26. oktober 2016 - 13.30

Ny rejse til Colombia!

Vi har fået en ny rejse til Colombia med en helt ny destination, nemlig bjergbyen Minca, der ligger omgivet af kaffeplantager, tågeskov, regnskov, floder og vandfald.

Vores nyeste rejse til Colombia byder på lidt af det hele! 

Rejsen starter i hovedstaden Bogota, der både byder på gamle, farvestrålende kvarterer og store højhuse. Herefter tager du videre til den hyggelige kolonitidsby Villa de Leyva - men først efter en kort udflugt til saltkatedralen uden for byen. I Villa de Leyva kan du spadsere rundt på brostensbelagte gader, hvor de hvidkalkede huse ligger på rad og række, og du kan spise lækker mad på det fine hovedtorv Plaza Mayor. Du har også en nat i Santa Marta, der ligger tæt på flere gode strande, før du skal til Tayrona Nationalpark. Også her finder du smukke strande men også masser af flot og frodig natur med bjerge, skove, palmer og sjældne dyr.

Fra varmen ved kysten går turen nu op i bjergenes kølige luft, hvor du skal bo blandt tågeskove og kaffeplantager i den lille bjergby Minca - et helt nyt rejsemål her hos C&C! Her har du virkelig mulighed for at nyde naturen, bade i vandfald og vandre til smukke udsigtspunkter. Naturen tiltrækker både backpackere, fugleinteresserede, cykelryttere, bjergbestigere og helt almindelige turister, der bare vil væk fra de største turistfælder.

Du slutter din rejse af i romantiske Cartagena, der muligvis er en af verdens smukkeste byer. Farvestrålende huse med blomster og efeuranker ligger side om side kun afbrudt af smukke pladser og hyggelige caféer. 

Se hele rejsen her