Du er her: Lande > Sri Lanka > Rejser > Rejse SL21

Rundrejse med masser af action!

12 dages rejse: 2 nætter Sigiriya, 2 nætter Kandy, 1 nat Adam's Peak, 2 nætter Kitulgala og 2 nætter Unawatuna
Rejse: 
SL21
Sri Lanka rejser - River rafting
Trekkingture, bjergbestigning, riverrafting og afslapning i Sigiriya, Kandy, Adams Peak, Kitulgala og Unawatuna.

Din rejse til Sri Lanka begynder i Sigiriya, hvor du finder en af de største seværdigheder i Sri Lanka: Løveklippen. Tag de gode sko på og gå op på toppen af den 200 meter høje klippe, hvor der blev opført et kæmpe palads for mere end 1.000 år siden. Du kører videre med privatchauffør forbi Dambulla og Spiceroads, inden du ankommer til den smukt beliggende by, Kandy. Her skal du ud på en dejlig trekkingtur i naturen - forbi floder, smukke templer og landsbyer. Efter denne tur er benene forhåbentlig varmet godt op, for næste stop på rejsen er ved foden af bjerget Adam's Peak. Midt om natten starter turen op ad det 2.243 meter høje bjerg, hvor der er 5.000 trin til toppen. Tusindvis af pilgrimme valfarter hertil hvert år for at bede, og den solopgang, du oplever heroppe fra toppen, er da også guddommeligt smuk. Med ømme ben tager du videre til det smukke naturområde Kitulgala, hvor du kan svømme, riverrafte, trekke gennem junglen, og køre på mountainbike forbi bananpalmer og gummitræer. Rejsen sluttes af ved stranden i Unawatuna, hvor der er tid til velfortjent afslapning.

Dag-til-dag

  1. Afrejse Danmark
  2. Ankomst Sigiriya
  3. Sigiriya
  4. Sigiriya - Kandy
  5. Kandy
  6. Kandy - Adams Peak
  7. Adams Peak - Kitulgala
  8. Kitulgala
  9. Kitulgala - Unawatuna
  10. Unawatuna
  11. Unawatuna
  12. Hjemkomst Danmark
Her har du en detaljeret beskrivelse af, hvad du kan opleve på de forskellige dage på denne rejse til Sri Lanka. Sørg for at sætte dig godt til rette og find læsebrillerne frem!

Dag 1: Afrejse fra Sri Lanka

Sri Lanka er grønne temarker, vilde nationalparker, eksotisk dyreliv, smukke kolonitidsbyer, spændende historie og dejlige strande - så gør dig klar til at blive bombarderet med oplevelser og nye indtryk! Nyd flyveturen østover og glæd dig til at opleve landet, der også kaldes "Det lille mirakel".

Dag 2: Velkommen til Sigiriya!

I dag ankommer du til Sigiriya - en lille, hyggelig by, opkaldt efter Sigiriya-klippen. Sigiriya-klippen er en af de største seværdigheder i Sri Lanka. Løveklippen (som Sigiriya betyder) er en ca. 200 meter høj klippe, hvor en af Sri Lankas tidligere konger opførte et kæmpe palads på toppen omkring det 5. århundrede. Her var en fæstning, paladset, smukke haveanlæg, badebassiner, springvand og skulpturer. For at komme op på toppen, skal du gå rigtig mange trin op ad en trappe. På vejen er der mange over 1.000 år gamle fresko-malerier af kvinder - kongen kunne godt lide damer og havde mere end 500 koner... Oppe på toppen skal du tage det stille og roligt. Det er simpelthen så smukt, at det næsten ikke er til at bære. Du ser de gamle bygningers konstruktion, og udsigten rækker milevidt – trætoppe, jungle, bjerge uspoleret natur så langt øjet rækker. Turen ned går hurtigt (husk at strække ud, når du kommer ned – ellers får du ondt i læggene i morgen) og pludselig er du omringet af sælgere, der vil have dig til at købe alt muligt – både smukke ting og turistbras.

Dag 3: Oplevelser i Sigiriya

Hvis du ikke nåede det i går, så gå i dag op på toppen af løveklippen. Du har også flere forskellige muligheder for heldagsudflugter. Er du interesseret i historie, så skal du tage til enten Anuradhapura, en af de gamle kongehovedstæder, eller til Polonnaruwa, som nok er den mest spændende af de to, for her er alle de gamle templer, monumenter osv., samlet på et mindre område. Er du mere til natur og elefanter, så tag til Minneriya National Park. Du kan sagtens kombinere nationalparken og Polonnaruwa. Snak med din chauffør om mulighederne. Vil du prøve noget helt andet, og er du i området fra november til april, kan du igennem vores agent Rasith, bestille en tur i luftballon - hvis ellers vejret er til det! En fantastisk og anderledes måde at opleve naturen på og se klippen fraoven.

Dag 4: Oplevelser på vej til Kandy

I dag går turen videre, og dit første stop i dag kan være ved Dambulla - det største og bedst bevarede tempelkompleks i Sri Lanka.

Oppe på toppen af en stor klippe venter guiderne - vælg en (det koster ikke meget), og begynd rundturen i de berømte huler. I en grotte er der 48 store Buddhafigurer - nogle i træ, nogle i mursten - og en af dem er næsten 14 meter lang! Her er højtideligt og værdigt, og mange Srilankanere knæler og beder en lille bøn. Den næste hule er endnu smukkere, og faktisk 300 år ældre. Den blev skabt for næsten 2.000 år siden. Buddhaskikkelserne er mere yndefulde, loftet er malet og du kan overalt skimte de gamle fresco-malerier. Efter en bevægende oplevelse kan du bede chaufføren køre dig hen til et juice-sted og få lidt frisklavet juice - ananas, avokado eller måske lidt yoghurt lavet af vandbøffelmælk?

Hvis du har lyst, kan du besøge den ældste stenbygning i landet - Nalanda Gedige. Herefter starter "The Spiceroad" - en strækning på ca. 5 km på vejen mod Kandy. Her er der hundredvis af små økologiske landbrug, der dyrker alverdens natur- mediciner lavet på krydderier og planter.

Meget af vores bedste medicin kommer oprindeligt fra Sri Lanka. På køreturen i dag kommer du op i 1.000 meters højde, hvor klimaet er ideelt, så alt kan vokse her. Spændende er her i hvert fald, og du kan købe cremer mod alt! Du kan stoppe og besøge Spice og Herbal Garden, et sted hvor en masse forskellige urtehaver er samlet.

Sen eftermiddag når du frem til Kandy, øens næststørste by, som ligger i knap 500 meters højde. Byen, som er et gammelt kongerige, er bygget omkring en sø i en smuk dal, omkranset af bjerge, floder, søer, vandfald og landets største flod, Mahaweli Ganga. Da Kandy har fungeret som gammel hovedstad og kongeby, vil du opleve gamle og flotte gader, når du går rundt i byen. Selvom Kandy er Sri Lankas næststørste by, er her ikke kaotisk, men nærmere charmerende pga. den gamle arkitektur nogle steder. Du finder mange forskellige restauranter og et stort butikscenter i byen med 400 butikker. Kandys største seværdighed er templet med Buddhas hellige tand. Det er et enkelt, men meget stort tempel, og alle er meget ærbødige deroppe. Som navnet indikerer, har templet en af Buddhas tænder, som helligt minde, men desværre bliver den kun vist frem en gang hvert fjerde år. En af de ting, som du bør se, mens du er i Kandy, er den traditionsrige kandydans, hvor danserne er klædt ud, spyer med ild og går på glødende kul. Showet foregår på en teaterscene og er bestemt et besøg værd. Hvis du er heldig at være i Kandy i juli eller august(den bestemte dato varierer afhængig af, hvornår der er fuldmåne), vil der blive afholdt den såkaldte Esala Perahera festival i ca. 10 dage med optog af dansere, akrobater og elefanter, som alle er flot dekorerede med guld og ædelsten - også elefanterne!

Dag 5: Trekkingtur til Balana - og måske en tur til Buddha Tandtemplet?

Du starter dagen med en tidlig morgentrekkingtur gennem den skønne, grønne natur til den lille by Balana. Undervejs går du igennem Gannoruwa, som er kendt for at have været midtpunkt for slaget mellem portugeserne og kandyanerne i 1638. Du vandrer også forbi smukke templer, både i Suriyagoda og Dodanwela. I Dodanwela-templet siger historien, at Kong Rajasingha II overlod sin krone og sit sværd til templets guder som tak for, at de havde hjulpet ham med at vinde krigen over portugeserne i Gannoruwa. Herefter går du igennem landsbyen Danture, hvis rismarker engang var slagmark under et af de afgørende slag under krigen. Fremme i Balana ser du byens ældgamle fort, som blev bygget i det 17. århundrede, og som nu er overgroet af ukrudt og planter. Du spiser en dejlig frokost, før du vender næsen tilbage mod Kandy.

Du kan også vælge at tage en tur til Udawattakale Nationalpark og se den skønne natur og parkens mange historiske steder.

Om eftermiddagen kan du besøge Dalada Maligawa, der er kendt som Tandtemplet, fordi det huser Buddhas hellige tandrelikvie. Det er et enkelt, men meget stort tempel, og alle er meget ærbødige deroppe. Som navnet indikerer, har templet en af Buddhas tænder som helligt minde, men desværre bliver den kun vist frem én gang hvert fjerde år. Tanden skulle være kommet til Sri Lanka med en prinsesse fra Sydindien for 1.600 år siden og endte altså i Dalada Maligawa i det fine tempel. Den hellige tand siges at give magt til den, som ejer den, og derfor kan du nok godt forestille dig, at der har været kæmpet ihærdigt om den gennem tiden. Se dig omkring i det skinnende hvide, enkle tempelområde og nyd synet af de gyldne, historiske statuer indenfor.

Dag 6: Velkommen til Adam's Peak!

I dag skal du videre til det hellige bjerg, Adam's Peak. Turen går ad mindre veje, og der må forventes en del 'bumlen'. Du skal bo i byen Dalhousie for foden af Adam's Peak.

Adam's Peak er en helt fantastisk oplevelse. Det er et 2.243 meter højt bjerg i det centrale Sri Lanka, hvorfra du kan nyde en helt fantastisk solopgang og udsigt. Adam's Peak hedder 'Sri Pada' på singalesisk, som betyder helligt fodaftryk. På toppen af bjerget er der en fordybning i klippen, der ligner aftrykket af en stor fod. Både kristne og muslimer hævder, at dette er Adams fodaftryk fra den første gang, han satte fod på jorden, mens hinduer mener, at det er Shivas, og buddhisterne holder på, at det er Buddhas. Fodaftrykket bliver i dag passet af buddhistiske munke, og her er også et tempel, men flere tusinde pilgrimme fra alle religioner valfarter hvert år hertil for at bede.

Hvis du gerne vil bestige bjerget, kan det være en rigtig god idé at gå tidligt i seng i dag - så skal du nemlig starte opturen midt i nat, så du kan opleve solopgangen fra toppen.

Dag 7: Vandretur på Adam's Peak og så videre til Kitulgala

Turen op ad de 5.000 trin tager ca. 3 timer og bør påbegyndes kl. 2 om natten for at nå til toppen før solopgangen. Der er gadelamper langs trappen hele vejen op, så du kan godt se, hvor du går, men det er en hård tur! Tag flere pauser ved de små boder, hvil benene og få vand, te og en lille snack undervejs. Udsigten over bjergene mens solen står op, er helt utrolig - du bliver nærmest religiøs eller overtroisk af at opleve noget så stærkt, så smukt! Turen ned, også ad 5.000 trin, er en helt ny oplevelse, fordi du nu kan se den smukke natur med de mange teplantager i området. Du har sikkert ømme ben - husk at strække rigtig godt ud, når du kommer helt ned! Bemærk: Det er bedst at bestige Adams Peak fra november til april - resten af året er det mere tåget.

Når du er kommet godt ned igen, så få dig en bid mad og begynd så køreturen til Kitulgala, hvor du skal ligge i telt. Kitulgala er et naturområde i det centrale Sri Lanka. Regnskoven er tæt her, og den brede Kelani-flod giver mulighed for svømning, river rafting mv. Naturen er også god til trekking og ture på mountain bike. Floden er faktisk meget kendt, da den berømte film "Broen over floden Kwai" blev optaget her.

Dag 8: River rafting, cykeltur eller vandretur i junglen?

Der er masser af aktiviteter at tage sig til her i området, så det er bare med at vælge, hvad du har lyst til...

Du kan komme på en vandretur gennem junglen, hvor en guide forklarer dig, hvad du ser undervejs. På den ca. 2 timer lange tur kommer du forbi flotte bananpalmer, gummitræer og sago-palmer, der producerer det meget søde sukker kaldet 'jaggery'. Fugle flyver gennem luften, mange af dem helt unikke for Sri Lanka, og her og der ses et vandløb eller måske et vandfald.

Du kan også køre på cykel ca. 10 km til den over 30.000 år gamle Belilena-grotte. Der er blevet fundet skeletter her, der er ca. 32.000 år gamle, men i dag bor der kun flagermus i grotterne. Indgangen ligger smukt inde i junglen på et højdedrag der er 2 km højt, og du har en fantastiske udsigt over junglen og gummiplantagerne herfra.

Ja - og så er der selvfølgelig rafting i gummibåde og mange andre aktiviteter på floden.

Dag 9: Velkommen til Unawatuna!

I dag ankommer du til Unawatuna på Sri Lankas sydvestlige kyst. Unawatuna er en hyggelig og meget lille kystby. Det er en strandby, der har udviklet sig med turismen, så her er mange små souvenirbutikker, hyggelige restauranter og hoteller. Unawatuna ligger i en bugt, og er beskyttet af et koralrev, hvilket gør, at vandet er roligere her, end ved andre strande på Sri Lanka - i hvert fald i højsæsonen. Der er masser af fisk og skildpadder i havet ud for stranden, og det gør, at her er gode muligheder for dykning. Nogle steder kommer skildpadderne endda op på stranden for at lægge deres æg i yngletiden. På en lille gåtur langs stranden hører du musikken fra strandens restauranter og barer, og overalt mødes du af smil og imødekommenhed. Der er en afslappet stemning på stranden, sælgerne er ikke påtrængende, og du bør helt bestemt gå en tur hen til strandens vestlige side, hvor du finder Sunset Point. Dette er en klippe, hvorfra du kan se en smuk solnedgang over havet. Hvis du vil prøve noget mere, som du kan tage med dig hjem til Danmark, kan du også lære at lave fantastisk mad på madlavningskurser. Du kan også leje en cykel og køre langs stranden. Her kan du være heldig at se fiskerne hive deres fangst i land - måske kæmperokker, hammerhajer, sværdfisk eller tun. Du kan også vælge at bo i Hikkaduwa lidt længere vestpå ad kysten. Her er også dejlige hoteller!

Dag 10: En dag til at nyde livet på stranden i Unawatuna

Unawatuna ligger tæt på den enestående, gamle, smukke by Galle. Galle er Sri Lankas tredjestørste by, og er et virkelig charmerende sted, hvor mange minder fra kolonitiden stadig er at se. Derfor er byen også på UNESCOs verdensarvsliste, og i hele den gamle bymidte bærer huse og kirker præg af kolonitiden - både den hollandske og den engelske. Byens store fort blev opført af portugiserne, efter de havde indtaget byen i 1587, og siden da fordrev hollænderne den portugisiske kolonimagt og videreførte og udbyggede fæstningsværket i 1640. Fortet blev senere overtaget af briterne, da hollænderne forlod landet. Her er også en herlig, gammel bymur, hvor folk vandrer rundt om aftenen, og derudover byder byen på kunstgallerier og antikvitetsforretninger og mange små gader med butikker, barer og smarte restauranter.

Hvis du har lyst til at være aktiv, kan du tage på forskellige cykelture med guiden Chameera, som ved en hel masse om området. Hans cykler er af rigtig god kvalitet, og der er selvfølgelig også cykelhjelme. Chameera viser dig alt, hvad der er værd at se, og han kan fortælle små, sjove historier om alle seværdighederne. Du kan vælge en tur rundt i Galle, der bl.a. går forbi fortet, som næsten ligner en hel lille by. Turen tager fire timer, og du får vand og forfriskninger undervejs. Du kan også komme på en tur rundt i lokalområdet. Chameera kender området ud og ind og vil tage dig med rundt til små landsbyer, en lagune, frodige mangroveskove, templer og grønne rismarker. Undervejs vil Chameera vise dig alle de spændende planter og urter, der vokser i området - her vokser blandt andet krydderier, som du kan smage. Turen er to timer lang, og du får noget at drikke og små snacks undervejs.

Er du interesseret i planter og natur, så kan du også vælge at tage en tur på 4-5 timer til Kaneliya Rainforest, der ligger ca. 36 km. fra Galle. Her er kan du vandre i den smukke natur, se vandfald og spejde efter aber, fugle og vandfald - og husker du badetøjet, får du måske også chancen for at bade i kølige, naturlige pools.

Dag 11: Afrejse fra Sri Lanka

Så er det blevet tid til at pakke alle de gode oplevelser ned i kufferten, for i dag vender du igen næsen hjemad mod Danmark. Rigtig god tur!

Dag 12: Velkommen hjem!

Hjemme i Danmark, hvorfra du kan se tilbage på denne tur med fantastiske minder, masser af billeder og et væld af oplevelser.

Her er de hoteller, vi har valgt til dig i hver by på din rejse til Sri Lanka. Mod et tillæg kan du vælge de hoteller, der er markeret med en grøn "Upgrade"-cirkel. De andre hoteller er inkluderet i prisen. Husk: Vi har mange flere hoteller i alle byer - se alle vores hoteller i Sri Lanka.

Alle hoteller

Rejser til Sri Lanka - Hotel Sigiriya

Hotel Sigiriya

Hotel Sigiriya er et eksotisk sted med en flot have, en kæmpe pool og et dejligt spa område. På...

Poolen

Sigiriya Village

Sigiriya Village hotel er et hyggeligt og fredeligt hotel, der ligger midt i idyllen af en...

Upgradefra 212,- kr.pr. personpr. dag
Poolen

Aliya Resort & Spa

Aliya Resort & Spa er et forholdsvis nyt og flot hotel i smukke omgivelser, der ligger med...

Alle hoteller

Facaden

Queens Hotel

Queens Hotel blev bygget i 1841 og er et gammelt og hyggeligt hotel med sjæl. Værelserne er...

Upgradefra 42,- kr.pr. personpr. dag
Poolen

Hotel Suisse

Hotel Suisse er en gammel ministerbolig, der senere hen blev overtaget af briterne og brugt som...

Upgradefra 300,- kr.pr. personpr. dag
Poolen

Cinnamon Citadel Kandy

Cinanmon Citadel er et nyere og flot hotel, der ligger lige uden for byen i dejlig fredelige...

Alle hoteller

View

Slightly Chilled Guest House

Slightly Chilled Guest House er et charmerende lille gæstehus, der ligger på kanten af klippen...

Alle hoteller

Tent Camp

Ceylon Adventure

Ceylon Adventure ligger midt i naturen, og for at komme dertil må du ad en lang, spændende sti...

Alle hoteller

Nooit Gedacht Heritage Hotel

Nooit Gedacht er C&C's favorithotel i Unawatuna. Det er et historisk og unikt sted, der blev...

Upgradefra 193,- kr.pr. personpr. dag
Poolen

Hotel Flower Garden

Hotel Flower Garden er et hyggeligt resort, der ligger 500 meter fra havet. De små, enkle...

Upgradefra 92,- kr.pr. personpr. dag
Facaden

Thaproban Beach House

Thaproban Beach House er et skønt, lille hotel med gode værelser med Wifi. Hotellet har ingen...

Upgradefra 299,- kr.pr. personpr. dag
Stranden

Calamander Unawatuna Beach (UBR)

Calamander Unawatuna Beach (også kaldet UBR) er et flot resort lige ud til vandet ved Unawatuna...

Kort

Her kan du se et kort over rejsen og læse en beskrivelse af alle de byer, som du kommer til på denne rejse til sri lanka. Vi har selvfølgelig mange flere byer, du kan opleve. Se alle vores byer i Sri Lanka.

Sigiriya

80.759862
7.955164

Kandy

80.6350
7.2964

Adam's Peak

80.4997
6.8114

Kitulgala

80.427253
6.989601

Unawatuna

80.252
6.0183

Priser

Afrejse i følgende periode
Flyselskab
Voksen
Børn u/12 år
Rejsetilbud
Afrejse i følgende periode 15 dec 2017 - 20 dec 2017
Flyselskab
Turkish Airlines
Voksne fra 13.790,-
Børn u/12 år fra 12.740,-
Afrejse i følgende periode 22 dec 2017 - 27 dec 2017
Flyselskab
Qatar Airways
Voksne fra 16.090,-
Børn u/12 år fra 14.390,-
Afrejse i følgende periode 29 dec 2017 - 26 feb 2018
Flyselskab
Turkish Airlines
Voksne fra 15.390,-
Børn u/12 år fra 13.340,-
Afrejse i følgende periode 01 mar 2018 - 31 okt 2018
Flyselskab
Turkish Airlines
Voksne fra 13.590,-
Børn u/12 år fra 12.090,-
Afrejse i følgende periode 01 nov 2018 - 13 dec 2018
Flyselskab
Turkish Airlines
Voksne fra 13.890,-
Børn u/12 år fra 12.490,-
Afrejse i følgende periode 14 dec 2018 - 15 dec 2018
Flyselskab
Qatar Airways
Voksne fra 15.290,-
Børn u/12 år fra 13.890,-
Afrejse i følgende periode 15 dec 2018 - 30 dec 2018
Flyselskab
Turkish Airlines
Voksne fra 12.290,-
Børn u/12 år fra 11.390,-
Inkluderet: 

Fly København-Colombo t/r.
Alle transporter på rejsen.
Rundrejse i privat bil med chauffør.
9 overnatninger med morgenmad.
Trekkingtur i Kandy.
Tilskud til Rejsegarantifonden.
Prisen er baseret på 2 personer i delt dobbeltværelse.

Ikke inkluderet: 

Visum til Sri Lanka (omkring 35 USD).
Entréer til seværdigheder og nationalparker.
Drikkepenge overalt - specielt forventer din chauffør omkring 8-10 USD i drikkepenge hver dag.
Evt. obligatorisk julemiddag og nytårsmiddag.
Evt. afbestillingsforsikring.
Evt. rejseforsikring.
Evt. gebyr for individuel rejse hvis du ønsker ændringer til rejseplanen (fra 190 kr. per person).

Bemærk: 

Rejsen anbefales kun i perioden december til april pga. vejret ved Adams Peak.

Transport: 

Alle transporter på rejsen er inkluderet.

Fly København-Colombo t/r.
Transport på rundrejsen i Sri Lanka med privat bil/minibus og privatchauffør.
På trekkingturene foregår transporten (i sagens natur) på dine egne ben.
Transport fra hotel til lufthavn med privat bil/minibus.