2. oktober 2017 - 15.30

Vidunderlige Vietnam

Nicoline har været i Vietnam - og hun har haft nogle store oplevelser, der ikke ligner noget, hun før har oplevet! Læs hendes fortælling om det spændende land her.

Hektiske men herlige Hanoi
Vi landede i Hanoi lufthavn og blev mødt at varme, høj luftfugtighed, og hvad der føltes som en milliard scootere! Samtidig mødte vi de sødeste mennesker, de hyggeligste små cafeer, og den smukke Hao Kem Lake flod, som ligger lige midt i den ellers hektiske storby! Vi var heldig at ramme Hoan Kiem søen på en weekend, hvor der er et stort hyggeligt marked – og der er lukket for scootere og trafik. Her blev sunget, danset og leget, og det var en super fantastisk måde at komme helt tæt på lokalbefolkningen.

På båd rundt i Ha Long
Efter et par dage med tempo i fantastiske Hanoi blev det tid til lidt afslapning i Ha Long Bay – noget vi havde set super meget frem. Og det var alt, hvad vi håbede på, det ville være! Det smukkeste skib, den smukkeste sejltur, og de flotteste oplevelser. Vi var ude at sejle kajak mellem de kæmpestore flotte klipper – jeg er ellers ret høj, men I kan tro, jeg følte mig lille indimellem sammenlignet med de enorme klipper!

Der var masser af grotter at udforske, og vi kunne komme hele vejen ind i vores små kajakker. Vi padlede løs i det knaldgrønne vand og støtte på masser af andre kajakker og større både! Tidligt om morgenen dyrkede vi Chai Chi, imens solen stod op bag os. Jeg havde aldrig prøvet det før, men det var en FANTASTISK oplevelse!

Historiske Hué
Efter et par afslappende dage i Halong Bay tog vi tilbage til skønne Hanoi, hvor den stod på massage, lokalmad og lidt shopping.

Herefter blev det tid til, at vi tog en tur med tog sydpå mod Hué. Togturen var i den grad lokal, og vi havde både besøg af en lille lokal mus og hans venner – kakerlakkerne! Ikke lige den bedste oplevelse på min rejse, og det var noget af en ryste- og bumletur, men det var det hele værd!

Hué var fantastisk! Der er de hyggeligste gader med gode restauranter, hvor vi spiste begge aftener. Og langs med den smukke Parfumeflod fandt vi de hyggeligste små lokale markeder. Vi lejede cykler, og hvilken fantastisk oplevelse! Det er en rigtig fin måde at se Hué på, for man kommer hurtigt og nemt rundt og ser den fine by. Vi lejede også en rickshaw, der kørte os til Den Forbudte By – det var sååååå fint. Og helt forbudt var den jo altså ikke, for vi kom da ind.

Hoi An - den ultimative favorit!
Efter vores to fantastiske dage i Hué stod den på tre timer i bus længere sydpå. Bussen var slet ikke, som vi kender Movias busser herhjemme. Her var liggende sæder i en form for køjeseng – altså en ”tolags”-bus – det var super dejligt, når nu vi skulle være der i tre timer. Vi lagde os godt til rette og så film, spiste slik og hyggede os med en god film! En helt anden oplevelse end togturen!

Vi kom til den smukkeste – og ikke mindst mest romantiske – by, jeg nogensinde har været i. Hoi An er uden tvivl min ynglingsby i hele Vietnam!

Vi tog ind til den gamle by, hvor vi blev mødt af en stjernehimmel af farverige lanterner, franskinspirererede farvestrålende bygninger og et hav af hyggelige restauranter. Samtidigt byder Hoi An også på små hyggelige kanaler, hvor vi gik rigtig mange ture og fik os et par pandekager undervejs. Vi tog også ned til Den Japanske Bro, hvor vi sejlede i små både, mens himlen over os blev lyst fuldstændig op af lanternerne. Om aftenen var vi på det lokale natmarked, som har alt, hvad hjertet begærer! Hoi An er virkelig en fantastisk by - og den bliver jo ikke værre af, at der også er strand.

Skøn strand på Whale Island
Efter to fantastiske dage i Hoi An var det tid til en flyvetur ned sydpå – Whale island var destinationen, og for pokker hvor vi glædede os! Efter en time i luften, tre timer derudad i bil, og 25 minutter i båd var vi der – JUHUUU! Paradis.

Whale Island = Robinson Crusoe. På den fede måde! Det var lige, hvad jeg håbede på – kridhvidt sand, gennemsigtigt vand og masser af aktiviteter til vands og til lands. Vi startede dagen ud med en vandretur op til øens udsigtspunkt, hvor vi havde udsigt udover hele øen – fantastisk oplevelse. Efterfølgende stod den på strand, strand og atter strand, oooooooog så lige en tur i vandet! Vi fik hurtigt udstyret os med et par liggestole, snorkleudstyr og is – efter vores vandretur mente vi bestemt, vi fortjente det! Vandet ude foran hotellet er helt gennemsigtigt, og vi så også et par enkelte fisk! Vi besluttede os dog hurtigt for at booke en tur ud på vandet og tage en snorkletur længere ude, hvor vi fandt noget dybde. Jeg har oplevet flottere snorkling, men til gengæld var stranden super god.

Den ene dag brugte vi på en tømmerflåde ude i vandet, som ligger ude foran resortet – for pokker, hvor blev vi brune!

Magi i Mekong
Næste stop var Mekong, endnu en oplevelse vi virkelig havde set frem til! Men ja, okay, vi havde altså set frem til det hele. Vi elskede simpelthen Mekong! Her var lokalt liv, smuk natur og fantastiske udflugter. Vores første nat var på et rigtig fint homestay, som lå helt ud til vandet. Vi startede eftermiddagen med at sniksnakke lidt med den rigtig søde familie, herefter lagde vi os ud på terrassen som lå direkte ud til Mekong-floden hvor den stod på en god bog. Da klokken slog 18, var det tid til at hjælpe familien med madlavningen – den stod på hjemmelavede forårsruller! Og sikke de blev gode. Jeg håber, at jeg kan huske, hvordan man laver dem.

Nu var det tid til en masse oplevelser, vi blev hentet og taget med ud på eventyr! Eventyret stod på det flydende madmarked, en murstensfabrik, en ”slik”-fabrik og et besøg i den fineste frugthave, hvor der var ALT! Vi guffede frisk dragefrugt, ananas og de lækreste lychee-frugter i os – mmmmm.

Vores andet homestay lignede allermest et vandrehjem – rigtig hyggeligt og med masser af charme! Her hjalp vi også med madlavningen, den stod på små æggekager. Oooog så var der også tid til en hyggelig cykeltur igennem landsbyen med vores søde guide.

Ho Chi Minh City
Efter et par dage i det helt lokale meget landlige Vietnam var det igen tid til lidt storby i Ho Chi Mihn City. Vi var her ikke så længe, men jeg har én ting at sige: Sikke en storby! Jeg følte næsten, at jeg stod på Times Square, da jeg så alle de billboards og al den trafik!