Du er her: Lande > Peru > Rejser > Rejse 938

Det berømte Inkatrail og et smut til Bolivia

20 dages rejse: 2 nætter Lima, 4 nætter Cuzco, 3 nætter Inkatrail, 1 nat Aguas Calientes (Machu Picchu), 1 nat Cuzco, 3 nætter Puno, 3 nætter La Paz og 1 nat Lima
Rejse: 
938
Peru rejser - Inka trail
Inkatrail, fantastiske museer, imponerende ruiner, flotte kolonitidsbygninger og smukke naturscenerier i Lima, Cuzco, Aguas Calientes, Puno og La Paz.

Rejsen tager sin begyndelse i Lima, hvor du kan prutte om priserne på det store håndværkermarked og besøge Guldmuseet, der har en helt enestående samling af inkaguld, keramik og mumier. Næste stop er Cuzco, der er en af de vigtigste inka-byer i hele verden. Arkitekturen her er helt unik, og du vil både kunne se klostre fra kolonitiden og inkaernes gamle netværk af altre, der var viet til deres guder. Snør vandrestøvlerne og forbered dig på en hård med helt fantastisk vandretur. Du går i inkaernes fodspor når du vandrer de 43 kilometer på Inkatrail til Machu Picchu, hvor flere dages vandring i den imponerende natur kulminerer med solopgang over de gamle inkaruiner. Er du træt i benene, kan du slappe af i de varme kilder i Aguas Calientes. Tilbage i Cuzco har du en enkelt overnatning, inden du tager videre til Puno. Højdepunktet i byen er og bliver Titicaca-søen, der er den højest beliggende, sejlbare sø i verden. Tag på udflugt ud på søen, og besøg nogle af de flydende øer. Fra Peru skal du nu videre til Bolivia og byen La Paz. Tag ud til Månedalen med det unikke landskab, eller bliv i byen og gå på opdagelse på de farverige indianermarkeder og i de smalle gader fra kolonitiden.  

Rejseplan

  1. Afrejse Danmark - Ankomst Lima
  2. Lima
  3. Lima - Cuzco
  4. Cuzco
  5. Cuzco
  6. Cuzco
  7. Cuzco - Inkatrail
  8. Inkatrail
  9. Inkatrail
  10. Inkatrail - Aguas Calientes
  11. Aguas Calientes - Cuzco
  12. Cuzco - Puno
  13. Puno
  14. Puno
  15. Puno - La Paz
  16. La Paz
  17. La Paz
  18. La Paz - Lima
  19. Lima
  20. Hjemkomst Danmark
Her har du en detaljeret beskrivelse af, hvad du kan opleve på de forskellige dage på denne rejse til Peru. Sørg for at sætte dig godt til rette og find læsebrillerne frem!

Dag 1: Velkommen til Lima!

I dag ankommer du til Lima - Perus dejlige hovedstad med gode seværdigheder og myldrende liv. Byen ligger ved Stillehavskysten og er hjem for ca. en tredjedel af landets befolkning. Det er nemt og billigt at komme rundt med taxa, og her venter dig bare så mange oplevelser, så det er bare med at komme af sted!

Dag 2: En dag i dejlige Lima

Lima er en spændende by at gå på opdagelse i. Vil du gerne have hjælp med at arrangere udflugter, kan du snakke med vores partner i Peru.

Tag rundt i byen med taxa, eller tag en spadseretur. Gågaden Jiron de la Union, der ligger i et lokalt område uden turistbutikker, leder op til Plaza de Armas, hvor Lima blev grundlagt i 1535. På pladsen finder du både regeringspaladset, rådhuset og den smukke katedral, hvor Limas grundlægger ligger i en lille glaskiste. Katedralen blev ødelagt af et jordskælv i 1746, men genopbygget allerede i 1755, og i dag findes her nogle fantastiske kunstskatte og malerier. Er du ikke færdig med at kigge på smukke bygninger, kan du gå videre til Palacio Torre Tagle (bygget 1735), som har nogle helt unikke træbalkoner. Bygningen huser Perus udenrigsministerium og den betragtes som værende det bedste eksisterende eksempel på kolonitidens arkitektur. Besøg Sankt Francisco-kirken (Iglesia San Francisco) og nonneklosteret fra cirka 1674. Kirken og klosteret, sidstnævnte er bygget i træ, er især kendt, fordi det er bygget ovenpå katakomberne, der er anvendt som begravelsesplads for mere en 70.000 mennesker. Du kan faktisk komme ned i katakomberne. Hvis du altså tør... Stedet er også kendt for sit enestående bibliotek, der huser tusindvis af antikke tekster.

Museer i verdensklasse byder Lima også på. Guldmuseet, Museo del Oro del Peru y Armas del Mundo, har en enestående samling af inkaguld, sølv, keramik, vævearbejde, mumier og endda en af verdens største våbensamlinger. Det er simpelthen en samling du må og skal se, når du er i Lima. Det privatejede, arkæologiske museum, Museo Larco, er også et besøg værd.

Miraflores er Limas turistcentrum med masser af små barer, caféer og butikker. Her er også et stort håndværkermarked, hvor varene er billigere, end du kan købe dem i butikkerne. Husk, at det alligevel kan betale sig at prutte om priserne. I Peru kan du især gøre nogle gode køb af sølv- og guldsmykker, tøj af alpakauld, tæpper og udsmykninger af alle slags. Det er en god ide altid at medbringe små USD-sedler, da det kan være svært at få byttepenge tilbage for de store sedler.

Du bør også besøge den fantastiske pyramide i centrum af Lima by. I det 5. århundrede begyndte indbyggerne i Lima at bygge denne pyramide, som de kaldte Huaca Pucllana. Denne pyramide blev bygget af præster af to grunde: For det første ville de vise, hvor stor og mægtig den religiøse kraft var. For det andet ville de kontrollere vandet, som kom fra Rimac-floden. Pyramiden blev lavet af små sten af ler, og den blev ombygget gennem de tre efterfølgende århundreder, hvor den ikke var i brug. For foden af pyramiden er der en meget flot og enestående restaurant med en god udsigt over pyramiden. Her har de den lækreste mad i hele Lima. Du kan også få slukket din tørst, og der er nok at vælge imellem – Restaurant La Huacas bar påstår nemlig, at de er den bar i verden med flest forskellige flasker…

En aften anbefaler vi dig at spise på en af de mest fantastiske restauranter. På en mole ude i havet ligger La Rosa Nautica - og det er ikke kun beliggenheden, der er smuk. Interiøret er enestående, og deres Pisco Sours og maden er i verdensklasse. Priserne er selvfølgelig i den højere ende, men acceptable. Der er altid mange mennesker, så det er nødvendigt at bestille bord. Bed hotelreceptionen om hjælp.

Dag 3: Velkommen til Cuzco!

I dag ankommer du til fantastiske Cuzco.

Cuzco er en af de vigtigste inka-byer i hele verden, og det er en by, som intet menneske nogensinde ønsker at forlade igen. Alle forelsker sig i denne smukke og afslappede by med de små, gamle kirker, kolonitidsbygninger og dens beboere. Arkitekturen er helt unik, og overalt ser du tydeligt forskellen mellem spaniernes og inkaernes tidsperioder. Kig på bygningernes fundamenter, så kan du se, at på de nederste lag, som er bygget af inkaerne, er stenene lagt så tæt, at du ikke engang kan presse et stykke papir ind mellem to sten. Men oven på dette kan du se den nyere, spanske konstruktion, hvor stenene er stablet totalt planløst oven på hinanden.

Hvis du har lyst, kan du tage ting med til et børnehjem i Cuzco. Her bliver de rigtig glade for at modtage shampoo, sæbe, tandpasta, vaskepulver og brugte sko til børnene. Giv det til agenten, så sørger han for, at det kommer hen til børnehjemmet.

Dag 4-6: Oplev spændende Cuzco

Vi foreslår en dag med sightseeing i Cuzco. Husk, at du har muligheden for at arrangere det til en god pris gennem vores agent. Besøg fx den centrale plads, katedralen med dens religiøse kunstmuseum og kirken Santo Domingo.

Et besøg til de fire ruiner i nærheden er også umagen værd. Sacsayhuaman er et arkitektonisk mesterværk fra tiden før inkaerne med udsigt over Cuzco. Kenko er en hellig klippe, hvis hovedattraktion er et monolitisk alter, der forestiller en puma. Det røde fort Puca-Pucara og Tambomachay er også et besøg værd.

Hvis du stadig ønsker at se mere, så besøg kirken og klosteret La Merced, kunstnerkvarteret San Blas og San Blas-kirken med sin barokke prædikestol. Rundt omkring i Cuzco har inkaerne bygget et netværk af altre, der er viet til deres guder: vand, måne, luft og jord. Disse altre, selv om de måske er mindre berømte, var meget vigtige for folket. Du kan også besøge de naturlige huler, stenskulpturer og begravelsespladser i byen.

En af dagene foreslår vi et besøg til Museo de Arte Precolombino. Dette helt specielle og historiske Cuzco-monument huser det eneste museum i Peru, der er viet til at samle kunst fra gamle peruvianske kulturer.

Nyd dette museum som har til huse i en af inkaernes ceremonielle bygninger fra ca. 1450 e.Kr. I 1580 blev bygningen lavet til bolig for erobreren Alonso Diaz, og senere for jarlen af Cabrera. Efter en restaurering blev den i 2003 åbnet som Museo de Arte Precolombino. Samlingen på 450 mesterværker daterer sig fra 1250 f.Kr. til 1532 e.Kr. De er blevet udvalgt blandt 45.000 genstande, der opbevares på Larco Museet i Lima. Gallerierne er designet, så de lever op til den højeste standard inden for moderne museumsindretning, og da der er skiltet på både spansk, engelsk og fransk, har de besøgende de bedste muligheder for at beundre præ-colombiansk kunst.

Spis måske en dag på restauranten La Quinta Eulalia, som blev grundlagt i 1924. Her kan du prøve forskellige, lokale retter som grillet marsvin og lam tilberedt på forskellige måder.

Du kan også se lidt forskelligt uden for byen. Tag selv en taxa eller brug vores gode agent til at hjælpe dig med at organisere turen. Pikillacta er et citadel fra wari-kulturen fra det 7. århundrede - altså før inka-tiden. Det gemmer på gamle mysterier og en bizar arkitektur. Det ligger i Cuzco-dalen tæt ved Huacarpay-søens bredder. På den anden side af dalen finder du en lille by, der hedder Andahuaylillas. Byen er bygget af de spanske erobrere, og berømt for sin kirke fra 1700-tallet. Kirken er restaureret for nyligt og gemmer et indre af udsædvanlig skønhed bag sit noget mere beskedne ydre. Loftet er rigt udsmykket og væggene er dekoreret med mange smukke freskoer og malerier.

Rumikolka er et gammelt stenbrud, hvor inkaerne brød sten og transporterede dem til Cuzco, for at bygge deres paladser. Det er muligt at få fortalt om de seneste undersøgelser af de gamle værktøjer og teknikker, der blev anvendt i brydningsarbejdet, tilskæringen og tilpasningen af stenene. Brud, sten og værktøj forefindes som de var.

Også landsbyen Tipón er interessant. Bygget ved foden af Cerro Pachatusan er den et vigtigt punkt i horisonten hvor himmel og jord mødes. Under vintersolhverv står solen synligt bag og over dets top. Tipón blev bygget af inkaerne med en mesterlig, arkitektonisk præcision. Det var centrum for landbrugsforskning samt et sted, hvor man tilbad vandet. Det er stadig et mystisk sted, hvor åndemanere og spirituelle personer samles for at hylde jorden og tilbede vandet. Inkaerne udviklede afgrøder som majs og kartofler, og de gamle bønder havde deres templer med forskningscentre på de mange terrasser, som de byggede i Andesbjergene. Tipón er et unikt sted med tolv store stenterrasser og kanaler til vand, hvor landbrugsritualer, forskning og eksperimenter blev udført. Turen kan kombineres med et kort besøg til Kaira, forskningscenteret på Cuzcos Universitet i Andesbjergene. Her arbejder teknikere på at genskabe inkaernes landbrugsmetoder.

Dag 7: Tid til Inkatrail

Nu skal du på Perus mest kendte vandretur - en tur som tusindvis af inkaer tidligere har taget. Nu tages vandreturen af turister, der gerne vil gå i inkaernes fodspor. Den klassiske tur er på 43 kilometer og kombinerer besøg på mystiske arkæologiske steder, fantastiske bjerglandskaber og tågeskov. Turen ender i den hellige inkaby Machu Picchu ved solopgang på fjerdedagen.
Turene begynder hver mandag, onsdag, torsdag og lørdag.

Du bliver hentet på hotellet mellem kl. 04.00 og 04.30 om morgenen, og kører i bus op i 2.700 meters højde til Piskacuchu, som er en fælles bosættelse på den 82 km lange jernbanestrækning fra Cuzco til Machu Picchu.

Fra Piskacuchu starter turen til fods langs Urubamba-flodens venstre bred mod nordvest langs Valle Sagrado (Den hellige dal). Du følger stien over et fladt terræn, til du når Miskay i 2.800 meters højde. Herfra går det lidt nedad, til du står på et udsigtspunkt, hvorfra du kan se ud over det smukke Patallacta, som ligger 50 meter lavere. Vandreturen går videre gennem dalen, der omgiver Cusichaca-floden. Du fortsætter langsomt opad i ca. 5 timer, indtil du når til den første lejrplads i landsbyen Wayllabamba. På vejen op har du nogle spektakulære udsigter til Vilcanota bjergkammen, som ligger på den anden side af Urubamba-floden, og hvor bjergtoppen Veronica rejser sin tinde op i en højde af 5.832 meter over havets overflade. Her har du tid til at nyde den vilde natur og se dig omkring.

Dag 8: Tågeskov, dale og smuk natur på Inkatrailet

Du står tidligt op, og efter morgenmaden forlader du Wayllabamba og starter på den vanskeligste del af vandreturen. På denne strækning skifter landskabet fra bjergkæder til græsgange, krat, skov og vådområder. På vej til det første bjergpas Abra Warmihuañusca, den døde kvindes pas, ser du lamaer og alpakaer, der bliver holdt som husdyr. De går rundt og græsser Ichu - en græsart der vokser i den peruvianske del af andelsbjergene.

På dagens tur kommer du også gennem et skovområde, der kaldes tågeskovene, fordi skyerne ofte hænger så lavt, at de ligger tæt omkring træernes toppe. Der er et helt særligt, fugtigt klima på grund af de lavthængende skyer, og derfor er der også hele specielle planter og dyr. Her bor masser af fugle, blandt andet kolibrier, og med parkbetjentenes hjælp kan du være heldig at se andesbjørne - de sjove bjørne med brilleaftegninger omkring øjnene, der lever i Sydamerika. Efter bjergpasset begynder du at gå nedad til Pacaymayo dalen.

Vi anbefaler, at du specielt denne dag sørger for at have godt med snacks af forskellige slags, samt mørk chokolade, med i din bagage. Det hjælper dig med at holde dit blodsukker højt, hvilket hjælper på højdesyge. Umiddelbart efter passet begynder du at gå nedad i Pacaymayo-dalen, som ligger i 3.600 meters højde, hvor du efter ca. 6 timers vandring slår lejr for natten.

Dag 9: Bjerge og smukke ruiner på Inkatrailet

Denne dag er den længste, men den er til gengæld også meget interessant - du kommer nemlig til at besøge flere arkæologiske steder.

Fra Pacaymayo går det opad indtil det næste pas, Abra de runkurakay, der ligger i 3.970 meters højde. Halvvejs oppe besøger du det arkæologiske kompleks med samme navn. Ruinen består af nogle ovale strukturer, som menes at have fungeret som ly for rejsende, og som et sted, hvorfra en mindre gruppe kunne holde opsyn med stiens to højeste pas.

Efter at være kommet over passet forsætter du nedad mod Yanacochab (den sorte lagune) og ind i tågeskovene, for til sidst at nå frem til Sayamarca i 3.624 meters højde. Dette smukke kompleks består af en delvis cirkelformet konstruktion, med smalle gader, springvand, gårdhaver og vandingskanaler.

Du fortsætter på en let tur opad og ankommer til det tredje pas, Abra de phuyupatamarca, i 3.700 meters højde. Du passerer også gennem en gammel inkatunnel... Phuyupatamarca betyder "Byen over skyerne". Heroppefra kan du se ned på endnu et imponerende kompleks, bestående af vandfontæner med solide fundamenter. Der er også en meget imponerende udsigt over dalen, som Urubamba-floden løber igennem.

Du fortsætter nedad af inkaernes imponerende stentrapper frem til Wiñaywayna i 2.700 meters højde. På denne lejrplads er der en bygning med restaurant, bar og badeværelser, hvor der er brusebade med varmt vand (som mod betaling kan benyttes). Lejrpladsen har samme navn som komplekset, der ligger 5 minutters gang fra bygningen. Wiñaywayna er et imponerende kompleks bestående af et landbrugscenter med utallige terrasser, samt en religiøs og en bymæssig del.

Dag 10: Legendariske Machu Picchu - og videre til Aguas Calientes

På den fjerde og sidste dag skal du stå op kl. 04.00 om morgenen. Du begiver dig af sted fra Wiñaywayna kl. 05.00 og vandrer til Intipunku – ”solporten”. Vandreturen tager ca. 1 time ad en sti bestående af flade sten, beliggende på kanten af klipperne. På dette fantastiske sted vil du se solen stige op over det hellige citadel på Machu Picchu. Fra Intipunku bevæger du dig nedad til Machu Picchu, hvor du ankommer 40 minutter senere. Fra det højeste punkt går du til citadellet via ‘Casa de los Guardes’ (beskytterens hus).

Herfra forsætter du nedad til kontrolpunktet, hvor du registreres og efterlader din rygsæk. Du starter straks på en 2 timers rundvisning i inkakomplekset med guide. Herefter vil der blive tid til at gå rundt selv. Du kan besøge El templo de la Luna – ”Månetemplet”.

Senere tager du med bussen de 8 kilometer til byen Aguas Calientes. 

Om eftermiddagen kan du velfortjent slappe af i de varme kilder, der ligger ca. 10 minutters gang fra byen. Læn dig tilbage og hvil dine ben, mens du nyder de dejlige omgivelser.

Dag 11: Tilbage til Cuzco

I dag skal du tilbage til Cuzco igen, og du skal bo på samme hotel, som sidst du var her. Sørg for at få set alt det spændende, som du ikke nåede i første omgang.

Dag 12: Velkommen til Puno!

I dag skal du videre til Puno, der anses for at være inka-civilisationens vugge.

Legenden fortæller, at Manco Cápac, som var den første inka, og hans hustru og søster, Mama Ocllo, steg op af Titicaca-søens iskolde vand med en gylden stav. De havde fået til opgave at grundlægge inkaernes kejserrige på det sted, hvor staven sank igen - uanset hvor. De begav sig nordpå indtil de nåede området omkring Cuzco, hvor staven endelig sank. Spanierne grundlagde så byen Puno i 1668, og byen betragtes som Perus folkloristiske hovedstad.

Husk på, at Puno ligger i 3.800 meters højde over havet. Tag det derfor stille og roligt når du ankommer. Vi anbefaler dig at drikke koka-te og masser af vand samt at spise lidt let kost. Begiv dig først ud på oplevelser efter et par timers hvil.

Tag en stille slentretur rundt i byen og besøg katedralen, bygget i det 18. århundrede, og kirken San Juan Bautista. Mellem de to bygninger ligger Punos gode gågade, der har et pænt udvalg af butikker og restauranter. Du bør heller ikke gå glip af de fantastiske Chullpas de Sillustani. Det ligner imponerende, runde vagttårne, men nej! Det er faktisk begravelsestårne, bygget af kæmpestore sten af Collas-folket, der eksisterede allerede inden inkaerne. Stedet er mystisk og bjergtagende, da disse Chullpas ligger på toppen af en lille bakke med udsigt over den stille Umayo-sø.

Hvis du hører til dem der søger usædvanlige ting, så prøv at besøge helligdommen Inka Uyo i Chucuito, der ligger tyve minutter fra Puno. Stedet er fyldt op med stenskulpturer i fallosform. Det siges, at hvis en kvinde sætter sig på en af dem, så bliver hun hurtigt gravid...

Dag 13-14: Udforsk Puno og den spændende Titicacasø

Højdepunktet i Puno er og bliver Titicacasøen - den højest beliggende sejlbare sø i verden. Ude på søen bor nogle af collas-civilisationens efterkommere, uro-indianerne, på flydende øer. Øerne er dannet af totora-rør, der er en vandplante, og som uro-folket også bruger til både at fodre deres kvæg med og til at bygge både af. Ifølge legenden var uro-indianernes blod sort, hvilket betød, at de hverken kunne drukne eller blive kolde.

4 timers sejlads fra Puno ligger Isla Taquile, som du kan komme på en enestående udflugt til. På toppen af øen har du en spektakulær udsigt over Titicacasøen. Heroppe vil du blive mødt af de lokale beboere, som vil følge dig overalt, mens du er på stedet. Dette quechua-talende folk har bevaret deres gamle traditioner, og de begynder at væve, før de taler. quechua var inkarigets officielle sprog, og det anslås, at sproget i dag tales af cirka 13 millioner mennesker i Argentina, Bolivia, Ecuador, nordlige del af Chile, Peru og det sydlige Colombia. I den lokale butik kan du købe veste, livremme, chuspas (små uldtasker), sjaler, ponchoer, tæpper, jakker osv., så du kan præsentere dig selv påklædt i taquile-stil, når du kommer hjem.

Har du lyst til at tilbringe en eller flere nætter her, så foregår det i et taquileno-hjem, hvor du vil dele deres skikke og livsstil. Der er ikke elektricitet på øen, så du kan godt lade hårtørreren blive hjemme. På øen Amantaní, cirka 4½ time fra Puno, kan du også overnatte hos en lokal familie. Øen er knap så berømt som Isla Taquile, men her er også en smuk udsigt over søen samt arkæologiske rester fra kulturer før inkatiden.

Dag 15: Velkommen til La Paz i Bolivia!

Nu går turen til La Paz i Bolivia.

La Paz har et indbyggertal på ca. 1,5 millioner og ligger 3.660 m over havets overflade. Det er en by, der byder på farverige indianermarkeder, smalle gader fra kolonitiden, den rigt dekorerede San Francisco-kirke og heksedoktorens marked, hvor du kan finde "medicin" til ethvert tænkeligt problem.

Lige uden for byen ligger Månedalen med et unikt landskab formet på naturlig måde af vind og vejr. Der er mange interessante muséer - bl.a. Tiawanaku-muséet med en stor samling kunst og kunsthåndværk fra den gamle Tiawanaku-civilisation.

Dag 16-17: Nyd et par dage i dejlige La Paz

Nyd byens mange indianermarkeder og de charmerende gader eller tag måske en tur til månedalen.

Uden mad og drikke... Start dagen ud med morgenmad på Prado, som er et perfekt sted med udsigt over hele byen. Bliver du sulten efter snacks, så prøv saltenos på Plaza Isabel la Catholica Gå derefter en tur ned ad de historiske, brostensbelagte gader til den store stenkirke, Iglesia de San Francisco. Derefter videre til Calle Linares, hvor du finder diverse butikker med souvenirs og lokalt håndværk.

Hvis du vil på en længere udflugt, kan du tage til Tiahuanaco og udforske de udgravede ruiner. Vil du hellere slappe af, kan du tage til Urmiris varme kilder, som ligger ca. 2,5 time sydøst fra La Paz.

Når du nu er i Bolivia, må du ikke gå glip af det fantastiske Museo de la Coca, som fortæller historien om denne ”berømte” plante. Et andet godt museum er Museo de Instrumentos Musicales i Calle Jean, hvor du først kan nyde en dejlig middag efterfulgt af traditionel musik på Pena Marka Tambo.

Endvidere byder La Paz på et stort udbud af restauranter, både med lækre, lokale retter og international cuisine – eksempelvis i området Lower Sopacachi og det trendy Zona Sur.

Dag 18: Tilbage til Lima

Du vil efter aftalt tid blive hentet på hotellet og kørt til lufthavnen, hvor du skal med fly tilbage til Lima. Her bliver du kørt til samme hotel, som ved rejsens begyndelse. Nu kan du igen nyde byen og se dig omkring.

Dag 19: Afrejse fra Peru

Så er det blevet tid til at pakke alle de gode oplevelser ned i kufferten, for i dag vender du igen næsen hjemad mod Danmark. Rigtig god tur!

Dag 20: Velkommen hjem!

Hjemme i Danmark, hvorfra du kan se tilbage på denne tur med fantastiske minder, masser af billeder og et væld af oplevelser.

Her er de hoteller, vi har valgt til dig i hver by på din rejse til Peru. Mod et tillæg kan du vælge de hoteller, der er markeret med en grøn "Upgrade"-cirkel. De andre hoteller er inkluderet i prisen. Husk: Vi har mange flere hoteller i alle byer - se alle vores hoteller i Peru.

Alle hoteller

El Tambo II

El Tambo II

El Tambo II er et rigtig godt hotel, og det ligger ikke særlig langt væk fra sit søsterhotel -...

Alle hoteller

Hotellets hyggelige gårdhave

Abittare Hotel

Abittare Hotel er et smukt hus beliggende i den centrale del af Cuzco, nær templet Qoricancha....

Upgradefra 379,- kr.pr. personpr. dag
El Mercado Cusco

El Mercado Cusco

El Mercado Cusco er et rigtig hyggeligt hotel i hjertet af Cuzco – kun en kort gåtur fra den...

Alle hoteller

Hostal Presidente

Hostal Presidente

Hostal Presidente ligger midt i den lille by lige ud til Vilcanota River, og stedet er især...

Upgrade

El Mapi Hotel

El Mapi Hotel er et moderne og indbydende hotel, der ligger dejlig tæt på Machu Picchu - faktisk...

Upgrade
Sanctuary Lodge Machu Picchu

Sanctuary Lodge Machu Picchu

Sanctuary Lodge Machu Picchu har en mildest talt suveræn beliggenhed! Som det eneste hotel...

Alle hoteller

Hotel Sol Plaza Puno

Hotel Sol Plaza Puno

Hotel Sol Plaza Puno ligger helt perfekt i byens centrum i gåafstand til Plaza de Armas,...

Alle hoteller

Hotel Rosario

Rosario Hotel

Hotel Rosario har en god beliggenhed - her er ikke langt til spændende markeder og historiske...

Kort

Her kan du se et kort over rejsen og læse en beskrivelse af alle de byer, som du kommer til på denne rejse til peru. Vi har selvfølgelig mange flere byer, du kan opleve. Se alle vores byer i Peru.

Lima

-77.043039
-12.045520

Cuzco

-71.967071
-13.532188

Cuzco (Inka Trail)

-72.544972
-13.163133

Machu Picchu

-72.544614
-13.163148

Cuzco

-71.967071
-13.532188

Puno

-70.023299
-15.841856

La Paz (Bolivia)

-68.122758
-16.495684

Lima

-77.043039
-12.045520

Priser

Afrejse i følgende periode
Flyselskab
Voksen
Børn u/12 år
Rejsetilbud
Afrejse i følgende periode 01 nov 2017 - 01 dec 2017
Flyselskab
KLM
Voksne fra 28.490,-
Børn u/12 år fra 26.890,-
Afrejse i følgende periode 01 dec 2017 - 14 dec 2017
Flyselskab
Air France
Voksne fra 27.790,-
Børn u/12 år fra 26.390,-
Afrejse i følgende periode 14 dec 2017 - 15 dec 2017
Flyselskab
KLM
Voksne fra 28.490,-
Børn u/12 år fra 26.890,-
Afrejse i følgende periode 16 dec 2017 - 21 dec 2017
Flyselskab
Air France
Voksne fra 29.290,-
Børn u/12 år fra 27.590,-
Afrejse i følgende periode 22 dec 2017 - 31 dec 2017
Flyselskab
KLM
Voksne fra 28.890,-
Børn u/12 år fra 27.190,-
Afrejse i følgende periode 01 maj 2018 - 22 jun 2018
Flyselskab
KLM
Voksne fra 29.590,-
Børn u/12 år fra 27.990,-
Afrejse i følgende periode 24 jun 2018 - 20 aug 2018
Flyselskab
Air France
Voksne fra 30.290,-
Børn u/12 år fra 28.490,-
Afrejse i følgende periode 22 aug 2018 - 14 dec 2018
Flyselskab
KLM
Voksne fra 29.490,-
Børn u/12 år fra 27.890,-
Afrejse i følgende periode 16 dec 2018 - 30 dec 2018
Flyselskab
Air France
Voksne fra 30.290,-
Børn u/12 år fra 28.590,-
Inkluderet: 

Flyrejse København-Lima-Cuzco o La Paz-Lima-København.
Alle transporter på rejsen.
18 overnatninger: 15 på hotel med morgenmad. 3 dage i telt på Inkatrail med fuld forplejning.
Tilskud til Rejsegarantifonden.
Prisen er baseret på 2 personer i delt dobbeltværelse.

Ikke inkluderet: 

Sovepose, liggeunderlag og bærer til personlig bagage på inkatrailet.
Evt. afbestillingsforsikring.
Evt. rejseforsikring.
Evt. gebyr for individuel rejse hvis du ønsker ændringer til rejseplanen (fra 190 kr. per person).

Transport: 

Alle transporter på rejsen er inkluderet.

Fly København-Lima t/r.
Fly Lima-Cuzco og La Paz-Lima.
Transport mellem lufthavne, stationer, busstationer og hoteller med bil/minibus.
Transport fra Cuzco til starten af Inkatrail med privat bil/minibus. Inkatrailet foregår i sagens natur på dine egne ben.
Transport Aguas Calientes-Cuzco med tog.  
Transport Cuzco-Puno med bus.
Transport Puno-La Paz med offentlig bus.