Jungle og dyreliv i storbyen

Vær forberedt på at få en meget anderledes oplevelse midt i Panama City! Du bliver hentet tidligt på dit hotel og kørt til nationalparken Parque Naturel Metropolitano, som har et fantastisk dyreliv - og mde byens skyskrabere i baggrunden. Du skal nu ud på en kort vandretur, og hvis du er heldig, ser du næsebjørne, myreslugere, dovendyr og mere end 250 fuglearter. Så går turen igennem området Albrook, hvor du måske spotter tukaner, de alligatoragtige kaimaner og hejrer. Turen fortsætter til Balboa, nærmere bestemt en foderstation, hvor du kan opleve et stort antal tropiske fugle – og måske ser du endda tamarin-aber? Så skal du opleve Ancon Hill, som er en junglebeklædt bakke midt i byen, og her kan du være heldig at se tukaner, gribbe, dovendyr, aber og hvidhalede hjorte. Sidste stop på turen er Smithsonian Institute’s Punta Culebra Marine Center - ja, det er noget af et navn, men det er et fascinerende sted, hvor du har mulighed for at opleve dyr fra Stillehavet og Atlanterhavet fx hajer, tropiske fisk og skildpadder. Du er tilbage på hotellet omkring kl. 13.