Du er her: Lande > Sri Lanka > Rejser > Rejse SL32

Aktiv rejse i Sri Lanka - med dansk rejseleder!

19 dages rejse: 1 nat Negombo, 1 nat Anuradhapura, 2 nætter Sigiriya, 2 nætter Kandy, 2 nætter Kitulgala, 2 nætter Ella, 2 nætter Udawalawe Nationalpark og 4 nætter Unawatuna
Rejse: 
SL32
Som noget helt nyt kan du nu rejse med dansk rejseleder! Rejsen byder på masser af natur, kultur og aktive oplevelser - plus en masse andre udflugter til spændende templer og grotter. Og der er selvfølgelig også tid til afslapning!

Vi har mange års erfaring med at skræddersy rejser til Sri Lanka, og vi gør det til en fantastisk pris! Vi adskiller os fra mange andre, fordi vi kender agenterne personligt - de er nære venner af huset, og det er igennem dem, at vi har kontakt til hoteller og arrangører. Vi har fundet en rigtig god dansk rejseleder, så det er en super rejse for folk, der gerne vil rejse sammen med andre i mindre grupper og have lidt tryghed i rejselederen, sine medrejsende og lokale guides.
- Hilsen Kristina

Du og dit rejsehold starter med en enkelt nat i strandbyen Negombo. I cykler de første par dage til Anuradhapura, hvor I skal indsnuse byens historie og til Sigiriya, hvor I skal bestige løveklippen. På vej mod Kandy kan I besøge Dambulla templet, og ellers er det bare at nyde omgivelserne på jeres cykler. Herefter fortsætter I uden cykler. I Kitulgala står der natur og flod på programmet, inden I tager toget til Ella, hvor I skal ud og vandre i bjergene. Næste stop er Udawalawe Nationalpark, hvor savannen og floderne dominerer landskabet, og I slutter af med masser af afslapning på stranden i dejlige Unawatuna. 

Højdepunkter:​
- Dansk rejseleder + lokale guider.
- Du rejser i en mindre gruppe med højst 16 deltagere.
- Hele 16 overnatninger - i alt 19 dage.
- En hel masse lækre inkluderede måltider: alle morgenmåltider, 13 frokoster og 10 middage.
- Aktiv ferie med plads til masser af afslapning.
- Fire dages cykeltur i roligt tempo - alle kan være med!
- Udflugt til landets første kongerige
- Smukke vandreture i bjerge - niveauet er ikke særlig højt, men husk endelig gode sko!
- Gåture i junglen i ro og mag.
- Oplevelser i nationalparker med rigt dyreliv.
- Afslappende dage ved stranden.
- Fritid, hvor du selv bestemmer dagsordnen.

Dag-til-dag

  1. Afrejse Danmark
  2. Ankomst Negombo
  3. Negombo - Anuradhapura
  4. Anuradhapura - Sigiriya
  5. Sigiriya
  6. Sigiriya - Kandy
  7. Kandy
  8. Kandy - Kitulgala
  9. Kitulgala
  10. Kitulgala - Ella
  11. Ella
  12. Ella - Udawalawe
  13. Udawalawe
  14. Udawalawe - Unawatuna
  15. Unawatuna
  16. Unawatuna
  17. Unawatuna
  18. Unawatuna
  19. Hjemkomst Danmark
Her har du en detaljeret beskrivelse af, hvad du kan opleve på de forskellige dage på denne rejse til Sri Lanka. Sørg for at sætte dig godt til rette og find læsebrillerne frem!

Dag 1: Afrejse fra Danmark

Så blev det dagen, hvor du skal til Sri Lanka! Alle de forskellige afgang- og ankomsttidspunkter står i den detaljerede rejseplan, som du får ca. en måned før afrejse.

På vej til Sri Lanka kan du drømme om bølgende, grønne temarker, nationalparker med vilde elefanter og leoparder, smukke byer med masser af kultur og historie - og så selvfølgelig dejlig strand! 

Du kan roligt glæde dig til at opleve det skønne land! 

Dag 2: Velkommen til Negombo - briefing om cykeltur

I dag lander du i Negombo!

Du møder din danske rejseleder, din sri lankanske guide og - hvis ikke før - resten af dit rejsehold. Rejselederen ved, hvor I skal hen og sørger for, at I kommer godt med en bus til jeres hotel - det tager kun 30 minutters tid. 

Negombo er en badeby med mange hoteller og resorts langs stranden, og så er den kendt for sit kæmpestore fiskemarked, hvor der er et mylder af både fisk og mennesker. Byen har ligesom resten af landet både været under portugisisk og hollandsk styre, og de mange kolonitidsbygninger og katolske kirker vidner om denne tid. Nu er byen en af de mest liberaliserede i landet, og det ser du på de mange restauranter og pubber, der er inspireret af den vestlige verden. 

Rejselederen vil forklare dig lidt om de næste dages cykeltur, og du skal også prøve cykler, så du får en, der passer til dig. Som udgangspunkt cykler I 20-30 kilometer om dagen i de fire dage, den står på cykling. I kører i et tempo, så alle kan følge med, og rejselederen skal nok sørge for, at I har rigeligt med hvilepauser undervejs, hvor I kan få lidt koldt at drikke. Hvis du har mod på det, kan du vælge at cykle 10-20 kilometer ekstra om dagen, men ellers er den sidste strækning med bus.

Du har lidt tid om aftenen til at slentre en tur langs stranden. Det farverige Lellama kvarter og den charmerende havnefront indbyder også til hyggelige spadsereture, hvis du hellere vil opleve byen. Her kan du finde en god restaurant og spise dit første sri lankanske måltid. 

Dag 3: Afsted på cykeltur - Ankomst til Anuradhapura

I dag begynder cykelturen! 

Du kører i bus sammen med rejselederen og din gruppe til det sted, hvor cykelturen starter, og så er det ellers bare i sadlen og af sted! Turen går ad små sideveje og grusstier, både gennem småbyer og natur. Det sidste stykke vej til Anuradhapura foregår med bus i 3,5 times tid.

I Anuradhapura vil du hurtigt fornemme byens historie - det var det første kongerige i Sri Lanka, og det har eksisteret fra år 377 f.Kr. Det er så længe siden, at det er helt ufatteligt at tænke på! Kong Pandukabhaya grundlagde byen omkring ét figentræ, som angiveligt skulle være et skud fra det træ, som Siddharta Gautama sad under, da han blev til Buddha. Hvis det er sandt, er træet altså over 2.000 år gammelt! 

I skal selvfølgelig se træet på en udflugt samme eftermiddag, og I ser også en af verdens største stupaer, Ruwanwelisaya, der blev bygget af Kong Dutugemunu i år 140 f.Kr.

Dag 4: Cykelsightseeing i Anuradhapura og videre til Sigiriya

I starter dagen med en frisk morgencykeltur til Isurumuniya - et buddhistisk klippetempel, bygget af Kong Devanampiyatissa i år 300 f.Kr. I går rundt mellem et utal af statuer, skulpturer og stenudhugninger, der forestiller alverdens ting. Her er blandt andet en udhugning af to elskende, prins Siliya og hans elskerinde Asokamala, som han opgav sin ret til tronen for, fordi hun var under hans rang. Du kan indsnuse alle legenderne her og drømme dig itlbage til en helt anden tid. 

Nu går turen videre med bus til Sigiriya i omkring to timer. I skal bo i den lille hyggelige by, som er opkaldt efter Løveklippen af samme navn. Det er landets seværdighed nr. 1, og du vil aldrig glemme oplevelsen, udsigten og strabadserne for at komme op på toppen! 

Om aftenen spiser I aftensmad sammen på hotellets restaurant, så I kan sludre lidt om dagens oplevelser. Du er måske ved at være øm i benene, men det er en rar form for træthed, der fylder kroppen. 

Dag 5: På cykel til Sigiriya klippen og til fods op til toppen

Forhåbentligt er benene ikke for trætte i dag, for nu skal du bestige Siriya klippen. I cykler ad småveje gennem flot natur, og så er det tid til at stille cyklerne og fortsætte til fods. Har du husket de gode vandresko? 

Der er rigtig mange trin op til toppen ad klippen, men du kan se på fresko-malerier på klippevæggene hele vejen op. Kongen var glad for damer og skulle eftersigende have haft mere end 500 koner, så derfor er der også frescomalerier af kvinder hele vejen op til paladset. Oppe på toppen kan du nyde udsigten ud over den smukke natur med jungle og bjerge - du kan se helt afsindigt langt, hvis vejret er klart! Du bliver næsten helt salig. Turen ned er ikke helt så hård, og for foden bliver du sikkert mødt af sælgere, der vil sælge dig alverdens tingeltangel. 

Hvis du orker, cykler du tilbage til hotellet, men du kan også vælge at køre i bus tilbage og hvile stængerne lidt.

Det gode ved at rejse med en gruppe er jo, at du aldrig behøver at være alene. Om aftenen kan I jo tage jer et slag kort sammen eller drikke en drink og sludre lidt. Bliver du træt af at være omgivet af andre hele tiden, så søger du bare væk og går en tur for dig selv eller slapper af i ro og mag. 

Dag 6: På cykel videre til Kandy - måske med stop i Dambulla?

Det er sidste dag med cykler i dag, så husk at nyd cykelturen til Dambulla. I kan sammen beslutte, om I vil holde pause i byen og se de berømte grottehuler. Dambulla er et af de største tempelkomplekser i Sri Lanka, og så er det bygget i klippehuler, så det er næsten som at gå rundt under jorden, og du er omgivet af guld, skulpturer og smukke malerier. I en af grotterne finder du 48 store Buddhafigurer i træ, sten og guld. Nogle er små og andre er gigantiske - en af dem er hele 14 meter lang.

På vejen videre til Kandy cykler I ad Spice Road, en strækning på 5 kilometer, der er kendt over store dele af verden for sit økologiske landbrug med krydderier i massevis. Her dyrker folk naturmedicin på krydderier, urter og planter i den kølige jord. Det er ikke underligt, at Sri Lanka har så mange helsetraditioner, for det er her, meget af vores medicin i dag kommer fra, og du kan købe cremer, olier og salver med alle mulige slags krydderier. I stopper undervejs og ser en af de mange haver, der bliver brugt til dyrkning af de mange lægeplanter. Det er også her, I spiser jeres frokost.  

Herefter er det tid til at vinke farvel til cyklerne, for nu forsætter I uden. I første omgang går det af sted i bus resten af vejen (ca. 3 timer) til Kandy. 

Om aftenen er du på egen hånd - du kan selv vælge, hvor du vil spise, og du kan måske gå ind og se et af de særlige danseshows, som byen er kendt for? 

Dag 7: Morgentrekkingtur til Balana og besøg til Tandens tempel i Kandy

Dagen i dag byder på et væld af spændende oplevelser sammen med din rejseleder og holdet, du rejser sammen med.

I starter dagen med en tidlig morgentrekkingtur gennem den skønne, grønne natur til den lille by Balana. Undervejs går du igennem Gannoruwa, som engang var midtpunkt for slaget mellem portugeserne og Kandys beboere i 1638. I vandrer også forbi adskillige smukke templer. I Dodanwela-templet siger historien, at Kong Rajasingha II overlod sin krone og sit sværd til templets guder som tak for, at de havde hjulpet ham med at vinde krigen over portugeserne i Gannoruwa. Herefter går I igennem landsbyen Danture, hvis rismarker engang var slagmark for et af de afgørende slag under krigen.

Fremme i Balana ser I byens ældgamle fort, som blev bygget i det 17. århundrede, og som nu er overgroet af ukrudt og planter. I spiser en dejlig frokost, før I vender næsen tilbage mod Kandy.

Om eftermiddagen står Kandys største seværdighed på programmet. Det hellige Tandens tempel skulle eftersigende have noget så sært som en af Buddhas tænder som relikvie. I kan ikke komme til at se selve tanden, for den bliver kun vist frem én gang hvert fjerde år - men selvom I ikke kan se tanden, er der stadig meget at kigge på i det fine, hvide tempel. Ifølge legenden skulle en prinsesse fra Indien have bragt tanden med sig for 1600 år siden, og siden har tanden været hellig. Det siges, at tanden giver magt til erjermanden, og der har været rigtig mange kampe om op igennem historien. Udover tanden er templet fuld af guldstatuer, vægmalerier og vælvede lofter.

Dag 8: Videre til Kitulgala - natur og river rafting (hvis du har lyst)

Hvis du har lyst, kan du starte dagen på egen hånd med at besøge Peradeniya Garden, en flot botanisk have anlagt for kong Keerthi Sri Rajasingha i 1700-tallet. Du kan også tage en tur forbi ædelstensmuseet eller lægge vejen forbi nogle af byens kunsthåndværksteder og batikfarvningsfabrikker. 

Så går turen i bus i omrking 2,5 time til Kitulgala sammen med dine rejsekompagnoner. 

I Kitulgala er naturen i højsædet! Kelani floden løber gennem landskabet med tæt jungle på begge sider. Faktisk er filmen Broen over floden Kwai optaget her, selvom den i virkeligheden handler om Thailand under Anden Verdenskrig. Den falske bro blev bygget her i forbindelse med optagelserne, men den blev sprunget i luften i filmen, så du kan ikke komme til at se den.  

Nu skal I igen være aktive, for I skal nemlig ud og riverrafte på Kelani floden (der er selvfølgelig ingen tvang!) - det betyder fart, spænding, vådt tøj og sug i maven! Efter sådan en tur trænger du til lidt afslapning, og det får du i din lejr, hvor der er bål, grillaftensmad og sjove konkurrencer. 

Dag 9: Trekkingtur i Kitulgalas jungle

I starter dagen med en trekkingtur i junglen, hvor I går sammen med en lokal guide blandt bananpalmer, gummitræer og sagopalmer, der producerer det meget søde sukker kaldet jaggery - guiden kan fortælle jer lidt om de forskellige planter.

Midt inde i junglen ligger den over 30.000 år gamle meget berømte Belilena grotte. Her har man fundet mange skeletter af det såkaldte Balongoda-folk, og nogle af dem har været hele 32.000 år gamle. I dag bor der kun flagermus i grotterne, men det er lidt af en oplevelse at se den imponerende grotte. I skal klatre på rebstiger ned i det dybeste af grotten. Indgangen ligger smukt inde i junglen på et højdedrag, der er 2 km højt, og du har en fantastisk udsigt over junglen og gummiplantagerne.

Tilbage i lejren kan du enten slappe af eller tage på udflugt på vandet - det er helt op til dig, hvad du vil bruge eftermiddagen på. 

Dag 10: Med tog til Ella

I starter dagen med et smut til Nuwara Eliya, der også bliver kaldt "Lille England", fordi den smukke by er fuld af engelske bindingsværkhuse fra kolonitiden. Heroppe i bjergene er I omgivet af smukke teplantager, og I skal selvfølgelig besøge en tefabrik. 

Om eftermiddagen skal I med bus i ca. to timer til en togstation og derfra videre med toget til Ella - en spændende oplevelse på omkring tre timer. Det er en meget berømt og meget meget smuk togstrækning! Toget kører nemlig gennem et landskab med smuk natur, flotte vandfald og temarker i massevis.

Hvis du er heldig, kører du med et af de hyggelige, gamle damplokomotiver, men som regel er det nu altså et helt almindeligt dieseltog. Tog i Sri Lanka kan være lidt besværligt at booke, og selvom vi booker plads til dig på 1. klasse, er det ikke sikkert, at du kommer til at køre på 1. klasse - heller ikke selvom du står med en billet til 1. klasse i hånden. Så står den altså på 2. klasse, og du kan heller ikke altid være sikker på, at der er plads her. 2. klasse er for det meste ganske pæn og nydelig, men du kan lige så godt være uheldig - så forvent dig lidt af hvert. Udsigten og omgivelserne er dog det hele værd! Du får ikke mad på toget, så tag lidt snacks og drikkevarer med selv. 

Hold øje med det smukke landskab, som du kører igennem. Snart når du Ella, en lille by i bjergene med ca. 1.000 indbyggere. 

I Ella bliver I hentet af en bil og kørt til hotellet, og nu har du aftenen fri til egen disposition. Du kan spise, hvor du vil, men vi vil nu anbefale Heaven's Edge, der serverer god aftensmad med en skøn udsigt ud over de grønne bjerge.

Dag 11: Vandretur til Ella Gap og Little Adam's Peak

Du og dine rejsefæller starter selvfølgelig dagen med en smuk vandretur til Ella Gap - et af Sri Lankas mest berømte udsigtspunkter. Ella Gap er en dal mellem grønne, frodige bjerge, der åbner sig, så du kan se lige igennem den og ud over landskabet på den anden side. Landskabet fortsætter nærmest ud i det uendelige - i hvert fald ind til det forsvinder i en dis af skyer i det fjerne. Smukt er det!

Du spiser pizza til frokost, og bagefter har du lidt fritid. Du kan måske tage en vandretur ud i naturen - fx til Little Adam's Peak? Ruten er en af områdets smukkeste, og du har skøn udsigt ud over grønklædte bjerge, flot natur og masser af temarker. Hvis du ikke orker at vandre mere, så slap af på dit hotel i stedet. Måske trænger du til et varmt fodbad? 

Dag 12: Velkommen til Udawalawe - måske med stop ved Buduruwagala templet

I dag kører I videre med bus i tre timer til Udawalawe Nationalpark. Hvis I beslutter jer for det, kan I gøre stop ved Buduruwagala templet - endnu et grottetempel med en indgang bygget i en imponerende klippevæg med kæmpemæssige stenudskæringer.

Udawalawe Nationalpark er anderledes, fordi den ikke nær så besøgt som fx Yala Nationalpark, og landskabet er lidt savanneagtigt. Hvis ikke du vidste bedre, kunne du lige så godt befinde dig i Afrika. 

Efter frokost kan du vælge, om du vil med på en jeepsafari i nationalparken. Du kører fra vandhul til vandhul for at se elefanterne drikke, bade og lege i vandet. Hvis du er heldig, ser du flokke på over 200 elefanter, men det er mere normalt at se 20 elefanter. Måske ser du slet ikke nogen - men mon ikke du så oplever nogle andre sjove dyr?

Om aftenen skal du sikkert have revanche i kortspil, eller du kan slappe af for dig selv med en god bog. 

Dag 13: Oplev Udawalawe Nationalpark - fx i jeep!

I dag har du en hel dag til at lave, lige hvad du har lyst til i Udawalawe Nationalpark. Hvis du ikke nåede en jeepsafari i går, kan du nå det i dag i stedet. Du kan også tage endnu en - så er der endnu en chance for at se elefanter. Her lever også vandbøfler, aber, påfugle, skildpadder og mange andre dyre- og fuglearter. Ved vandet lever der fiskeørne og skarver, der nyder godt af fiskene i området. I det hele taget er her et hav af fugle! Det skulle være underligt, hvis du ikke oplevede et par spændende dyr her i naturen. 

Dag 14: Velkommen til dejlige Unawatuna!

I dag bliver I kørt videre til Unawatuna, der ligger på Sri Lankas sydvestlige kyst - busturen tager omkring tre timer. Undervejs stopper I i en af de dejlige strandbyer Weligama eller Tangalle og spiser frokost.

Unawatuna er en strandby, der har udviklet sig til at blive en hyggelig badeby med souvenirbutikker, gode restauranter og adskillige hoteller og resorts. Vandet er roligere her end i mange andre dele af landet, fordi bugten ligger beskyttet af et koralrev. 

Gå en tur langs vandet og hils på de mange søde mennesker, der arbejder på restauranter, barer og hoteller - stop måske op og lyt til musikken. Nu kan du rigtig nyde, at de sidste dage står på afslapning, og stranden har i det hele taget en afslappende atmosfære. Folk er søde og venlige, og strandsælgerne er ikke anmassende som i mange andre asiatiske lande. Måske ser du fiskere komme ind til land med net fulde af fisk eller fiskere, der sidder på pæle ude i vandet for at fange fisk.

Du skal selvfølgelig også slappe af og bare komme helt ned i gear - måske har du lyst til at snorkle lidt? Der er fisk ud for kysten, og hvis du er heldig, ser du også havskildpadder. Skildpadderne kommer indimellem ind til land og lægger på æg i sandet.

Dag 15-17: Nyd stranden og den lille fiskerby

Hvad skal du få tiden til at gå med, mens du er i den hyggelige strandby?

Hvis du ikke har fået nok af at cykle, kan du cykle til den gamle, smukke by Galle, der ligger et stykke fra Unawatuna. Det er landets tredjestørste by, men den er virkelig charmerende, og den har opnået en plads på UNESCOs verdensarvsliste for de mange flotte kolonitidsbygninger. Her er blandt andet et flot fort, bygget af portugiserne og senere brugt af briterne. 

Du kan fx tage ud og cykle med guiden Chameera, der kender Galle som sin egen bukselomme, og som også arrangerer cykelture ud af byen til mangroveskove, templer, laguner, rismarker og smålandsbyer i nærheden. 

Du kan også bare ligge på stranden, drikke lækre drinks og spise på gode restauranter. 

Dag 18: Afrejse fra Sri Lanka

Så blev det desværre tid til at sige farvel til Sri Lanka. Du siger farvel til din danske rejseleder i lufthavnen, og du har en lang flyvetur foran dig, hvor du kan se billederne igennem på kameraet og drømme dig tilbage igen.

Hav en rigtig dejlig tur. 

Dag 19: Velkommen hjem!

Hjemme i Danmark, hvorfra du kan se tilbage på denne tur med fantastiske minder, masser af billeder og et væld af oplevelser.

Her er de hoteller, vi har valgt til dig i hver by på din rejse til Sri Lanka. Mod et tillæg kan du vælge de hoteller, der er markeret med en grøn "Upgrade"-cirkel. De andre hoteller er inkluderet i prisen. Husk: Vi har mange flere hoteller i alle byer - se alle vores hoteller i Sri Lanka.

Alle hoteller

Poolen

Rani Beach Resort

Rani Beach Resort er et helt normalt 3-stjernet hotel, der ligger centralt og lige ud til...

Alle hoteller

Hotel Randiya

Hotel Randiya

Hotel Randiya er et lille, enkelt hotel i Anuradhapura beliggende tæt på en smuk sø. Værelserne...

Alle hoteller

Rejser til Sri Lanka - Hotel Sigiriya

Hotel Sigiriya

Hotel Sigiriya er et eksotisk sted med en flot have, en kæmpe pool og et dejligt spa område. På...

Alle hoteller

Facaden

Queens Hotel

Queens Hotel blev bygget i 1841 og er et gammelt og hyggeligt hotel med sjæl. Værelserne er...

Alle hoteller

Tent Camp

Ceylon Adventure

Ceylon Adventure ligger midt i naturen, og for at komme dertil må du ad en lang, spændende sti...

Alle hoteller

Sky Green Resort

Sky Green Resort

Sky Green Resort er et lille hotel med en lidt guesthouse-agtig stemning, og det ligger i skønne...

Alle hoteller

View

Centauria Lake Resort

Centauria Lake Resort er et hyggeligt, lidt ældre hotel i kolonistil - det blev bygget af...

Alle hoteller

Nooit Gedacht Heritage Hotel

Nooit Gedacht er C&C's favorithotel i Unawatuna. Det er et historisk og unikt sted, der blev...

Kort

Her kan du se et kort over rejsen og læse en beskrivelse af alle de byer, som du kommer til på denne rejse til sri lanka. Vi har selvfølgelig mange flere byer, du kan opleve. Se alle vores byer i Sri Lanka.

Negombo

79.8386
7.2111

Anuradhapura

80.385
8.350

Sigiriya

80.759862
7.955164

Kandy

80.6350
7.2964

Kitulgala

80.427253
6.989601

Ella

81.046274
6.866758,

Udawalawe Nationalpark

80.8885
6.4383

Unawatuna

80.252
6.0183

Priser

Afrejse i følgende periode
Flyselskab
Voksen
Børn u/12 år
Rejsetilbud
Afrejse i følgende periode Fast afrejse: 13 feb 2018
OBS: Kun 1 plads tilbage
Flyselskab
Sri Lankan Airlines
Voksne fra 17.990,-
Børn u/12 år fra 17.590,-
Afrejse i følgende periode Fast afrejse: 22 mar 2018
Flyselskab
Qatar Airways
Voksne fra 17.990,-
Børn u/12 år fra 16.690,-
Inkluderet: 

Fly København-Colombo t/r. 
Alle transporter på rejsen.
Dansk rejseleder og lokal guide med på hele rejsen.
16 overnatninger med morgenmad - derudover 13 frokoster og 10 middage.
Fire dages cykeltur
Super gode cykler og cykelhjelme i standardkvalitet - du er velkommen til at medbringe din egen. 
8 udflugter: Sightseeing i Anuradhapura, vandretur til toppen af Sigiriya klippen, Balana trekkingtur og besøg til tandtemplet i Kandy, white water rafting og trekkingtur i junglen i Kitulgala og vandreture ved Ella Gap og Little Adam's Peak.
Smuk og spændende togtur til Ella.
Tilskud til Rejsegarantifonden.
Prisen er baseret på 2 personer i delt dobbeltværelse.

Ikke inkluderet: 

Visum til Sri Lanka (omkring 35 USD).
Drikkepenge til guider, chauffør, bærere og cykelhold ca. 40 kr. pr. dag - disse betaler du til din rejseleder i slutningen af rejsen.
Entréer til seværdigheder og nationalparker, som ikke er inkluderet i rejsens pris. 
Evt. enkeltværelsestillæg 4600 kr.
Evt. afbestillingsforsikring.
Evt. rejseforsikring.

Transport: 

Alle transporter på rejsen er inkluderet.

Fly København-Colombo t/r.
De første fire dage foregår noget af transporten på cykel, og resten foregår med privat bil/bus.
Transport Nuwara Eliya-Ella med offentligt tog gennem smukt landskab.
Øvrige transporter med privat bil/minibus.