Salkantay - Machu Picchu 5 dage/4 nætter

Denne trekkingtur kombinerer Machu Picchu med andre spændende naturoplevelser! Du vandrer hver dag og får set endnu flere ældgamle ruiner, smukke floder, skøn natur og sneklædte bjerge - blandt andet det berømte Salkantay bjerg, hvor du vandrer i 4.000 meters højde. Højdepunktet er fantastiske Machu Picchu, hvor turen slutter.

Dag 1: Cuzco Mollepata – Soraypampa

Afsted fra Cuzco meget tidligt om morgenen med bussen kl. 5.30. Efter en tur på ca. 3 timer, ankommer du til Mollepata, hvor du får lidt morgenmad, før turen går videre i en times tid til Cruz Pata. Her venter guide, udstyr og trekking, og så starter turen! Af sted ud i landskabet indtil frokost, som du spiser undervejs, og efter en lille siesta, videre til Soraypampa, der ligger 3850 meter over havets overflade. Der er flot udsigt til det snedækkede Humanta, og ved halv seks tiden ankommer du til den første lejr, hvor der venter varm te og senere aftensmad. Denne første campingplads er den koldeste, så pak dig godt ind!

Dag 2: Soraypampa – Chaullay

Du vågner tidligt, og efter en solid morgenmad går det afsted igen kl. 6:30. Du skal gå opad i fire timer til det første pas på Salkantay Mountain – oppe i 4.540 meters højde. Her hviler du benene i en lille halv times tid, så der er tid nok til at tage billeder og nyde den spektakulære udsigt. Du skal se Apachayta runinen, og så går turen nedad igen. Endnu fire timers vandring til Chaullay, hvor du slår lejr.

Dag 3: Chaullay – La Playa (Sawayaco) – Santa Teresa

Endnu en tidlig start og af sted langs en smal sti på bjergsiden. Du kommer gennem Collcapampa, og undervejs ser du korn- og frugtmarker, vandfald og måske orkideer. Efter ca. fem timer kommer du til La Playa, hvorfra du tager med en lastbil en lille times tid til Santa Teresa. Det er her, du skal overnatte, og der er tid nok til, at du kan besøge de varme kilder, Cocalmayo, kun 20 minutter fra byen.

Dag 4: Santa Teresa – Hidroelectrica – Aguas Calientes

Op kl 7 og efter morgenmaden skal du på en to timers trek til Urubamba floden. Over floden og endnu to timers til Hidroelectrica – en lille by med en togstation. Herfra tager du toget ca. kl 15 til Agues Calientes, en tur på ca. en time. I Aguas Calientes skal du overnatte på hotel (middag for egen regning).

Dag 5: Aguas Calientes – Machu Picchu – Cusco

En heldagsekskursion til Machu Picchu. Turen starter tidligt med transport hen til busstationen, hvorfra du skal køre i cirka 25 minutter til Machu Picchu citadellet. Her står en guide klar til at vise dig rundt. Du skal blandt andet se hovedpladsen, det cirkulære tårn, den hellige solsøjle, det kongelige kvarter, templet med de tre vinduer, husene, lagerbygningerne og et stort centralt torv – alle forbundet af smalle stier og trapper, omringet af terrasser, som er hugget ind i bjergsiden. Efter den guidede tur har du tid til at udforske dette arkæologiske vidunder på egen hånd, og hvis du har lyst, kan du gå cirka en time op til Solporten (Inti Punka) eller klatre til toppen af Wayna Picchu, hvor der en fantastisk udsigt over hele stedet. Om eftermiddagen skal du først med bussen tilbage til Aguas Calientes og så med toget til Cuzco.