Pandan Island Resort

Pandan Island Resort er et skønt og simpelt sted med hytter lavet i lokale naturmaterialer og en hyggelig backpackerstemning. Det er drevet af en franskmand, som godt kan være lidt skør og gnaven, men han er der ikke så ofte. Stranden er skøn, men den bliver ikke "friseret" som på mange andre resorts, og det betyder, at der ligger lidt sten, muslingeskaller, palmeblade, kviste og andet i sandet langs med hytterne. Hytterne ligger direkte ved stranden, og der er myggenet over sengene, blæser, terrasse og eget bad og toilet med forhæng som dør. Vandet i hanerne er salt, men du får en spand frisk vand til at skylle dig med og en øse til at trække ud i toilettet. Her er en dykkershop og en hyggelig bar ud til vandet, og du kan også skrive dig op til at få massage i det lille massagetelt og slappe af, mens du nyder lyden af bølgerne. Her er ingen swimmingpool, så du må "nøjes" med det flotte, blå hav og skildpadderne. Resortet har et wifispot, hvor du kan sidde og meditere med din computer eller telefon - vi kalder det meditere, fordi du har masser af tid til at tage dybe vejrtrækninger og lukke øjnene, mens internettet loader. Du kan lade elektriske apparater op her eller i baren. Restauranten på øen er nærmere en simpel spisesal end en decideret restaurant. À la carte-menuen er mildest talt kedelig, men hver frokost og aften er der buffet med smagfuld, rustik mad (ofte grillet i løbet af dagen på grill), salat og den lækreste friske frugt.