegner mange byer i de latinamerikanske lande, og det var der så rigeligt af i San Telmo.

Hvor San Telmo repræsenterer det gamle Buenos Aires, så er den bydel, der vokser frem omkring havnen en ret spændende del af det nye Buenos Aires. Og melder sulten sig, når du er i området, kan jeg varmt anbefale Restaurante Estilo Campo. Det er i øvrigt også Nicos favorit.

Smagsprøve på Patagonien
Efter et par hektiske dage i Buenos Aires gik turen til Bariloche og Patagonien. Et møde der skulle vise sig at komme helt ind under huden, og en del af mit hjerte blev tilbage. Hvor livet i Buenos Aires leves på menneskernes principper, så er det naturen, der sætter agendaen i Patagonien. Og den er generøs, heldigvis!

Jeg ankom sent til Bariloche, solen var for længst gået til ro, og mørket var altopslugende. Det afholdt selvfølgelig ikke min guide fra lystigt at fortælle, at Bariloche er omgivet af to meget forskellige vegetationer med Andesbjergene på den ene side og stepperne på den anden. Si, si var svaret fra bagsædet mens forventningsglæden blot blev større. Og den blev ikke skuffet næste morgen, da jeg trak gardinerne fra på hotellet og blev mødt af Nauel Huapi søens blanke vand og sneklædte bjerge i baggrunden.

Med kun en dag inden turen over Andesbjergene til Chile valgte jeg at tage på en halvdagstur til Circuito Chico. Turen tog mig forbi de vigtigste punkter på den vestlige side af Nahuel Huapi søen. Jeg vil kalde det for en appetitvækker, for den dækker blot 41 km og altså kun en lille flig af de oplevelser, der ligger i området.

Første stop på turen var Cerro Campanario, hvor vi tog en stolelift op i 1050 m højde. Turen op var kold i småregn og med en temperatur på under 10 grader, men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. På toppen blev vi belønnet med den smukkest regnbue, lavthængende skyer og hvidklædte bjergtoppe.

Her var en helt fantastisk udsigt over både Moreno søen og Lopez bjerget mod vest og den store Nahuel Huapi sø med Victoria øen mod øst. På Circuito Chico turen fik vi også set der hvor Moreno og Nahuel søerne mødes, Llao LLao halvøen med det berømte Llao LLao hotel og San Eduardo Kapel.

De fleste af de lokale, jeg talte med, syntes faktisk, at foråret med alle de nye, friske farver, og inden det bliver for varmt er absolut det bedste tidspunkt. Altså november-december.

Over Andesbjergene mod Chile
Dagen efter gik turen med både bus og båd over tre forskellige søer, gennem regnskov og fordi de smukkeste vulkaner.

Jeg startede turen i bus fra Bariloche langs Lago Nahuel Huapi. Du kan også sagtens tage den modsatte vej fra Chile til Bariloche. Ikke lang tid inden ankomsten til Puerto Blest, passerede vi det smukke Blanca vandfald. Det er ikke så højt, men brusende hvidt i kontrast til bjergene og søen. På turen fik vi også besøg af imponerende måger, som tydeligvist ikke var generte. Hvor der er mad, er der vilje.

Sejlturen over Lago Frias med det smaragdgrønne vand starter er også en oplevelse. Det er en kort tur på vandet, kun 20 minutter, men når skyerne ikke hænger lavt har man en helt fantastisk udsigt til Cerro Tronadors sneklædte top.

Efter sejlturen skiftede vi endnu engang landskab, faktisk flere gange undervejs. Kilometerne blev tilbagelagt i en gammel bus med en rimelig heftig motor, og det viste sig at være ganske udmærket. For vejen gennem regnskoven er ikke lige asfalterede, og højdeforskellene på turene var til at mærke. Da vi på toppen passerede den chilenske grænse, dalede sneen hvid. Smukt og koldt, men når man ved, at sneen i bjergene sikrer vand i dalene næste sommer, så går det nok med kolde tæer.

På vej til frokost i Peulla og med instruksen om selv at finde over til hotellet lidt længere fremme, blev jeg fuldstændig overvældet af den skønne natur, der omkranser Natura Hotel. Pludselig, der i regnen, var jeg omgivet af de smukkeste lysegrønne nuancer, frodige planter og helt spinkle blomster på vej. Jeg ærgrede mig helt over, at jeg ikke havde et lidt længere stop her, så jeg havde mere tid til at nyde roen og nysgerrigt udforske naturen.

Den længste sejltur på ruten var Lago Todos los Santos, og også her havde jeg den mest storslåede udsigt til Volcano Puntiagudo og Osorno – den fra alle postkortene. Min dag sluttede med en bustur fra Petrohue til Puerto Varas, hvor landskabets kontraster igen var tydelige med udsigt til både Volcano Osoro og Volcano Calbuco. Og på kanten af Lago Llanquihue.

Hele vejen gennem Patagonien har jeg haft sådan en fornemmelse af noget helt specielt men har ikke rigtig kunne sætte ord på. Er det farverne? Naturen? Men her på afstand er det gået op for mig, at det er lyset. Et fuldstændig fortryllende lys og så endda i silende regn og våd sne, som det helt tidlige forår her byder på. Hvordan mon det så er på en klar sommerdag? Patagonien, jeg kommer tilbage!

Santiago De Chile til fods
Sidste stop på min tur var Santiago De Chile. En storby i stor kontrast til Patagonien, men fascinerende på sin helt egen måde. Santiago er en by, hvor det kunstneriske miljø stortrives bl.a. i form af midlertidige kunstinstallationer i gaderne. Og så er Santiago en by, du let kan gå rundt i, også selvom den strækker sig så langt øjet rækker. Jeg gik med Solange, Laurent og Bernardo som er vores tætte samarbejdspartnere i Chile, og vi kom vidt omkring, så jeg fik en god fornemmelse af byen.

Første stop på turen var den smukke Santa Lucia høj. En lille høj midt i Santiago som kræver gode ben at bestige, men til gengæld blev jeg belønnet med en rigtig fin udsigt udover byen, og en stilhed jeg ikke fandt mange andre steder i byen. Om eftermiddagen slentrede vi igennem Barrio Bellavista, som er byens bohemekvarter og ligger for foden af San Cristobal. Vi tilbragte lidt tid ved Jomfru Maria statuen på toppen, hvor Santiago lå for vores fødder. Og her fik jeg virkelig et billede af, hvor koloenorm byen er. En magisk dag som kunne mærkes i fødderne, da jeg var tilbage på hotellet. 20.205 skridt siger telefonen, at det blev til! 

Vidunderlige Valparaiso

På min anden dag i Santiago gik turen mod kysten og havnebyen Valparaiso. Vores første stop var den chilenske forfatter Pablo Narudas hus, som ligger højt i byen og gav et virkelig spændende indblik i hans liv. Herefter var vi til fods igen, og som i Santiago er det den eneste rigtige måde at få byen ind under huden. Her er fyldt med små, stejle gader, deres street art giver et helt specielt udtryk til byen og er i de smukkeste farver – ligesom husene.

Valparaiso er en by, som i min optik fortjener mere end blot et kort dagsbesøg, så har du tid, skal du blive en nat. Jeg ønsker, jeg havde gjort det.

Turen slutter her for mig, men det er ikke sidste gang jeg besøger de to fantastiske lande. Det er jo risikoen ved at snuse til nye områder – de giver som regel lyst til mere.

Josephine