Morgencykeltur igennem Bagan

Denne morgentur igennem Bagan by er perfekt at tage på, som noget af det første, når du kommer til Bagan. Du bliver introduceret til nogle af byens mange templer og det skønne landsbyliv, og det er en god måde at lære byen lidt at kende på, så du selv kan gå på eventyr senere.

På turen drejer I hurtigt væk fra den travle hovedvej og ned på små, jordstier, der kun er tilgængelige på cykel eller hesteryg. Allerede kort tid efter I har forladt byen, vil I befinde jer i smukke landskaber fyldt med gamle, murstensbygninger og templer, samt besøge de kendte monumenter Ananda og Dhammayangyi.

Men Bagan er meget mere end bare templer og smukke landskaber. Bagan er også en by fuld af liv, og på denne tur vil I også opleve, hvordan hverdagen fungerer hos de lokale. I vil se, hvordan skolebørnene bruger deres frikvarter, møde lokale gadesælgere og hilse på de forskellige landbrugsdyr, der møder jer på vejen.

Som afslutning på turen vil I besøge en lokal te-butik, hvor I udover en skøn kop sød, burmesisk te også har mulighed for at prøve lækre snacks.

Udover en masse fantastiske oplevelser, så er denne tur også inklusiv transfer til og fra jeres hotel. I bliver hentet kl. 06:30 om morgenen og kørt tilbage mellem kl. 12-13.