29. juni 2018 - 13.30

Stines Costa Rica og Panama

Stine har været på (endnu) en rejse til vidunderlige Costa Rica og Panama - denne gang på kør-selv-ferie! Læs med og bliv inspireret til store naturoplevelser til lands, til vands og i luften...

Jeg havde glædet mig til denne tur længe. Det er 5 år siden, jeg var i Costa Rica og Panama sidst, og gensynet skuffede bestemt ikke, tværtimod. Denne gang var jeg afsted med min gode kollega Louise, og vi havde en skøn rundrejse.

Frisk frugt og farver i San José

Vi startede vores tur i San José, en livlig storby i ægte centralamerikansk stil. Vores samarbejdspartner i Costa Rica, Christina, viste os rundt, og vi hyggede os simpelthen så meget med hende. Selve byen er fuld af farver og glade lokale, der handler. Massevis af hyggelige parker, smukke bygninger og spændende museer. Vi ankom om aftenen, og det var stadig omkring 25 grader. Vi gik ud og besøgte flere af deres gode restauranter og trendy områder. Jeg var helt vild med Barrio Escalante, som sprudler af liv og hyggelige spisesteder. Vi spiste på en venezuelansk restaurant, hvor vi fik Ampras med forskellige former for fyld – MUMS sammen med en iskold lokalt brygget øl.

Næste dag besøgte vi det lokale farmers market, hvor de lokale handler frugt og grønt i massevis. Alt er så stort og så friskt, og smagsprøver går man ikke ned på, hvis man spørger pænt. Vi fik smagt frugter, jeg aldrig har hørt om i Danmark, nogle virkelig gode og andre lidt for specielle til min smag. Vi var også rundt i de forskellige parker, pladser og så nogle af de forskellige museer, som byen har at byde på. En guide kan klart anbefales, så man får det optimale ud af byen.

Eksotisk dyreliv i junglen ved Drake Bay

Vi kørte til kystbyen Sierpe ca. 4 timer fra San José. Vi gjorde et stop ved en flod, hvor vi så en masse krokodiller ligge og sole sig på bredden. Fra Sierpe sejlede vi knap en time for at komme til fantastiske Drake Bay. På sejlturen kan man være heldig at spotte krokodiller, det gjorde vi dog ikke, men vi sejlede igennem den flotte mangrove, og vi så krabber og massevis af fugle.

Stranden ved Drake Bay er helt mørk, og der ligger kokosnødder og palmeblade overalt. Det er fantastisk, og der er næsten ingen folk, fordi her kun ligger en håndfuld hoteller og lodges. Stilheden er skøn - det eneste, der larmer, er havets susen og fuglenes kvidren og papegøjerne, der skriger om kap, mens de flyver over palmetræerne.

Der er masser af muligheder for dagsudflugter. Vi tog ind til Corcovado Nationalpark, som er det største highlight her. Det tager ca. 1 time at sejle fra Drake Bay til indgangen af denne enorme park, hvor det kun er muligt at besøge 1% af den. Ret vildt! Vi gik i et par timer, og vi var heldige at se en tapir, massevis af aber, en krokodille, arapapegøjer, flere næseaber, de smukkeste sommerfugle og tusindvis af andre fugle og insekter.

Tilbage i Drake Bay kunne vi slappe af på stranden med en bog. Den efterfølgende dag skulle vi på snorkeltur til Caño Island, det tog ca. 45 minutter at sejle ud til øen, og på vejen så vi delfiner hett tæt på båden. Hvis vi havde rejst i juli-oktober, kunne vi have været heldige at spotte hvaler. Vi kom hen til øen og sprang i vandet, herfra snorklede vi en lille time og så en hvidtippet revhaj, en skildpadde og tusindvis af flotte fisk. Vi slappede af på en strand i en halv time og skulle så i vandet igen og snorkle. Godt forbrændte (og ja vi havde husket solcremen!) vendte vi tilbage mod fastlandet og spiste frokost på den samme strand som dagen før (denne gang i lidt regnvejr). Det regner hver dag, men det er som regel højst en times tid om eftermiddagen, og så er det skønt resten af tiden.

Kilometerlange strande og masser af liv i Playa Tamarindo

Vi valgte at flyve tilbage til San José, og det var en stor oplevelse. Vi kom til en meget lille lufthavn, hvis man overhovedet kan kalde det det, og her kom et fly med plads til 12 personer. Vi fløj fra Palmar Sur ca. 30 min til San José med den smukkeste udsigt. Her samlede vi en lejebil op, for så selv at udforske landet.

Vejene til Guanacaste-halvøen er super fine, og vi ankom til Tamarindo sidst på eftermiddagen, hvor vi blev checket ind på et hyggeligt, lille hotel 5 minutter fra stranden. Playa Tamarindo var en stor kontrast fra Drake Bay, som vi kom fra, men det var skønt med liv og mange muligheder for at spise og handle. Tamarindo er en dejlig by, og her er også mange muligheder for at tage på dagsudflugter, hvis ikke man er til at ligge og stege på den kilometerlange strand. Vi kørte nogle ture og fik badet en masse! Vi fik super lækker mad, for byen har alt fra lokal mad til falafel og italiensk. Specielt den lokale falafelbar kan varmt anbefales.

På eco-lodge dybt, dybt inde i junglen ved Bananito

Vi tog en overnatning i San José for ikke at skulle køre hele vejen fra Stillehavet til den caribiske kyst på én dag. På vejen fra Limon til Puerto Viejo drejer man af og starter på noget, der rigtig nok ligner en vej, men den bliver dårligere og dårligere, og vi tænkte: er det her rigtigt? Men ja, jo mere hullet den blev, jo længere ind i junglen kom vi. I starten kørte vi forbi en masse bananplantager og til sidst nåede vi en flod, hvor vi heldigvis havde aftalt med Jürgen, som ejer lodgen, at vi skulle samles op. Det havde lige regnet og floden var fyldt, og vi blev derfor hentet i en større bil, som sagtens kunne køre igennem floden. Normalt kan man selv køre hele vejen, men vi parkerede altså et par kilometer derfra og fik et lift.

Vi kom frem til det hyggeligste øko-lodge hvor de virkelig er passionerede omkring naturen og alt øko. Er man til ro og natur, og vil opleve et sted midt ude i ingenting, er det lige her! Her er en masse hunde som hygger sig på gården, og ellers har de heste, køer og får. Man kan tage på vandreture og rideture, og hvis man har mod på det, kan man også sove en nat væk fra lodget i en hængekøje på en platform, de har bygget til formålet. Da vi var ude at gå, gik vi forbi flere steder, hvor lodget har sat kameraer op. De går nemlig rigtig meget op i at beskytte dyrene, og få dage forinden havde der været både jaguarer og pumaer forbi, som blev fanget på film. Du skal ikke regne med at komme til at se nogle vilde dyr her, men du kan mærke den intense stemning, og mærke hvor tæt på dyrene du er, når du ser på video, at du har gået i deres fodspor. Vi tog også en ridetur i området, og selvom jeg ikke er så glad for heste, var det meget hyggeligt.

Det vildeste var dog, da vi skulle op at flyve! Hvis Jürgen selv er til stede, kan du tilkøbe en ”scenic flight” i hans fly. Der var bare ham og mig i et åbent to-personers fly. Det var en blanding af et fly og en helikopter, og det er en af de fedeste oplevelser i hele mit liv! Lidt grænseoverskridende, når nu jeg ikke er så glad for at flyve, men udsigten var helt fantastisk, så jeg glemte helt at være bange. Jeg var meget overrasket over, hvor stabilt flyet var, og hvor tryg jeg egentlig følte mig.

Caribisk stemning på stranden i Puerto Viejo

Tilbage til civilisationen, og så endda på ægte, caribisk manér med reggaemusik og chill-out på stranden. Dette sted er fantastisk og alt går langsomt. Vi boede et par kilometer fra byen, men gik derind for at spise. Vi kunne også have lejet cykler, men en gåtur var fin, og stranden var skøn. Der var en del bølger, da vi var der, men det er meget forskelligt fra måned til måned og fra dag til dag. Kyststrækning og dejlige strande går de ikke ned på her i byen i hvert fald!

Afslapning og eventyr Bocas del Toro

Så var tiden kommet til at krydse grænsen. Vi havde afleveret vores lejebil og blev hentet af en chauffør, og så gik turen igennem en masse bananplantager, inden vi kom til stedet, hvor vi skulle krydse grænsen til Panama. Her skulle vi betale afrejseskat og gå frem og tilbage mellem forskellige kontorer. Ja, her er de ikke så moderne endnu – vi kom ind 4 forskellige steder, før vi kunne sætte os ind i den næste bil og køre mod havnebyen Almirante for at komme ud til Bocas Del Toro. Vi sejlede og ankom til den hyggeligste, lille by med masser af smukke huse, som virkelig bar præg af historien og bananrepublikken.

Her var det tid til afslapning, og det var vi ret gode til! Vi tog vandtaxi til de nærliggende strande kun 5-10 min fra byen. Jeg var også ude at udforske havet den ene dag – dykningen er i topklasse med massevis af fisk, koraller og skibsvrag. Hvis du er heldig, kan du også se rokker, hajer og skildpadder. Det er også rigtig godt at snorkle på Bocas.

På hængebroer i tågeregnskoven i Boquete

Vi tog afsted fra Bocas tidlig morgen og havde en dejlig køretur til tågeregnskoven - og som navnet siger, så var der tåget, da vi ankom, og det regnede lidt. Det var en temmelig stor kontrast til ø-stemingen på Bocas, men også helt fantastisk! Vi kunne igen høre mange dyrelyde og stemningen af natur var i den grad til stede. Selvom det regnede lidt, kom vi ud at gå på de imponerende hængebroer. Vi tøvede lige et øjeblik, da vi skulle over den første, men ellers gik det bare hu hej afsted! De er ganske sikre, og vores guide fortalte en masse om planterne og livet omkring i Boquete på turen.

Vi var også på en kaffetur, hvor vi lærte om kaffeproduktionen i Panama. Her smagte vi på op mod 10 forskellige slags kaffe tror jeg, og til sidst kunne vi ikke smage forskel efter at have smagt så meget – kun stærk og mild. Vi fik om aftenen spillet en masse spil og hygget, samtidig med at regnen tog til. Især om natten var regnen helt vild, men på en måde var det også fantastisk at ligge indenfor og høre alt det vand komme ned, og så vågne op til en helt skyfri himmel.

Pitstop i den frodige dal, El Valle de Anton

Vi havde en lang køretur foran os på hele 7 timer fra Boquete til Panama City, så vi valgte at dele den op og tage et stop i Valle De Anton, hvilket vi på ingen måde fortrød! En helt anden slags natur mødte vi i dalen her, og hvor var det bare smukt. Jeg blev med det samme forelsket i denne lille, hyggelige by. Her er muligheder for at lave alverdens dagsture i naturen både til bens, til hest og på cykel. Det blev hurtigt mit nye favoritsted i Panama, og jeg kunne sagtens have brugt meget længere tid her!

Glædeligt gensyn med Panama City

Sidste stop på turen var et gensyn med Panama City, og jeg bliver lige imponeret hver gang. Det er en superfed storby, som både har de helt store skyskrabere, men også har en masse charme med en ældgammel bydel med de hyggeligste huse og bygninger.

Vi var selvfølgelig ude ved Panamakanalen og se et skib komme igennem låsene. Det er ret fascinerende og meget smart det hele. Her er også mulighed for shopping, togture, regnskovsture og meget mere. Vi nød et par timer ved poolen og fik suget de sidste solstråler til os, inden turen gik til lufthavnen og hjem til Danmark igen.