3. oktober 2017 - 15.15

Velkommen!

Der sker meget her hos os! Og vi kan faktisk byde velkommen til hele fire nye medarbejdere og to praktikanter, og de er alle seks blevet en stor del af vores lille C&C familie.

Vi er så glade for at have fået seks nye ansigter i blandt os!

Camilla er netop startet i mandags, og det er hendes smittende smil, du møder, hvis du kommer ind til os. Hun er nemlig vores nye salgssupport, og hun skal have styr på ALT det, vi andre ikke har styr på. Måske har du allerede snakket med hende, hvis du har ringet herind? Oprindeligt var hun børnehaveklasseleder, men hun har også stået i butik, og nu er hun endt her hos os - heldigvis. 

Lene er også lige startet. Hun er vores nye billetudsender, og det er hende, der sender alle dine rejsedokumenter ud, så du kan komme af sted på din ferie. Hun er faktisk tidligere lægesekretær, men hun har altid rejst rigtig meget og til sidst tog hun en modig beslutning og skiftede lægeklinikken ud med rejsebranchen - og det er vi kun glade for!

Patrick har faktisk været her i lidt tid - og han er allerede uundværlig! Han er vores nye webudvikler og arbejder med online projekter på både interne og eksterne sider. Patrick arbejdede i en kæmpe koncern med 34.000 ansatte, og derfor søgte han et lidt mere menneskeligt ansigt. Det fandt han her hos os, så matchet er helt perfekt. 

Rukhosh holder os allesammen mætte det meste af ugen - hun er vores madmor og jonglerer den ene lækre ret i køkkenet efter den anden. Vi nyder allesammen virkelig godt af hendes spændende udenlandske madlavning og gode humør - hun passer perfekt ind hos C&C!

Alexander læser til multimediedesign og er hos os som praktikant for at suge viden til sig. Han laver alt lige fra hjemmesideudviklling og -optimering, nyhedsbrev og grafisk arbejde. Alexander har allerede fundet sig så godt til rette, at han godt tør at belære os andre om ikke at holde musen foran billedet, når vi tager screen shots. Det er godt, vi har ham!

Laura er også praktikant. Hun læser en engelsksproget kandidat i turisme, og hun svinger den digitale pen på hjemmesiden, når hun skriver kreative rejseplaner og hotel- og udflugtbeskrivelser - og en hel masse andet! Hun har lilla hår og er fuld af skæg og ballade, og det passer jo perfekt ind hos os!