Du er her: Lande > Sri Lanka > Rejser > Rejse SL46

2 lande i én: Sri Lanka og Maldiverne

17 dages rejse: 2 nætter Sigiriya, 2 nætter Kandy, 2 nætter Ella, 1 nat Udawalawe, 2 nætter Unawatuna og 5 nætter Maldiverne
Rejse: 
SL46
Rejser til Maldiverne - Fun Island Resort
Det bedste af to verdener i Sri Lanka og Maldiverne – rundrejse i Sri Lanka til Sigiriya, Kandy, Ella, Udawalawe Nationalpark og Unawatuna og afslapning på Maldiverne.

Rejser til Sri Lanka og Maldiverne er en glimrende kombination! De største seværdigheder i Sri Lanka står på programmet på første del af denne rejse – der endda skal foregå med privatchauffør. Ruten går gennem fantastiske landskaber, og du kan blandt andet besøge Sigiriyas Løveklippe, der er en af Sri Lankas største attraktioner og den hyggelige by Kandy. Du når et hurtigt smut til Nuwara Eliyas temarker, før den står på togtur til Ella - fra togvinduet kan du nyde udsigten til Sri Lankas smukke temarker og fantastiske bjerglandskaber. Ella har bjerge og smukke udsigter, så langt øjet rækker, og du skal måske ud og vandre i den flotte natur? Næste stop står på dyreliv som elefanter og aber, når du skal besøge Udawalawe Nationalpark. Rejsen i Sri Lanka afsluttes med et par dage i badebyen Unawatuna, inden du flyver videre til Maldiverne. Dette paradis indbyder til afslapning – fortab dig i udsigten over havet og læs en god bog. Forkæl dig selv i resortets spa eller giv dig i kast med en af de sjove vandsportsaktiviteter. Nyd aftenerne på en af restauranterne og barerne på resortet, eller nyd bare solnedgangen over havet, som bare er lige lidt smukkere og mere turkisblåt her end andre steder.

Dag-til-dag

  1. Afrejse Danmark
  2. Ankomst Sigiriya
  3. Sigiriya
  4. Sigiriya - Kandy
  5. Kandy
  6. Kandy - Ella
  7. Ella
  8. Ella - Udawalawe Nationalpark
  9. Udawalawe Nationalpark - Unawatuna
  10. Unawatuna
  11. Unawatuna - Maldiverne
  12. Maldiverne
  13. Maldiverne
  14. Maldiverne
  15. Maldiverne
  16. Maldiverne
  17. Hjemkomst Danmark
Her har du en detaljeret beskrivelse af, hvad du kan opleve på de forskellige dage på denne rejse til Sri Lanka og Maldiverne. Sørg for at sætte dig godt til rette og find læsebrillerne frem!

Dag 1: Afrejse fra Danmark

Sri Lanka er grønne temarker, vilde nationalparker, eksotisk dyreliv, smukke kolonitidsbyer, spændende historie og dejlige strande - så gør dig klar til at blive bombarderet med oplevelser og nye indtryk! Nyd flyveturen østover og glæd dig til at opleve landet, der også kaldes "Det lille mirakel".

Dag 2: Velkommen til Sigiriya!

I dag ankommer du til Sigiriya - en lille, hyggelig by, opkaldt efter Sigiriya-klippen.

Sigiriya-klippen er en af de største seværdigheder i Sri Lanka. Ordet Sigiriya betyder "løve", og klippen hedder da også Løveklippen på dansk. Det er en ca. 200 meter høj klippe, hvor en af Sri Lankas tidligere konger opførte et kæmpe palads på toppen omkring det 5. århundrede. Det var et imponerende byggeri, der både bestod af en fæstning, smukke haveanlæg, badebassiner, springvand og skulpturer. For at komme op på toppen, skal du gå rigtig mange trin op ad en trappe. På vejen er der et par 1.000 år gamle fresko-malerier af kvinder - kongen kunne godt lide damer og havde mere end 500 koner...

Oppe på toppen skal du tage det stille og roligt. Det er simpelthen så smukt, at det næsten ikke er til at bære. Du ser de gamle bygningers konstruktion, og udsigten rækker milevidt – trætoppe, jungle, bjerge uspoleret natur så langt øjet rækker. Selv aberne, der klatrer rundt på stakittet og svinger sig i træerne, ser ud til at nyde synet og de smukke omgivelser.

Turen ned går hurtigt (husk at strække ud, når du kommer ned – ellers får du ondt i læggene i morgen) og pludselig er du omringet af sælgere, der vil have dig til at købe alt muligt – både smukke ting og turistbras.

Dag 3: Tag på opdagelse i Sigiriya

Hvis du ikke nåede det i går, så gå i dag op på toppen af Løveklippen. Eller måske vil du bare opleve klippen i et andet lys - her er afsindigt smukt tidligt om morgenen eller sidst på eftermiddagen!

Du har også flere forskellige muligheder for heldagsudflugter.

Er du interesseret i historie, så skal du tage til enten Anuradhapura, en af de gamle kongehovedstæder, eller til Polonnaruwa, som nok er den mest spændende af de to, for her er alle de gamle templer, monumenter osv., samlet på et mindre område.

Er du mere til natur og elefanter, så tag til Minneriya National Park. Du kan sagtens kombinere nationalparken og Polonnaruwa. Snak med din chauffør om mulighederne. Vil du prøve noget helt andet, og er du i området fra november til april, kan du igennem vores agent Rasith, bestille en tur i luftballon - hvis ellers vejret er til det. En fantastisk og anderledes måde at opleve naturen på og se klippen fraoven.

En anden unik oplevelse er at tage på cykeltur rundt i området. Her kan du køre ad de små stier, hvor du måske skal sno dig gennem ris, der er lagt til tørre på den varme asfalt. Når tørsten melder sig, kan du stoppe ved en af de små boder i landsbyerne og købe en kølig sodavand og tage en snak - måske på tegnsprog - med ejeren. Og pas på du ikke falder, bogstaveligt talt, når du giver high fives til børnene, du cykler forbi - C&Cs egen Calle blev nær væltet af sin cykel af en højkarats-high five fra en stor knægt. Cricket er Sri Lankas mest populære sport, og landet er da også en af verdens allerbedste cricket nationer. Mens du cykler, vil du ofte se et stykke ryddet jord med tre pinde, der udgør gærdet, banket ned i hver ende. Reglerne er lidt indviklede, men måske nogle af de spillende børn, du møder på din vej, kan hjælpe dig?

Du kan også bruge et par timer på at besøge en skole, som C&C Hjælpeprogrammer har støttet med elektricitet og isoleringsplader, der afhjælper varme. Da C&C besøgte skolen, var eleverne ivrige efter at vise, hvor gode de var til engelsk, og de viste stolt deres skole frem og sang engelske sange - og de skreg af grin, når C&Cs medarbejdere forsøgte at udtale deres navne.

Dag 4: Videre til Kandy med oplevelser undervejs

I dag går turen videre, og dit første stop i dag kan være ved en skole, som C&C Hjælpeprogrammer har støttet. Da C&C var på firmatur bød skolen velkommen med sang, dans, taler og velsignelser - det var en festlig dag, hvor C&Cs medarbejdere uddelt skoletasker til alle eleverne, der gik glade hjem med deres bøger og hæfter i de flotte nye tasker. Eleverne var ivrige efter at vise, hvor gode de var til engelsk, og de viste stolt deres skole frem og sang engelske sange - og de skreg af grin, når C&Cs rejsehold forsøgte at udtale deres navne. Drengene lavede fis med Calle, rakte glad tomlen i vejret og gav masser af highfives.

Gør måske også stop ved Dambulla - en by med det største og bedst bevarede tempelkompleks i Sri Lanka, og det er ideelt at besøge templerne på vej til eller fra Kandy. Der er faktisk kun 20 minutter op til templet på bjerget, men det føles længere, for det er en stejl tur! Til gengæld bliver du belønnet med en fantastisk udsigt. Her er flere guider, der gerne vil vise dig rundt og fortælle om templernes historie og betydning. Vælg en af dem - det koster ikke meget og er godt givet ud. I en af grotterne sidder en munk og giver velsignelser, så her kan du få lidt guddommelig beskyttelse i form af en lille tråd, der bliver bundet rundt om håndleddet. Husk også at lægge lidt penge, og takke præsten ved at sætte hænderne sammen foran brystet og bukke let. I en anden af grotterne finder du 48 store Buddha figurer, nogle i træ, andre i mursten, og en af dem er næsten 14 meter lang! Her er højtideligt og værdigt – mange srilankanere knæler og beder en lille bøn. Den næste hule er endnu smukkere, og faktisk 300 år ældre, den blev skabt for næsten 2000 år siden. Buddha skikkelserne er mere yndefulde, loftet er malet og man kan overalt skimte de gamle fresco malerier.

Snart starter "The Spice Road" - en strækning på ca. 5 km på vejen mellem Dambulla og Kandy. Her er der hundredvis af små økologiske landbrug. Karry, kanel, gurkemeje, peber, nelliker, kardemomme, citrongræs, muskatnød, vanilje... Sri Lankas mange krydderier var en af de ting, der gennem historien har gjort forskellige europæiske magter interesserede i landet, ja helt tilbage til Romerrigets tid var der handel med krydderier mellem Sri Lanka og Europa. I dag er Sri Lanka stadig kendt for sine krydderier, og mange af dem dyrkes i området mellem Siririya og Kandy, for lige her er både vejret og jorden perfekt. Du kan besøge en såkaldt ”spice garden”, men det er egentlig mere bare et showroom, for de rigtige marker, urtehaver og plantager ligger bagved. Alligevel kan du få et indtryk af, hvor mange krydderier, der bliver dyrket her i landet. Og måske kan du prøve lidt af produkterne? C&Cs Calle fik meget effektivt fjernet hår fra sin ene håndryg, men det groede heldigvis hurtigt ud igen.

Sen eftermiddag når du frem til Kandy, øens næststørste by, som ligger i knap 500 meters højde. Byen, som er et gammelt kongerige, er bygget omkring en sø i en smuk dal, omkranset af bjerge, floder, søer, vandfald og landets største flod, Mahaweli Ganga. Da Kandy har fungeret som gammel hovedstad og kongeby, vil du opleve gamle og flotte gader, når du går rundt i byen. Byen er trafikeret, og du finder mange forskellige restauranter og et stort butikscenter i byen med 400 butikker. Du kan også finde rolige steder i byen, omkring søen eller Kandys største seværdighed er templet med Buddhas hellige tand. Det er et enkelt, men meget stort tempel, og alle er meget ærbødige deroppe. Som navnet indikerer, har templet en af Buddhas tænder, som helligt minde, men desværre bliver den kun vist frem en gang hvert fjerde år.

Dag 5: Nyd dejlige Kandy

Gå rundt i byen og oplev livet og stemningen. Har du ikke fået souvenirs nok med i kufferten, så læg vejen forbi byens store marked, som er et mylder af boder, krydderier, frugter og tingeltangel. Her kan du vandre rundt mellem boderne og købe lidt souvenirs og noget godt til køkkenet derhjemme. Måske lidt kanel? Det er jo fra Sri Lanka, at kaneltræet stammer, så mere ægte bliver den ikke, og så er det ovenikøbet godt for både blodsukkeret og hukommelsen! Eller hvad med nogle vaniljestænger? Da C&C var på firmatur blev de inviteret ind i baglokalet ved en bod for at se den udvalgte vanilje, der blev opbevaret et specielt mørkt og tørt sted - og de tømte lageret! Eller hvad med lidt hjemmelavet sirup, der dyrkes i lokalområdet og sælges i genbrugte sprutflasker? C&Cs Charlotte kan anbefale det på yoghurten om morgenen.

Kandy er en by, der nemt opleves fra en tuktuk gennem byens liv og trafik. Med tuktuk kan du også nemt besøge Peradeniya Garden, en flot botanisk have anlagt for kong Keerthi Sri Rajasingha i 1700-tallet - her er smukke, gamle træer og fred og ro og måske en milliard flyvende hunde over dit hoved. Og så skulle vi hilse fra en af vores guider, Daya, og sige, at der er en kæmpestor og meget berømt orkidéhave - af en eller anden grund missede C&Cs medarbejdere den fuldstændigt, da de var i Kandy, og Daya var meget chokeret, for den skulle eftersigende være et besøg værd.

Du kan også besøge Lankathilaka Srine, et flot tempel med imponerende malerier, eller Gadaladeniya-templet, der ligger med flot udsigt på en bakketop. Eller Embekke Devalaya, som er et sted med flotte, antikke træudskæringer. Og det er flotte omgivelser - lidt uden for Kandy blev det meste af Steven Spielbergs film, Indiana Jones and the Temple of Doom, optaget med Harrison Ford i hovedrollen! Snak med din chauffør om mulighederne.

Dag 6: Smut til Nuwara Eliya og med tog til Ella

I dag skal du videre til Ella, men først kører du en tur til Nuwara Eliya og oplever temarkerne - her er så grønt, at du næsten ikke kan tro det. I temarkerne går teplukkere rundt med store kurve. Mange af dem vil gerne have, at du tager billeder af dem, og de vil have penge for det. Gør det, hvis du synes - de tjener ikke meget af teen. Nyd en kop te med udsigt ud over alt det grønne. Nuwara Eliya, bliver kaldt "Lille England", fordi den hyggelige by er fuld af engelske bindingsværkhuse fra kolonitiden. Du kommer dog ikke udenom de asiatiske markeder, skilte og tuctuc'er, der alle fylder i gadebilledet. Nyd det grønne landskab og en god kop kaffe (en sjældenhed i Sri Lanka!) på Grand Hotel's kaffebar.

Fra Nuwara Eliya tager du toget videre til Ella - en spændende oplevelse på omkring tre timer.

Det er en meget berømt og meget, meget smuk togstrækning! Toget kører nemlig gennem et landskab med smuk natur, flotte vandfald og temarker i massevis. Folk vinker til dig fra plantagerne, og du kører forbi bittesmå landsbyer - og sågar igennem skyer!

Togbilletter er lidt besværlige at booke i Sri Lanka, og det er aldrig til at vide, hvilken vogn du kommer til at sidde i. 

Vi booker altid plads på 2. eller 3. klasse, fordi de har meget mere charme end 1. klasse. Her kan du måske, ligesom C&Cs medarbejdere på tur, være heldig at møde en hel flok unge mennesker, der danser til medbragt musik næsten hele vejen i togvognen ved siden af. Måske kan du også tage en sving-om!Folk vinker til dig fra plantagerne og markerne, husk at vinke igen.

Det er en god idé at tage lidt vand og snacks med til turen, men der kommer som regel en sælger igennem toget et par gange i løbet af turen med samosaer og te med mælk. Hvis du har tid, kan du også lige smutte ind i den lækre ’Coffee Bar Grand Hotel’ i Nuwara Eliya og købe en take-away kaffe og en lille kage til turen. Det er nok her, du får den allerbedste kaffe i hele Sri Lanka!

I Ella bliver du hentet på stationen og kørt til dit hotel.

Ella er en lille by med ca. 1.000 indbyggere, der ligger smukt i bjergene omgivet af toppe og dale, vandfald og teplantager. Byen er fuld af backpackere, småbutikker, barer og restauranter, så du er altså ikke helt alene her i bjergene, men stemningen er hyggelig. Overalt har du fantastisk udsigt ud over dalene og bjergene, og det hele er så grønt og fint. 

Dag 7: En dag i Ellas flotte bjerge

Ella er et perfekt udgangspunkt for vandreture og trekking i bjergene. En af de bedste trekkingture er på ca. to timer op ad Little Adam's Peak et af bjergene i nærheden. Har du mod på en lidt større udfordring, så tag op til Ellas Rock - det tager ca. 2 timer op og 2 timer ned. Det er en lidt hård tur, men der er den smukkeste udsigt fra toppen... Du kan se lige ind i skyerne på bjergene overfor. Sæt dig godt til rette på stenene og nyd det. På C&Cs firmatur førte guiden Daya an op til Ella Rock. Han spankulerede roligt afsted i pæne blankpolerede sko og bukser med pressefolder, mens de andre oksede efter ham i kondisko og sportstøj. Vejen gik over trærødder, sten og små vandløb og hele tiden stejlt opad. Da de nåede toppen var de helt udkørte og meget stolte af sig selv over, at de var kommet - Daya havde ikke fået den mindste smule sved på panden.

Fra Ella kan du selvfølgelig vandre op og kigge ud gennem Ella Gap, en dal mellem Ella Rock og Little Adam's Peak, der åbner sig op sydover. Det er en af de mest berømte og måske den smukkeste udsigt i hele Sri Lanka.

Du kan også tage ud til Demodara Nine Arch Bridge om morgenen. Det er en flot gammel bro over en kløft i bjergene, hvor togene kører over i det grønne landskab. På C&Cs firmatur begyndte det at regne ret voldsomt, mens vi stod og ventede på toget. Bagved os stod en familie med en paraply hver, og pludselig prikkede faren en af os på skulderen, og de gav os to af deres paraplyer og delte selv dem, de havde tilbage. Bare for at vi ikke skulle blive våde!

Hvis du kan lide den srilankanske mad, kan du også bringe den med dig hjem ved at prøve et madlavningskursus i Ella Spice Garden, som i sig selv er en underholdende oplevelse. Her vil du lære de srilankanske krydderier samt madlavningsteknikker at kende. Har du lyst til en god kop kaffe eller noget lækker mad, så tag hen til den super hyggelige Chill Café nede i byen eller besøg Ella Motel, hvorfra du kan nyde kaffen med udsigt til Ella Gap.

Dag 8: Velkommen til Udawalawe Nationalpark

I dag skal du videre til Embilipitya, en lille by, der ligger ca. en halv times kørsel fra Udawalawe Nationalpark.

Udawalawe er en lille by, der ligger lige ved siden af Udawalawe Nationalpark. Parken er dejlig, og her er ikke så mange besøgende som i de andre nationalparker, men den er stadig kæmpestor! Landskabet ser nærmest ud som en savanne og, når du er på safari, kører du fra vandhul til vandhul, for at finde elefanterne. For det er elefanter, som Udawalawe er berømt for. I tørsæsonen kan du være heldig at se flokke på over 200 elefanter, men selv i den mere våde sæson, er du næsten garanteret at se flokke på over 20 elefanter.

Udover elefanter, kan du også se vandbøfler, hjorte, sjakaler, isfugle, påfugle, krokodiller og masser af aber og flotte fugle. Ved vandet lever der fx fiskeørne og skarver, der nyder godt af fiskene i området.

Lige ved siden af parken ligger Elephant Transit Home, som er et børnehjem for forældreløse elefanter. Her kommer der små elefanter uden forældre fra hele Sri Lanka. og de bliver opfostret her, inden de til sidste bliver sat ud i nationalparken. Det er et fantastisk sted, hvor balancen mellem at passe på de 'små' dyr og at lade dem klare sig selv, så at de en dag kan leve frit i nationalparken bevares på bedste vis. Det er muligt at se elefantungerne blive madet med mælk, og det foregår på behøring afstand for at beskytte dyrene imod kontakt med for mange mennesker. Børnehjemmet drives af engagerede elefantelskere, og der er mulighed for at give donationer til det gode arbejde på stedet.  

Dag 9: Videre til Unawatuna

I dag ankommer du til Unawatuna på Sri Lankas sydvestlige kyst. Unawatuna er en hyggelig og meget lille kystby. Det er en strandby, der har udviklet sig med turismen, så her er mange små souvenirbutikker, hyggelige restauranter og hoteller.

Unawatuna ligger i en bugt, og er beskyttet af et koralrev, hvilket gør, at vandet er roligere her, end ved andre strande på Sri Lanka - i hvert fald i højsæsonen. Der er masser af fisk og skildpadder i havet ud for stranden, og det gør, at her er gode muligheder for dykning. Nogle steder kommer skildpadderne endda op på stranden for at lægge deres æg i yngletiden.

På en lille gåtur langs stranden hører du musikken fra strandens restauranter og barer, og overalt mødes du af smil og imødekommenhed. Der er en afslappet stemning på stranden, sælgerne er ikke påtrængende, og du bør helt bestemt gå en tur hen til strandens vestlige side, hvor du finder Sunset Point. Dette er en klippe, hvorfra du kan se en smuk solnedgang over havet.

Hvis du vil prøve noget mere, som du kan tage med dig hjem til Danmark, kan du også lære at lave fantastisk mad på madlavningskurser. Du kan også leje en cykel og køre langs stranden. Her kan du være heldig at se fiskerne hive deres fangst i land - måske kæmperokker, hammerhajer, sværdfisk eller tun. Du kan også vælge at bo i Hikkaduwa lidt længere vestpå ad kysten. Her er også dejlige hoteller!

Dag 10: Nyd dejlige Unawatuna og de hyggelige, nærliggende byer

I Unawatuna kan du selvfølgelige bruge tid på stranden. Måske skal du have en yoghurt lassi på stranden eller i en af de små boder langs hovedgaden? Eller hvad med en smuttur til Jungle Beach, der har lidt roligere vand end Unawatuna Beach? Her kommer de lokale tit og bader, når de har fri. Du kan tage en tuctuc på 10 minutter, men du skal også vandre lidt ned ad en lang stensti.

Du kan også leje en cykel og køre langs stranden. Her kan du være heldig at se fiskerne hive deres fangst i land, måske kæmperokker, hammerhaj, sværdfisk eller tun. Du kan også tage en tuk-tuk og bede om en tur lidt ud af byen bare for at se, hvordan der ser ud, der hvor der ikke er så mange turister. Du kan fx køre op på toppen af bakken bagved byen. Det hedder Bonavista og har, som navnet antyder, en flot udsigt ned over bugten og Galle. Køb en sodavand og en pakke kiks fra en bod deroppe og kør så tilbage igen.

Søndag er stranddag i Sri Lanka. Det er denne dag, de fleste har fri, og så skal der slappes af. Det kan ses på stranden, hvor der er mange flere mennesker om søndagen end på ugens andre dage. Den store madkurv bliver pakket med ’rice & curry’, solparasoller og badedyr, og så valfartes der i familieflok til stranden. Som regel er de srilankanske badende mere påklædte, end vi er vant til, og det gælder for alle landets religioner, da den generelle blufærdighedsgrænse her er lidt højere sat, end den er i Danmark. Men ellers er der ikke den store forskel på, hvordan stranden nydes.

Unawatuna ligger tæt på den enestående, gamle, smukke by Galle.

Galle er en virkelig charmerende by, hvor mange minder fra kolonitiden stadig er at se. Her er blandt andet en herlig gammel bymur, hvor folk vandrer rundt om aftenen ved skumringstid. Tag selv en tur her og gå blandt familierne, parrene, de gamle, ja alle der også er ude og nyde stemningen og udsigten over havet. Nogle af de unge fyre hopper har gjort det til en sport at hoppe ud fra bymuren ned i det klippefyldte vand uden at ramme en eneste sten. De vil garanteret spørge dig, om du ikke vil give en lille mønt for at se det - men de hopper, uanset om du betaler eller ej. Stemningen er virkelig hyggelig og afslappet, og du kan rolig sætte et par timer af til bare at slentre rundt og kigge på sjove butikker og spise god mad. De smalle gader bugner nemlig af kunstgallerier, antikvitetsforretninger, butikker, barer og smarte restauranter.

Hvis du har lyst til at være aktiv, kan du tage på forskellige cykelture med guiden Chameera, som ved en hel masse om området. Chameera viser dig alt, hvad der er værd at se, og han kan fortælle små, sjove historier om alle seværdighederne. Du kan vælge en tur rundt i Galle, der bl.a. går forbi fortet, som næsten ligner en hel lille by. Turen tager fire timer, og du får vand og forfriskninger undervejs. Du kan også komme på en tur rundt i lokalområdet. Chameera kender området ud og ind og vil tage dig med rundt til små landsbyer, en lagune, frodige mangroveskove, templer og grønne rismarker. Turen er to timer lang, og du får noget at drikke og små snacks undervejs.

Dag 11: Velkommen til vidunderlige Maldiverne!

I dag bydes du velkommen til Maldiverne! Når du lander i Males lufthavn, begynder du nok helt på rygraden at kigge efter en taxa. Men du er jo på en lillebitte ø, og her er ikke andet end landingsbanen - du kan kun komme videre med enten speedbåd eller vandflyver. Du ankommer til din udvalgte atol med speedbåd eller vandfly og finder her et lille stykke paradis. De hvideste, lange, smukke, uforstyrrede strande med det blødeste, lækreste sand. Palmelunde med høje, slanke kokospalmer, der svajer i den blide brise. De små øer kan hurtigt gennemtraves, så tiden bruges mest på de smukt byggede resorts, der har alle tænkelige luksuriøse faciliteter og service.

Dag 12-15: Nyd livet på Maldivernes dejlige strande

Du vågner til en pragtfuld udsigt. Du er på en lillebitte koralø omgivet af hav i farver, du ikke havde troet mulige: lyseblåt, turkist og mørkere blåt længere ude. Hav så langt øjet rækker. Der er vist ikke andet for end at smøre solcremen på og hoppe i havet!

Du kan bruge de næste dage på bare at slappe af. Tag nogle gode bøger med hjemmefra, sæt dig godt til rette i fuldkommen ro og stress fuldstændig af. Kig op fra bogen en gang i mellem og bliv hver gang lige imponeret af synet af havet.

Du kan også nyde godt af dit resorts mange udbud af aktiviteter. Forkæl dig selv med en massage i spaen, tag ud at snorkle, prøv at fiske eller tag måske på ø-hop, dykkertur eller hvis det er muligt på dagstur til hovedstaden eller en af de beboede øer.

Bare brug tiden som du vil i dette paradis - og nyd livet!

Dag 16: Afrejse fra Maldiverne

Så er det blevet tid til at pakke alle de gode oplevelser ned i kufferten, for i dag vender du igen næsen hjemad mod Danmark. Rigtig god tur!

Dag 17: Velkommen hjem!

Hjemme i Danmark, hvorfra du kan se tilbage på denne tur med fantastiske minder, masser af billeder og et væld af oplevelser.

Her er de hoteller, vi har valgt til dig i hver by på din rejse til Sri Lanka og Maldiverne. Mod et tillæg kan du vælge de hoteller, der er markeret med en grøn "Upgrade"-cirkel. De andre hoteller er inkluderet i prisen. Husk: Vi har mange flere hoteller i alle byer - se alle vores hoteller i Sri Lanka og Maldiverne.

Alle hoteller

Hotel Sigiriya

Hotel Sigiriya er et rigtig skønt og godt hotel. Det er et eksotisk sted med en flot have, en...

Upgrade

Sigiriya Village

Sigiriya Village hotel er et hyggeligt og fredeligt hotel, der ligger midt i idyllen af en...

Upgradefra 207,- kr.pr. personpr. dag
Poolen

Aliya Resort & Spa

Aliya Resort & Spa er et forholdsvis nyt og flot hotel i smukke omgivelser, der ligger med...

Alle hoteller

Facaden

Queens Hotel

Queens Hotel blev bygget i 1841 og er et gammelt og hyggeligt hotel med sjæl. Fra hotellet kan...

Upgrade
Poolen

Hotel Suisse

Hotel Suisse er en gammel ministerbolig, der senere hen blev overtaget af briterne og brugt som...

Upgradefra 232,- kr.pr. personpr. dag
Poolen

Cinnamon Citadel Kandy

Cinnamon Citadel er et nyere og flot hotel, der ligger lige uden for byen i dejlig fredelige...

Alle hoteller

Sky Green Resort

Sky Green Resort

Sky Green Resort er et lille og godt hotel med en lidt guesthouse-agtig stemning, og det ligger...

Upgradefra 332,- kr.pr. personpr. dag
Fællesområde

Mountain Heavens

Mountain Heavens ligger i Ella og er et fint hotel med otte meget pæne værelser. Det ligger med...

Upgradefra 373,- kr.pr. personpr. dag
Poolen

98 Acres Resort and Spa

98 Acres Resort and Spa er et lækkert og berømt boutique hotel, der ligger i bjergene omgivet af...

Alle hoteller

Centauria Wild

Centauria Wild er et stort og flot nyere hotel, som kun ligger én km fra den skønne Udawalawe...

Rejser til Sri Lanka - Athgira River Camping

Athgira River Camping

Athgira River Camping er mere en miljøvenlig campingplads end et hotel. Lige ved Rakwana flodens...

Upgrade

Grand Udawalawe Safari Resort

Grand Udawalawe Safari Resort er et godt resort, som ligger kun ti minutters kørsel fra...

Alle hoteller

Rejser til Sri Lanka - Nooit Gedacht Heritage Hotel

Nooit Gedacht Heritage Hotel

Nooit Gedacht er C&C's favorithotel i Unawatuna. Det er et historisk og unikt sted, der blev...

Upgradefra 51,- kr.pr. personpr. dag

Thambapanni Retreat

Thambapanni Retreat er et super hyggeligt, lille og enkelt boutique hotel i den fineste gule...

Upgradefra 91,- kr.pr. personpr. dag
Rejser til Sri Lanka - Thaproban Beach House

Thaproban Beach House

Thaproban Beach House er et skønt, lille hotel med gode værelser med Wifi. Hotellet har ingen...

Upgradefra 350,- kr.pr. personpr. dag

Thaproban Pavilion Waves Unawatuna

Thaproban Pavilion Waves Unawatuna er et fint, nyt hotel lige ud til havet, og med den herligste...

Alle hoteller

Reethi Beach Resort

Reethi Beach Resort

Reethi Beach Resort er et dejligt resort, hvor villaerne er bygget i typisk maldivisk stil med...

Upgrade

Reethi Faru Resort

Reethi Faru Resort er et super godt hotel, der ligger på en lille paradisø på ægte bountymanér....

Alle hoteller

Upgradefra 177,- kr.pr. personpr. dag

Fun Island Resort & Spa

Fun Island Resort & Spa er et rigtig godt resort, hvor du kan slappe af og nyde livet. Du...

Kort

Her kan du se et kort over rejsen og læse en beskrivelse af alle de byer, som du kommer til på denne rejse til sri lanka, maldiverne. Vi har selvfølgelig mange flere byer, du kan opleve. Se alle vores byer i Sri Lanka og Maldiverne.

Sigiriya

80.759862
7.955164

Kandy

80.6350
7.2964

Ella

81.046274
6.866758,

Udawalawe Nationalpark

80.8885
6.4383

Unawatuna

80.252
6.0183

Fonimagoodhoo Island (Baa Atoll)

73.163871
5.256937

Priser

Afrejse i følgende periode
Flyselskab
Voksen
Børn u/12 år
Rejsetilbud
Afrejse i følgende periode 10 dec 2018 - 23 dec 2018
Flyselskab
Sri Lankan Airlines
Voksne fra 21.890,-
Børn u/12 år fra 20.590,-
Afrejse i følgende periode 24 dec 2018 - 28 dec 2018
Flyselskab
Sri Lankan Airlines
Voksne fra 25.890,-
Børn u/12 år fra 24.490,-
Afrejse i følgende periode 29 dec 2018 - 06 jan 2019
Flyselskab
Sri Lankan Airlines
Voksne fra 23.290,-
Børn u/12 år fra 22.690,-
Afrejse i følgende periode 07 jan 2019 - 31 mar 2019
Flyselskab
Sri Lankan Airlines
Voksne fra 20.890,-
Børn u/12 år fra 20.190,-
Afrejse i følgende periode 01 apr 2019 - 30 apr 2019
Flyselskab
Qatar Airways
Voksne fra 24.790,-
Børn u/12 år fra 22.990,-
Afrejse i følgende periode 01 maj 2019 - 23 jul 2019
Flyselskab
Qatar Airways
Voksne fra 22.190,-
Børn u/12 år fra 20.490,-
Afrejse i følgende periode 24 jul 2019 - 31 jul 2019
Flyselskab
Qatar Airways
Voksne fra 21.690,-
Børn u/12 år fra 19.990,-
Afrejse i følgende periode 01 aug 2019 - 20 aug 2019
Flyselskab
Qatar Airways
Voksne fra 27.290,-
Børn u/12 år fra 25.690,-
Afrejse i følgende periode 21 aug 2019 - 14 dec 2019
Flyselskab
Qatar Airways
Voksne fra 23.190,-
Børn u/12 år fra 21.690,-
Afrejse i følgende periode 15 dec 2019 - 23 dec 2019
Flyselskab
Qatar Airways
Voksne fra 24.690,-
Børn u/12 år fra 22.790,-
Afrejse i følgende periode 24 dec 2019 - 30 dec 2019
Flyselskab
Qatar Airways
Voksne fra 28.990,-
Børn u/12 år fra 27.290,-
Inkluderet: 

Fly Danmark-Colombo-Male-Danmark.
Rundrejse med privatchauffør.
Alle transporter på rejsen.
14 nætter med morgenmad.
Tilskud til Rejsegarantifonden.
Prisen er baseret på 2 personer i delt dobbeltværelse.

Ikke inkluderet: 

Visum til Sri Lanka (omkring 35 USD).
Entréer til seværdigheder og nationalparker.
Drikkepenge overalt - specielt forventer din chauffør omkring 8-10 USD i drikkepenge hver dag.
Evt. obligatorisk julemiddag og nytårsmiddag.
Evt. afbestillingsforsikring.
Evt. rejseforsikring.
Evt. gebyr for individuel rejse hvis du ønsker ændringer til rejseplanen (fra 190 kr. per person).

Transport: 

Alle transporter på rejsen er inkluderet.

Fly Danmark-Colombo-Male-Danmark.
Transport på rundrejsen i Sri Lanka med privat bil/minibus og privatchauffør.
Transport Nuwara Eliya-Ella med offentligt tog gennem smukt landskab.
Transport fra hotel til lufthavn i Sri Lanka med privat bil/minibus.
Transport mellem lufthavn og hotel i Maldiverne med vandfly.