17. august 2017 - 10.15

Mit Thailand

Lars har været i Thailand et utal af gange, og her kan du læse hans mange anbefalinger til den mere urørte og uturistede del af smukke Thailand. Både øde strande og trekking i bjerglandskaber.

Hej! Mit navn er Lars, og jeg er ekspert i Thailand her hos C&C. 

Vi har utroligt mange rejseforslag til Thailand – der er nærmest alt for mange muligheder, fordi der er så mange spændende steder. Jeg har rejst rundt i det meste af landet. Bare i løbet af det seneste år har jeg tilbragt omkring 2,5 måned i landet og har oplevet lidt af det hele. Store byer, små byer, landliv, bjerge, utrolig natur, klippelandskaber, strande, øer og meget meget mere. 

Nu har jeg samlet mine absolut bedste favoritter, og det er altså MUST SEES! Her er de steder, som jeg anbefaler jer at opleve i mit yndlings Thailand - det uspolerede Thailand.

Fredfyldte Koh Jum

Da jeg var på Koh Jum, var jeg overrasket over, hvor meget stedet minder om Coco Beach i Filippinerne. I hvert fald med de hyggelige bambus- og teaktræshytter, der ligger op ad en grøn skråning. Allerede da jeg sejlede ind til øen, kunne jeg mærke, hvor afslappet og idyllisk stedet er. Strandene er øde og mørkt gyldne, og udsigten ud til de fine Phi Phi-øer er altså bare fænomenal. Solnedgangen er fantastisk flot! Jeg har nærmest aldrig set noget lignende (billederne af mig selv røg ud, så det bedste, jeg har er af mine fødder). 

I skal tage til Koh Jum for at slappe af - nærmest helt uden andre turister! Og så vil jeg klart anbefale jer at leje en scooter og køre rundt på øens små veje - der vil I opleve
gummitræer, palmer og aber for alle pengene.

Se min yndlingsrejse til Koh Jum her!

Trekking og homestay i Soppong

Jeg vil til hver en tid anbefale jer at tage til Soppong! Også selvom I ikke er vant til trekking – Pen tilrettelægger hårdheden af vandreturene lige præcis til jeres niveau. De fleste kan være med! Jeg valgte selvfølgelig den hårdeste rute.

Jeg kom helt ud, hvor stort set ingen turister har været. Jeg mødte i hvert fald ikke en eneste. Jeg kom desværre i en lidt tør periode, og jeg vil anbefale jer at rejse fra oktober til februar, hvor der er mest frodigt.

Jeg boede på Homestay hos Pen – fantastisk! Hun tog mig med ud til forskellige grotter og viste mig rundt i naturen på trekkingturen derhen. I Karen-landsbyen oplevede jeg stammefolket i nord, lige ved grænsen til Burma. Jeg boede en nat hos en familie, og her hjalp jeg med at lave rigtige traditionelle Karen-retter, som jeg aldrig har smagt før. 

I skal tage til Soppong for at møde det ÆGTE Thailand. Soppong-området og naturen her er virkelig urørt og helt sin egen. Folk bor i pælehytter, deres køer står neden under hytterne, høns render frit rundt, og livet går sin vante gang. De lever ikke af turister her. 

Se min yndlingsrejse til Soppong her!

Nu til Paradis: Koh Ngai!

Koh Ngai er min yndlingsø i hele Thailand! 
For det første er øen ikke for turistet, og det er nemt at komme hertil. Og så er vandet bare fantastisk - lækkert, klart og vildt flot! Øen har hverken veje eller byer, så jeg gik bare langs stranden, når jeg skulle ud og spise om aftenen.

Der er også gode udflugtsmuligheder - bl.a. med snorkling og et besøg til Emerald Cave, der ligger på naboøen Koh Mook. Det bedste sted at snorkle er på en dagsudflugt til Koh Rok. Jeg bor altid på Thapwarin, når jeg er her. Atmosfæren er noget helt særligt her, og jeg føler mig virkelig hjemme. Personalet er imødekommende og glade. 

I skal tage til Koh Ngai, hvis I vil have skøn bountystemning. Og I bør bo på Thapwarin!

Se min yndlingsrejse til Koh Ngai her!

Flod og natur i Ban Tak

I Ban Taks natur nød jeg roen og stilheden. Jeg cyklede rundt mellem landsbyerne og oplevede hyggelige markeder, bøffelflokke og selvfølgelig floden og det omkringliggende landskab. En af dagene lejede jeg en kajak og tog mig en tur ned ad floden for at se det hele fra en ny vinkel. 

Den sidste dag stod jeg op, før fanden fik sko på - det er nemlig dér munkene går igennem byen. Jeg skulle lige vinde mig selv lidt god karma ved at give dem mad. Det var en utrolig anderledes oplevelse, og jeg kan allerede mærke, at jeg er blevet lidt rigere på karmakontoen. 

I skal tage til Ban Tak, hvis I vil opleve flod, natur, landsbyer og markeder og ikke vil overrendes af andre turister.

Se min yndlingsrejse til Ban Tak her!