Muntigunung Trekking

Det her er en af vores absolut favoritudflugter! Du bliver hentet på dit hotel og kørt til Songan landsbyen, der ligger smukt ved Batur søen. Her starter trekkingturen, og du skal op i højderne til næsten 1.300 meter over havets overflade. Din guide er en tidligere tiggerkvinde fra en af Muntigunung områdets landsbyer, og hun er om nogen ekspert i de mange stier, som går igennem den flotte natur. Det er de stier, som hun og mange andre tiggerkvinder brugte for at komme til turistområder for at tigge. Du går gennem de smukke landskaber og landsbyer, og på et tidspunkt dukker havet op i horisonten. Nyd synene og lær en masse om livet her på egnen. Ved frokosttid er du kommet ned fra højderne igen, og du får et dejligt og tiltrængt måltid tæt ved stranden. Herefter går det tilbage med bil til dit hotel. Bemærk at du skal have gode, lukkede sko på og være i god fysisk form.