Du er her: Lande > Peru > Rejser > Rejse 924C

Den store rundrejse i Peru

18 dages rejse: 2 nætter Lima, 1 nat Paracas, 1 nat Nazca, 2 nætter Arequipa, 2 nætter Colca Canyon, 3 nætter Puno (Titicacasøen), 2 nætter Cuzco, 1 nat Aguas Calientes (Machu Picchu) og 2 nætter Cuzco
Rejse: 
924C
Fantastiske Machu Picchu!
Naturoplevelser, spændende byer og gamle ruiner i Lima, Paracas, Nazca, Arequipa, Colca Canyon, Puno, Cuzco og Machu Picchu.

Tag på sightseeing i hovedstaden Lima og se de smukke paladser og guldmuseet. Oplev det unikke dyreliv ved Ballestas Island – også kaldet Perus Galapagos, og flyv over de sagnomspundne Nazcalinjer i ørkenen. I byen Arequipa kan du opleve de smukke kirker, klostre og kolonitidsbygninger og nyde synet af de tre majestætiske vulkaner, der omkranser byen. Colca Canyon er et af de smukkeste steder i Peru - og får Grand Canyon i USA til at ligne en lille flænge i jorden. Her dyrkes bl.a. quinoa og majs, og kondorer svæver over den 3.500 meter dybe kløft. Videre til Puno, der ligger ned til den store Titicacasø. Nu går turen videre til enestående Cuzco, den allervigtigste af inkabyerne, og du kan både se levn fra inkaerne og spanierne i hele byen. Næste stop er Aguas Calientes, hvorfra du skal besøge det mest berømte ruinkompleks, Machu Picchu. Denne by er det mest overvældende bevis på en stor civilisation, der ikke længere eksisterer. 

Dag-til-dag

  1. Afrejse Danmark - Ankomst Lima
  2. Lima
  3. Lima - Paracas
  4. Paracas - Nazca
  5. Nazca - Arequipa
  6. Arequipa
  7. Arequipa - Colca Canyon
  8. Colca Canyon
  9. Colca Canyon - Puno (Titicacasøen)
  10. Puno (Titicacasøen)
  11. Puno (Titicacasøen)
  12. Puno (Titicacasøen) - Cuzco
  13. Cuzco
  14. Cuzco - Aguas Calientes
  15. Aguas Calientes - Cuzco
  16. Cuzco
  17. Cuzco
  18. Hjemkomst Danmark
Her har du en detaljeret beskrivelse af, hvad du kan opleve på de forskellige dage på denne rejse til Peru. Sørg for at sætte dig godt til rette og find læsebrillerne frem!

Dag 1: Velkommen til Lima!

I dag ankommer du til Lima - Perus dejlige hovedstad med gode seværdigheder og myldrende liv. Byen ligger ved Stillehavskysten og er hjem for ca. en tredjedel af landets befolkning. Det er nemt og billigt at komme rundt med taxa, og her venter dig bare så mange oplevelser, så det er bare med at komme af sted!

Dag 2: Nyd Perus hovedstad, dejlige Lima

Lima er en spændende by at gå på opdagelse i. Vil du gerne have hjælp med at arrangere udflugter, kan du snakke med vores partner i Peru.

Tag rundt i byen med taxa, eller tag en spadseretur. Gågaden Jiron de la Union, der ligger i et lokalt område uden turistbutikker, leder op til Plaza de Armas, hvor Lima blev grundlagt i 1535. På pladsen finder du både regeringspaladset, rådhuset og den smukke katedral, hvor Limas grundlægger ligger i en lille glaskiste. Katedralen blev ødelagt af et jordskælv i 1746, men genopbygget allerede i 1755, og i dag findes her nogle fantastiske kunstskatte og malerier. Er du ikke færdig med at kigge på smukke bygninger, kan du gå videre til Palacio Torre Tagle (bygget 1735), som har nogle helt unikke træbalkoner. Bygningen huser Perus udenrigsministerium og den betragtes som værende det bedste eksisterende eksempel på kolonitidens arkitektur. Besøg Sankt Francisco-kirken (Iglesia San Francisco) og nonneklosteret fra cirka 1674. Kirken og klosteret, sidstnævnte er bygget i træ, er især kendt, fordi det er bygget ovenpå katakomberne, der er anvendt som begravelsesplads for mere en 70.000 mennesker. Du kan faktisk komme ned i katakomberne. Hvis du altså tør... Stedet er også kendt for sit enestående bibliotek, der huser tusindvis af antikke tekster.

Museer i verdensklasse byder Lima også på. Guldmuseet, Museo del Oro del Peru y Armas del Mundo, har en enestående samling af inkaguld, sølv, keramik, vævearbejde, mumier og endda en af verdens største våbensamlinger. Det er simpelthen en samling du må og skal se, når du er i Lima. Det privatejede, arkæologiske museum, Museo Larco, er også et besøg værd.

Miraflores er Limas turistcentrum med masser af små barer, caféer og butikker. Her er også et stort håndværkermarked, hvor varene er billigere, end du kan købe dem i butikkerne. Husk, at det alligevel kan betale sig at prutte om priserne. I Peru kan du især gøre nogle gode køb af sølv- og guldsmykker, tøj af alpakauld, tæpper og udsmykninger af alle slags. Det er en god ide altid at medbringe små USD-sedler, da det kan være svært at få byttepenge tilbage for de store sedler.

Du bør også besøge den fantastiske pyramide i centrum af Lima by. I det 5. århundrede begyndte indbyggerne i Lima at bygge denne pyramide, som de kaldte Huaca Pucllana. Denne pyramide blev bygget af præster af to grunde: For det første ville de vise, hvor stor og mægtig den religiøse kraft var. For det andet ville de kontrollere vandet, som kom fra Rimac-floden. Pyramiden blev lavet af små sten af ler, og den blev ombygget gennem de tre efterfølgende århundreder, hvor den ikke var i brug. For foden af pyramiden er der en meget flot og enestående restaurant med en god udsigt over pyramiden. Her har de den lækreste mad i hele Lima. Du kan også få slukket din tørst, og der er nok at vælge imellem – Restaurant La Huacas bar påstår nemlig, at de er den bar i verden med flest forskellige flasker…

En aften anbefaler vi dig at spise på en af de mest fantastiske restauranter. På en mole ude i havet ligger La Rosa Nautica - og det er ikke kun beliggenheden, der er smuk. Interiøret er enestående, og deres Pisco Sours og maden er i verdensklasse. Priserne er selvfølgelig i den højere ende, men acceptable. Der er altid mange mennesker, så det er nødvendigt at bestille bord. Bed hotelreceptionen om hjælp.

Dag 3: Velkommen til Paracas - med udflugt til Ballestas Islands

I dag skal du til Paracas.

Paracas er en mindre havneby, der ligger omgivet af tørt og ørkenagtigt landskab, men alligevel er det et af de steder i verden, der er rigest på dyreliv! Byen er mest kendt for sin beliggenhed nær Paracas National Reserve og for at være et rigtig godt udgangspunkt, hvis du vil besøge de fredede Ballestas Islands.

Og du skal selvfølgelig på udflugt til disse særlige øer! Her findes et helt unikt dyreliv, som ikke kan ses andre steder i verden. Du sejler ud til øerne, dog må du ikke gå i land, men heldigvis kan du se det hele fra skibet - nyd synet af de barske klipper og alle de mange fugle, kæmpekrabber, søløver og delfiner. Der er over 150 forskellige slags fugle herude, bl.a. pelikaner, inkaterner, suler og humboldt-pingviner.

Dag 4: Velkommen til Nazca med de berømte linjer!

Så går turen videre til Nazca. På vejen kommer du forbi områder, hvor der dyrkes druer til den berømte drink Pisco Sour, og i det hele taget er her smuk natur overalt.

Ved Nazca finder du et af verdens store mysterier: Nazca-linjerne, der er kunstigt frembragte linjer i ørkenen mellem byerne Nazca og Palpa. Man ved, at de blev lavet af Nazcafolket i perioden mellem år 200 f.Kr. og år 700 e.Kr., men ingen ved med sikkerhed hvorfor. Der findes dog mange gæt. Nogle mener, at linjerne markerer underjordiske kilder, andre mener, at de tilsammen udgør en kalender, og andre igen tror sågar, at de er lavet af små, grønne mænd fra det ydre rum.

Linjerne er lavet ved, at Nazcafolket (eller rummændene!) har flyttet det øverste lag af de mørke vulkansten på en måde, så linjerne står klart frem i en lysere farve. Dette har ikke ændret sig, siden de er lavet, og det skyldes til dels, at det aldrig (!) regner i området. Figurerne forestiller blandt andet en hval, en abe, en kondor, en kolibri og en vinkende astronaut!

Du skal selvfølgelig op at se alt dette fra oven på en flyvetur. Det er altså en helt fantastisk oplevelse at se vidunderet oppefra, for det er lidt svært at se, hvad billederne forestiller nede på landjorden...

Er du ikke så meget til at flyve, kan du i stedet vælge at tage en tur til Chauchilla Cemetery. Her kan du se vaskeægte mumier og arkæologiske fund, der kan dateres helt tilbage til år 200. Kirkegården blev opdaget i 1920'erne, men havde ikke været brugt siden det 9. århundrede. Mumierne holdes i specialbyggede grave, er iklædt broderet bomuld, og er en vigtig kilde til viden om Nazca-kulturen.

Dag 5: Velkommen til Arequipa

I dag skal du så videre mod Arequipa.

Arequipeños (dem der bor her) kalder stedet for Republikken Arequipa, da de er meget stolte af deres fortid og de mange opstande, der har været mod centralregeringen. Det første, du vil lægge mærke til, når du ankommer til Arequipa, er de tre majestætiske vulkaner, Chachani, Misti, og Pichu Pichu, der alle er mellem 5 og 6 kilometer høje! Det er ikke kun et imponerende syn, der ligger også imponerende kræfter bag - der er registeret ikke mindre end fem ødelæggende jordskælv i de seneste fire århundreder. Byen er også kendt som den hvide by, fordi den er bygget af hvide, vulkanske sten, fundet i de stenbrud, der ligger i udkanten af byen. Her er også et smukt, rødmalet kloster og et flot katedral med en hyggelig plads foran.

Dag 6: Nyd dejlige Arequipa

Du kan starte din udforskning af Arequipa med en spadseretur i byens centrum. Arequipa blev grundlagt af spanierne tilbage i 1540, og optaget på UNESCO's liste over verdens kulturarv i år 2000. Området er berømt for dets forskelligartede kirker, klostre og kolonitidshuse fra det 17. og 18. århundrede.

Iglesia de la Compañía er et af de bedste eksempler på den såkaldte barocco andino (barokstil i Andesbjergene). Man begyndte at opføre kirken i 1605, og det tog 160 år, før den var færdig. Kirkens facade blev færdiggjort i 1765. Den blev udført af indfødte, der meget omhyggeligt formede den barokke facade, så den blev et af de mest komplette eksempler på kunst i hele Amerika.

Byen byder på flere andre kirker og klostre, men et som helt bestemt skal ses er klosteret Santa Catalina, der først åbnede dørene for offentligheden i 1970. I det øjeblik du går indenfor, bliver du bragt tilbage til en spansk by i det 16. århundrede. Dette storslåede kloster er udelukkende bygget af kvadersten, og der er smalle, brostensbelagte gader, pladser og smukke patioer såvel som små celler til nonnerne. Klosteret fungerede som klosterskole for de rigeste familiers døtre. En af disse piger, Sor Ana de los Ángeles Monteagudo, døde i 1686, og blev ophøjet til helgen af paven i 1985. Ved hendes gamle celle vil du se en vissen orange gren. Ifølge legenden vil grenen blomstre, hvis Arequipa forsvinder. Så hvis du ser små skud begynde at spire på grenen, så gør du nok klogt i at smutte videre med det samme...

Hvis du er interesseret i håndarbejde, kan du besøge Michell Group, hvor de arbejder med alpacauld, som de farver og væver på gamle tekstilmaskiner fra 1900-tallet. Du kan se hele processen og få forklaret præcis, hvad de gør, og så kan du se et billedgalleri om stedet.

La Mansión del Fundador (grundlæggerens palæ), er en gammel hacienda bygget af kvadersten. Når du mærker atmosfæren i dette gamle palæ, vil du føle dig henført til kolonitiden, og inde i palæets indre er der faktisk bygget en kirke.

Museet ‘Museo Santuarios Andinos de la Universidad Católica Santa María’ huser mumien af en 12–14 år gammel pige, som blev ofret til guderne for cirka 500 år siden. Det er nok en god ide at undersøge, om hun er ‘hjemme’ når du kommer forbi – hun er ret rastløs og rejser meget rundt i verden.

Udover de utallige kulturelle oplevelser, er Arequipa faktisk også en by, der byder på mange gastronomiske oplevelser. Byen er kendt som et af de bedste steder at spise i Peru. God, lokal mad får du på de såkaldte ”picanterías”. Du MÅ prøve at bestille ”rocoto relleno” – en meget stærk ret, der vil få dig til at græde, men den er absolut tårerne værd. Prøv også den lækre rejesuppe ”Chupe de camarones” eller ”Ocopa a la Arequipeña”, der, ifølge de lokale, får de døde til at stå op af deres grave.

I distriktet San Lazáro finder du det bedste brød i hele Arequipa. Det sælges fra en utiltalende butik bag en smuk kirke af kvadersten. Butikken har ikke noget navn, men spørg blot enhver efter butikken hvor det bedste ”pan de tres puntas” (trepunktsbrød) bages.

Dag 7: Velkommen til fantastiske Colca Canyon!

I dag skal du videre til Colca Canyon.

Du tager af sted tidligt om morgenen og kører over en kæmpestor højslette, som ligger i Aguada Blanca Nationalreservat. Kig ud ad vinduet - måske ser du nogle af de sjove lamaagtige vicuñaer, som bor i området i store flokke. Du stopper ved Mirador de los Andes, hvor du kan strække benene et øjeblik og nyde den fantastiske udsigt over bjergene, og hvis vejret er klart, kan du ane fire vulkaner i det fjerne. De sjove stengærder er lavet af overtroiske rejsende, som troede på, at guderne ville give dem en bedre rejse, hvis de lagde en sten. Du stopper også ved det store Chucura Krater og et andet smukt udsigtspunkt undervejs, før du endelig er fremme ved Chivay og kan tjekke ind på dit hotel.

Colca Canyon er et af de smukkeste steder i Peru. Det er en kæmpestor kløft, der er hele 3.500 meter dyb. Naturen her er barsk, smuk og meget alsidig. Du vil kunne opleve det snedækkede bjerg Ampato, der rejser sig 6.100 meter over havets overflade, store klippeformationer, der ligner middelalderslotte, alpakaflokke, der går langs vejen, floden, der bruser langt nede i kløften og opdyrkede terrasser, der i sæsonen får landskabet til at se ud som store grønne, røde og gyldne tæpper.

Under kolonitiden blev der grundlagt adskillige landsbyer i området, og disse byer har helt op i vore dage bevaret deres smukke kirker. De mest interessante finder du i byerne Yanque, Lari, Coporaque, Madrigal og Maca. Beboerne i områderne har også bevaret deres sæder og skikke, blandt andet deres smukke påklædninger. Den bedste årstid at besøge Colca kløften på er i månederne april, maj og juni, fordi de opdyrkede terrasser stadig er så grønne, som de kan blive. Det sker dog, at turistsæsonen fortsætter helt til december. For det meste regner det i januar, februar og marts måned.

Dag 8: Udforsk Colca Canyon

I dag skal du på tur. Du starter med at stoppe ved et par udsigtspunkter, hvor du kan stå og kigge ud over det smukke, tørre landskab. Ved Choquetico kan du se et utal af små huler og grotter, som mennesker har gravet ind i klippevæggene og brugt som gravsteder til vigtige personer i 1200-tallet. Snart når du til Cruz del Cóndor, hvor kondorerne svæver majestætisk i de varme luftstrømme fra dalen. Nyd den imponerende udsigt over Colca-kløften, som er en af de dybeste i verden - der er hele 3.180 meter til bunden. I byen Yanque besøger du den smukke kirke og går ad de hyggelige brostensbelagte gader, som kendetegner byen. Du kan også bade i de varme kilder, som folk i området har gjort det i mange år. Herefter tager du tilbage til dit hotel i Chivay.

Dag 9: Næste stop - Puno

I dag skal du videre til Puno, der anses for at være inka-civilisationens vugge.

På vejen fra Chivay til Puno ser du skove af sten, fåreflokke, llamaer og de kæmpemæssige bjergkæder, som omkranser landskabet. Du skal også besøge en lagune, der vrimler med planter og fugle og et par små landsbyer. Herefter ankommer du til Puno.

Legenden fortæller, at Manco Cápac, som var den første inka, og hans hustru og søster, Mama Ocllo, steg op af Titicaca-søens iskolde vand med en gylden stav. De havde fået til opgave at grundlægge inkaernes kejserrige på det sted, hvor staven sank igen - uanset hvor. De begav sig nordpå indtil de nåede området omkring Cuzco, hvor staven endelig sank. Spanierne grundlagde så byen Puno i 1668, og byen betragtes som Perus folkloristiske hovedstad.

Husk på, at Puno ligger i 3.800 meters højde over havet. Tag det derfor stille og roligt når du ankommer. Vi anbefaler dig at drikke koka-te og masser af vand samt at spise lidt let kost. Begiv dig først ud på oplevelser efter et par timers hvil.

Tag en stille slentretur rundt i byen og besøg katedralen, bygget i det 18. århundrede, og kirken San Juan Bautista. Mellem de to bygninger ligger Punos gode gågade, der har et pænt udvalg af butikker og restauranter. Du bør heller ikke gå glip af de fantastiske Chullpas de Sillustani. Det ligner imponerende, runde vagttårne, men nej! Det er faktisk begravelsestårne, bygget af kæmpestore sten af Collas-folket, der eksisterede allerede inden inkaerne. Stedet er mystisk og bjergtagende, da disse Chullpas ligger på toppen af en lille bakke med udsigt over den stille Umayo-sø.

Hvis du hører til dem der søger usædvanlige ting, så prøv at besøge helligdommen Inka Uyo i Chucuito, der ligger tyve minutter fra Puno. Stedet er fyldt op med stenskulpturer i fallosform. Det siges, at hvis en kvinde sætter sig på en af dem, så bliver hun hurtigt gravid...

Dag 10-11: Nyd den smukke Titicacasø ved Puno

Højdepunktet i Puno er og bliver Titicacasøen - den højest beliggende sejlbare sø i verden. Ude på søen bor nogle af collas-civilisationens efterkommere, uro-indianerne, på flydende øer. Øerne er dannet af totora-rør, der er en vandplante, og som uro-folket også bruger til både at fodre deres kvæg med og til at bygge både af. Ifølge legenden var uro-indianernes blod sort, hvilket betød, at de hverken kunne drukne eller blive kolde.

4 timers sejlads fra Puno ligger Isla Taquile, som du kan komme på en enestående udflugt til. På toppen af øen har du en spektakulær udsigt over Titicacasøen. Heroppe vil du blive mødt af de lokale beboere, som vil følge dig overalt, mens du er på stedet. Dette quechua-talende folk har bevaret deres gamle traditioner, og de begynder at væve, før de taler. quechua var inkarigets officielle sprog, og det anslås, at sproget i dag tales af cirka 13 millioner mennesker i Argentina, Bolivia, Ecuador, nordlige del af Chile, Peru og det sydlige Colombia. I den lokale butik kan du købe veste, livremme, chuspas (små uldtasker), sjaler, ponchoer, tæpper, jakker osv., så du kan præsentere dig selv påklædt i taquile-stil, når du kommer hjem.

Har du lyst til at tilbringe en eller flere nætter her, så foregår det i et taquileno-hjem, hvor du vil dele deres skikke og livsstil. Der er ikke elektricitet på øen, så du kan godt lade hårtørreren blive hjemme. På øen Amantaní, cirka 4½ time fra Puno, kan du også overnatte hos en lokal familie. Øen er knap så berømt som Isla Taquile, men her er også en smuk udsigt over søen samt arkæologiske rester fra kulturer før inkatiden.

Dag 12: Oplevelser på vej til Cuzco

I dag skal du fra Puno til Cuzco.

Din bus stopper et par gange undervejs ved spændende seværdigheder. Du skal besøge museet i Pukara, du stopper ved bjergpasset La Raya, der er det højeste punkt på turen, og du skal besøge et par forskellige templer og ruiner. Endelig besøger du Andahuaylillas, der er kaldes "det Sixtinske Kapel i Amerika". Der er frokost inkluderet på denne tur, på en lokal restaurant i Sicuani.

Mod tillæg kan du vælge at tage denne tur med tog - det er også lidt af en oplevelse. Turen tager 10 timer og det er som at være med i en gammel film med tjenere med hvide handsker, og små, sjove messinglamper. Der er fuld forplejning og underholdning undervejs. Toget kører ikke hver dag, så det skal passes ind i plan.

Cuzco er en af de vigtigste inka-byer i hele verden, og er en by, som intet menneske nogensinde ønsker at forlade igen. Alle forelsker sig i denne smukke og afslappede by med de små, gamle kirker, kolonitidsbygninger og dens beboere. Arkitekturen er helt unik, og overalt ser du tydeligt forskellen mellem spaniernes og inkaernes tidsperioder. Kig på bygningernes fundamenter, så kan du se, at på de nederste lag, som er bygget af inkaerne, er stenene lagt så tæt, at du ikke engang kan presse et stykke papir ind mellem to sten. Men oven på dette kan du se den nyere, spanske konstruktion, hvor stenene er stablet totalt planløst oven på hinanden.

Dag 13: Udforsk spændende Cuzco

Vi foreslår en dag med sightseeing i Cuzco. Husk, at du har muligheden for at arrangere det til en god pris gennem vores agent. Besøg fx den centrale plads, katedralen med dens religiøse kunstmuseum og kirken Santo Domingo.

Et besøg til de fire ruiner i nærheden er også umagen værd. Sacsayhuaman er et arkitektonisk mesterværk fra tiden før inkaerne med udsigt over Cuzco. Kenko er en hellig klippe, hvis hovedattraktion er et monolitisk alter, der forestiller en puma. Det røde fort Puca-Pucara og Tambomachay er også et besøg værd.

Hvis du stadig ønsker at se mere, så besøg kirken og klosteret La Merced, kunstnerkvarteret San Blas og San Blas-kirken med sin barokke prædikestol. Rundt omkring i Cuzco har inkaerne bygget et netværk af altre, der er viet til deres guder: vand, måne, luft og jord. Disse altre, selv om de måske er mindre berømte, var meget vigtige for folket. Du kan også besøge de naturlige huler, stenskulpturer og begravelsespladser i byen.

En af dagene foreslår vi et besøg til Museo de Arte Precolombino. Dette helt specielle og historiske Cuzco-monument huser det eneste museum i Peru, der er viet til at samle kunst fra gamle peruvianske kulturer.

Nyd dette museum som har til huse i en af inkaernes ceremonielle bygninger fra ca. 1450 e.Kr. I 1580 blev bygningen lavet til bolig for erobreren Alonso Diaz, og senere for jarlen af Cabrera. Efter en restaurering blev den i 2003 åbnet som Museo de Arte Precolombino. Samlingen på 450 mesterværker daterer sig fra 1250 f.Kr. til 1532 e.Kr. De er blevet udvalgt blandt 45.000 genstande, der opbevares på Larco Museet i Lima. Gallerierne er designet, så de lever op til den højeste standard inden for moderne museumsindretning, og da der er skiltet på både spansk, engelsk og fransk, har de besøgende de bedste muligheder for at beundre præ-colombiansk kunst.

Spis måske en dag på restauranten La Quinta Eulalia, som blev grundlagt i 1924. Her kan du prøve forskellige, lokale retter som grillet marsvin og lam tilberedt på forskellige måder.

Du kan også se lidt forskelligt uden for byen. Tag selv en taxa eller brug vores gode agent til at hjælpe dig med at organisere turen. Pikillacta er et citadel fra wari-kulturen fra det 7. århundrede - altså før inka-tiden. Det gemmer på gamle mysterier og en bizar arkitektur. Det ligger i Cuzco-dalen tæt ved Huacarpay-søens bredder. På den anden side af dalen finder du en lille by, der hedder Andahuaylillas. Byen er bygget af de spanske erobrere, og berømt for sin kirke fra 1700-tallet. Kirken er restaureret for nyligt og gemmer et indre af udsædvanlig skønhed bag sit noget mere beskedne ydre. Loftet er rigt udsmykket og væggene er dekoreret med mange smukke freskoer og malerier.

Rumikolka er et gammelt stenbrud, hvor inkaerne brød sten og transporterede dem til Cuzco, for at bygge deres paladser. Det er muligt at få fortalt om de seneste undersøgelser af de gamle værktøjer og teknikker, der blev anvendt i brydningsarbejdet, tilskæringen og tilpasningen af stenene. Brud, sten og værktøj forefindes som de var.

Også landsbyen Tipón er interessant. Bygget ved foden af Cerro Pachatusan er den et vigtigt punkt i horisonten hvor himmel og jord mødes. Under vintersolhverv står solen synligt bag og over dets top. Tipón blev bygget af inkaerne med en mesterlig, arkitektonisk præcision. Det var centrum for landbrugsforskning samt et sted, hvor man tilbad vandet. Det er stadig et mystisk sted, hvor åndemanere og spirituelle personer samles for at hylde jorden og tilbede vandet. Inkaerne udviklede afgrøder som majs og kartofler, og de gamle bønder havde deres templer med forskningscentre på de mange terrasser, som de byggede i Andesbjergene. Tipón er et unikt sted med tolv store stenterrasser og kanaler til vand, hvor landbrugsritualer, forskning og eksperimenter blev udført. Turen kan kombineres med et kort besøg til Kaira, forskningscenteret på Cuzcos Universitet i Andesbjergene. Her arbejder teknikere på at genskabe inkaernes landbrugsmetoder.

Dag 14: Velkommen til Aguas Calientes ved Machu Picchu!

I dag går turen med tog til Aguas Calientes - en hyggelig, lille landsby ca. 8 km fra det berømte Machu Picchu.

Machu Picchu er Perus seværdighed nummer 1. Intet kommer på højde med denne velbevarede præ-columbianske by, der i majestætiske omgivelser troner over landskabet, 2.057 meter over Urubamba-dalen. Machu Picchu er bygget af stenblokke, sat sammen med mesterlig præcision. Denne fabelagtige by har huse, templer, varehuse, og en stor, central plads, alt forbundet med hinanden via smalle veje og trapper. Det hele er omgivet af terrasser, hugget ind i bjergsiden og anvendt til landbrug. Byen antages at være blevet bygget af inka-lederen Pachacuti ca. år 1440, og den var beboet indtil den spanske erobring i 1532. Herefter blev byen forladt - og fuldstændig glemt - Først i 1911 blev den genopdaget af Hiram Bingham, en amerikansk arkæolog og politiker. Han troede, at han havde fundet den sidste af inkaernes skjulte byer med kostbare guldskatte, men han fandt kun en almindelig hovedstadsagtig by fra det femtende århundrede. I dag er Machu Picchu det mest overvældende bevis på en stor civilisation, som ikke længere eksisterer, og et besøg her, er noget, du aldrig vil glemme.

Dag 15: Udflugt til Machu Picchu og tilbage til Cuzco

Du skal selvfølgelig på en spændende udflugt til Machu Picchu og se hele det store ruinområde! Du vil næsten føle, at du træder tilbage til Inka-tiden, når du går rundt mellem de mange ruiner i de fantastiske bjerge. Her er den smukkeste udsigt, du kan forestille dig, og du bliver pludselig meget lille i de enorme bjerge. 

I dag skal du tilbage til Cuzco igen, og du skal bo på samme hotel, som sidst du var her. Sørg for at få set alt det spændende, som du ikke nåede i første omgang. 

Dag 16: Endnu en dag i Cuzco

Du har endnu lidt tid til at slentre rundt i Inkarigets gamle hovedstad med historie og farvestrålende markeder på nærmest hvert gadehjørne.

Dag 17: Afrejse fra Peru

Så er det blevet tid til at pakke alle de gode oplevelser ned i kufferten, for i dag vender du igen næsen hjemad mod Danmark. Rigtig god tur!

Dag 18: Velkommen hjem!

Hjemme i Danmark, hvorfra du kan se tilbage på denne tur med fantastiske minder, masser af billeder og et væld af oplevelser.

Her er de hoteller, vi har valgt til dig i hver by på din rejse til Peru. Mod et tillæg kan du vælge de hoteller, der er markeret med en grøn "Upgrade"-cirkel. De andre hoteller er inkluderet i prisen. Husk: Vi har mange flere hoteller i alle byer - se alle vores hoteller i Peru.

Alle hoteller

El Tambo II

El Tambo II

El Tambo II er et rigtig godt hotel, og det ligger ikke særlig langt væk fra sit søsterhotel -...

Alle hoteller

Posada del Emancipadors poolområde

Posada del Emancipador

Hotel Emancipador er et helt fint hotel med en god beliggenhed midt i den lille by ti minutters...

Alle hoteller

Hotel Oro Viejo

Hotel Oro Viejo

Hotel Oro Viejo ligger midt i byen tæt på Plaza de Armas, og her er en rigtig god stemning. Man...

Alle hoteller

Værelse på Hostal El Conquistador

Hostal El Conquistador

Hostal El Conquistador er bygget i begyndelsen af det 18. århundrede. Den smukke gamle bygning...

Alle hoteller

Casa Andina Classic Colca ligger smukt ved bjergene

Casa Andina Classic Colca

Casa Andina Classic Colca er virkelig charmerende og hyggeligt - bygget i en rustik stil med rå...

Upgradefra 354,- kr.pr. personpr. dag
Colca Lodge Spa & Hot Springs

Colca Lodge Spa & Hot Springs

Colca Lodge Spa & Hotsprings er et herligt sted med den smukkeste beliggenhed, du kan...

Alle hoteller

Hotel Sol Plaza Puno

Hotel Sol Plaza Puno

Hotel Sol Plaza Puno ligger helt perfekt i byens centrum i gåafstand til Plaza de Armas,...

Alle hoteller

Hotellets hyggelige gårdhave

Abittare Hotel

Abittare Hotel er et smukt hus beliggende i den centrale del af Cuzco, nær templet Qoricancha....

Upgradefra 372,- kr.pr. personpr. dag
El Mercado Cusco

El Mercado Cusco

El Mercado Cusco er et rigtig hyggeligt hotel i hjertet af Cuzco – kun en kort gåtur fra den...

Alle hoteller

Hostal Presidente

Hostal Presidente

Hostal Presidente ligger midt i den lille by lige ud til Vilcanota River, og stedet er især...

Upgrade

El Mapi Hotel

El Mapi Hotel er et moderne og indbydende hotel, der ligger dejlig tæt på Machu Picchu - faktisk...

Upgrade
Sanctuary Lodge Machu Picchu

Sanctuary Lodge Machu Picchu

Sanctuary Lodge Machu Picchu har en mildest talt suveræn beliggenhed! Som det eneste hotel...

Kort

Her kan du se et kort over rejsen og læse en beskrivelse af alle de byer, som du kommer til på denne rejse til peru. Vi har selvfølgelig mange flere byer, du kan opleve. Se alle vores byer i Peru.

Lima

-77.043039
-12.045520

Paracas

-76.250624
-13.841017

Nazca

-75.129861
-14.739035

Arequipa

-71.537037
-16.408745

Colca Canyon

-72.087332
-15.608730

Puno

-70.023299
-15.841856

Cuzco

-71.967071
-13.532188

Machu Picchu

-72.544614
-13.163148

Cuzco

-71.967071
-13.532188

Priser

Afrejse i følgende periode
Flyselskab
Voksen
Børn u/12 år
Rejsetilbud
Afrejse i følgende periode 16 dec 2017 - 21 dec 2017
Flyselskab
Air France
Voksne fra 26.990,-
Børn u/12 år fra 25.290,-
Afrejse i følgende periode 22 dec 2017 - 31 dec 2017
Flyselskab
KLM
Voksne fra 26.590,-
Børn u/12 år fra 24.890,-
Afrejse i følgende periode 01 maj 2018 - 23 jun 2018
Flyselskab
KLM
Voksne fra 25.390,-
Børn u/12 år fra 23.790,-
Afrejse i følgende periode 24 jun 2018 - 21 aug 2018
Flyselskab
Air France
Voksne fra 26.090,-
Børn u/12 år fra 24.390,-
Afrejse i følgende periode 22 aug 2018 - 14 dec 2018
Flyselskab
KLM
Voksne fra 25.390,-
Børn u/12 år fra 23.790,-
Afrejse i følgende periode 16 dec 2018 - 30 dec 2018
Flyselskab
Air France
Voksne fra 26.090,-
Børn u/12 år fra 24.390,-
Inkluderet: 

Fly København-Lima og Cuzco-Lima-København.
Alle transporter på rejsen.
16 overnatninger.
4 udflugter: Flyvning over Nazca lines (NB: Ved personvægt over 100 kg vil der komme et tillæg på prisen), udflugt til Ballestas "Little Galapagos", 1 dags udflugt til Colca Canyon, dagsbus fra Puno til Cuzco med masser af spændende stop under vejs.

Ikke inkluderet: 

Lufthavnsafgift i Nazca.
Evt. afbestillingsforsikring.
Evt. rejseforsikring.
Evt. gebyr for individuel rejse hvis du ønsker ændringer til rejseplanen (fra 190 kr. per person).

Bemærk: 

Hvis du skal flyve over Nazca, skal vi have oplyst fødselsdato, pasnummer og egenvægt ved bestilling af rejsen.
På alle indenrigsflyvninger er det kun tilladt at medbringe 23 kg bagage + 5 kg Håndbagage.

Transport: 

Alle transporter på rejsen er inkluderet.

Fly København-Lima t/r.
Fly Cuzco-Lima.
Transport mellem lufthavne, busstationer og hoteller med bil/minibus.
Transport Lima-Paracas-Nazca-Arequipa med offentlig bus.
Transport Arequipa-Colca Canyon-Puno med bil/minibus.
Transport Puno-Cuzco med bus.
Transport mellem Cuzco og Aguas Calientes med offentligt tog. Mellem dit hotel i Cuzco og stationen bliver du kørt med privat bil/minibus, men fra togstationen i Aguas Calientes skal du selv gå til dit hotel. 

Udflugter

Vil du gerne opleve endnu mere på din rejse til peru? Så har du mulighed for at tilkøbe disse spændende udflugter. Vi har selvfølgelig mange flere udflugter, du kan opleve. Se alle vores udflugter i Peru.

Du skal nu på en byrundtur i Lima, og du kommer både til at se det nye, moderne Lima og det gamle Lima, som stadig af præget af kolonitiden. Du besøger blandt andet den imponerende katedral og klosteret, som er bygget lidt i samme stil som katedralen. Klosteret har nogle gamle katakomber fyldt med kranier og knogler, og du vil mærke, at her er en uhyggelig, dyster og spændende stemning, når du går rundt i de underjordiske gange. Senere besøger du San Isidros bydelen og kysten, hvor du har en pragtfuldt udsigt udover Stillehavet.

En rejse til Peru er først helt komplet, når du har set Colca Canyon! På udflugten starter du med at stoppe ved et par udsigtspunkter, hvor du kan stå og kigge ud over det smukke, tørre landskab. Ved Choquetico kan du se et utal af små huler og grotter, som mennesker har gravet ind i klippevæggene og brugt som gravsteder til vigtige personer i 1200-tallet. Snart når du til Cruz del Cóndor, hvor kondorerne svæver majestætisk i de varme luftstrømme fra dalen. Nyd den imponerende udsigt over Colca kløften, som er en af de dybeste i verden - der er hele 3.180 meter til bunden. I byen Yanque besøger du den smukke kirke og går ad de hyggelige brostensbelagte gader, som kendetegner byen. Du kan også bade i de varme kilder, som folk i området har gjort det i mange år. Din guide kan fortælle dig en hel masse om området!

Allerede kl. 7 om morgenen går du ombord i en lille båd, som sejler dig til Uros - de flydende øer. Det er noget af en oplevelse at sejle på verdens højestliggende sejlbare sø (3812 m/o/h), som samtidig er Sydamerikas største. Og noget af en oplevelse at se de flydende øer, som kan flyttes mere eller mindre efter behov. Du besøger derefter Isla Taquile, en ø der ligger fire timers sejlads fra Puno. Fra toppen af øen er der den mest spektakulære udsigt over Titicaca søen, som du kan tænke dig. Her oppe vil du blive mødt af beboerne, som vil følge dig overalt, mens du er på stedet. Dette Quechua talende folk har bevaret deres gamle traditioner.

Allerede kl. 7 om morgenen går du ombord i en lille båd, som sejler dig til Uros - de flydende øer. Det er noget af en oplevelse at sejle på verdens højestliggende sejlbare sø (3812 m/o/h), som samtidig er Sydamerikas største. Og noget af en oplevelse at se de flydende øer, som kan flyttes mere eller mindre efter behov.

Du starter ved byens store torv, hvor din guide fortæller dig lidt om stedet. Så fortsætter du til Katedralen og Santo Domingo Kirken. Efterfølgende skal du besøge fire nærliggende ruiner; Sacsayhuaman Fortress - et arkitektonisk mesterværk, Kenko - en sten helligdom hvor hovedattraktionen er et massivt alter, udhugget som en Puma, The Red Fortress of Puca-Pucara og Tambomachay. Den sidste ruin er ældgammel, og du vil føle dig taget tilbage til den tid, hvor Inkaerne levede og boede der.

En heldagsekskursion til Machu Picchu. Turen starter tidligt fra busstationen, hvorfra du skal køre i cirka 25 minutter til Machu Picchu citadellet. Her står en guide klar til at vise dig rundt. Du skal blandt andet se hovedpladsen, det cirkulære tårn, den hellige solsøjle, det kongelige kvarter, templet med de tre vinduer, husene, lagerbygningerne og et stort centralt torv - alle forbundet af smalle stier og trapper, omringet af terrasser, som er hugget ind i bjergsiden. Efter den guidede tur har du tid til at udforske dette arkæologiske vidunder på egen hånd, og hvis du har lyst, kan du gå cirka en time op til Solporten (Inti Punka) eller klatre til toppen af Wayna Picchu, hvor der en fantastisk udsigt over hele stedet.