Rejser til Thailand - smilets land

Rejser til Thailand byder på et hav af oplevelser, for det er virkelig et alsidigt land, og et af de smukkeste i verden! Her er helt fantastiske øer, majestætiske bjerge og en spændende kultur overalt. Her er alt fra larmende storbyliv til jungle og dyreliv i de frodige nationalparker. Thailand er kendt for de hvide sandstrande med palmer og turkisblåt vand. Du finder både fredelige og brede strande med liv og masser af spisesteder.

Oplev Thailands gæstfrihed

Menneskerne i Thailand er nogle af de sødeste, og når du rejser til Thailand, vil du med det samme føle dig velkommen. Her er en gæstfrihed, der næsten ikke findes lige nogen andre steder. Alle steder bliver du mødt af brede smil og åbne arme, og det er ikke mærkeligt, at Thailand bliver kaldt for ”Smilets land”. Tag en sludder med grøntsagssælgeren på markedet og spørg ind til bartenderens dagligdag på resortet. De vil som regel gerne sludre, og det er en god måde at møde mennesker på, så du får et indblik i den thailandske kultur og thaiernes dagligdag.
 

Strandferie i Thailand - med paradisstrande og afslapning

Thailand er ideelt til dejlige badeferier! Det sydlige Thailand er kendt for sine skønne strande, smukke øer og det dejlige, turkisblå hav. Her kan du både få byer med internationale restauranter og fest og farver og små afsides øer med palmer, lokale fiskerestauranter og ikke meget andet. Og du kan selvfølgelig også få alt derimellem!

Blandt vores favoritter til en børnevenlig strandferie finder du Krabi, Khao Lak, Koh Samet og Koh Samui. Men der er mange flere smukke øer, så det kommer helt an på, hvad du ellers vil opleve. Stort set alle de smukke strande er flotte, brede og kridhvide, og du kan slappe af i timevis med den bog, du aldrig fik læst derhjemme. Få en afslappende massage på stranden og spis skøn mad!

Kombiner måske strandferien med storbyliv i Bangkok. Travle Bangkok har flotte templer, det fantastiske kongepalads og utallige shoppe-muligheder på de mange markeder og i de store shoppingcentre.

Du kan enten dase på den samme strand hele ferien, eller du kan tage på øhop til flere forskellige små paradisøer. Uanset hvad er du garanteret en afslappende ferie!
 

Øhop i Thailand

Vil du gerne opleve så mange af de skønne strande som muligt, så kan du tage på øhop. Øhop i Thailand er noget helt særligt!

Det sydlige Thailand har masser af smukke øer. Øerne i Andamanhavet er kendt for at være særligt ”bounty”-lækre med kridhvide sandstrande, færre turister og gode snorklemuligheder. Vores favoritø er Koh Ngai, hvor du bor smukt ud til det blå vand og har udsigt til kalkstensklipper i horisonten. Koh Lipe bliver kaldt for ”Thailands Maldiverne” og byder på smukke, romantiske solnedgange og kridhvide sandstrande - måske er det her, bryllupsrejsen skal gå hen? Koh Yao, Koh Jum og Koh Mook er mindre øer, som er perfekte at besøge på et øhop.

Øerne i den vestlige side af bugten er gode at besøge på et øhop i sommerferien, for vejret er modsat det meste af landet, bedst i vores sommermåneder. Både Koh Samui, Koh Phangan og Koh Tao er børnevenlige øer med smukke strande – både rolige af slagsen og nogle med masser af liv og restauranter.

I den østlige side af bugten finder du også en samling smukke øer, nemlig Koh Kood, Koh Mak og Koh Chang, der er meget forskellige. Lige fra størrelse til travlhed. Derfor er de også super at kombinere på et øhop, så du oplever lidt forskelligt og både får ro, liv og natur.
 

Aktiv ferie i Thailands smukke natur

På en rundrejse i det nordlige Thailand er det næsten umuligt ikke at opleve den fantastiske natur!

Det nordlige Thailand har jungle, bjerge, søer, floder, vandfald og små, lokale landsbyer. Her har du rig mulighed for aktive rejser: dejlige ture til fods, på tømmerflåder ned ad floden eller cykelture fulde af oplevelser. Chiang Mai er fyldt med smukke templer, livlige markeder og flotte risterrasser, du kan vandre rundt i.

I Soppong kommer du helt tæt på naturen på smukke trekkingture - og det er et super sted til en aktiv ferie. Her bor du midt ude i junglen på et dejligt homestay hos Pen, og det er hende, der tager dig med ud i naturen. Du vandrer i bjerge, ser de smukkeste udsigter og besøger små landsbyer, hvor du kan hilse på de lokale. Det er her, i de bittesmå landsbyer i den uspolerede natur, at du møder thaierne dér, hvor de bor og har deres dagligdag. Her dyrker de jorden, deres husdyr går frit rundt mellem husene, og børnene leger på stierne på vej til skole.

I Kanchanaburi finder du River Kwai og den berømte bro over floden. Det er et eventyrligt sted, der emmer af historie og legender, samtidig med at du bor midt ude i junglen. Du kan både bo i dejlige telte eller på et flydende tømmerflådehotel, tage på vandreture i junglen, sejle rundt på tømmerflåder og besøge stammelandsbyerne.

Khao Sok ligger i det sydlige Thailand, og her finder du jungle, søer og helt fantastisk flotte kalkstensbjerge, der nærmest synes at vokse helt op i himlen. Du kan både bo i junglen eller ude på vandet i flydende hytter. Vandreturene i jungen byder på fantastiske oplevelser, mens du kan afkøle dig i søens vand eller tage en sejltur i kajak.
 

Snorkling og dykning i Thailand

Der er mange smukke steder, hvor du kan snorkle eller dykke i det sydlige Thailand. Mange af strandene på de mindre øer har rigtig god snorkling lige ved.

Men skal du på en udflugt til et af Thailands bedste snorkel- og dykkersteder, så bør du tage til Similan Islands! Udflugten er dyr at booke hjemmefra, så book den direkte fra Koh Lipe, Khao Lak eller Koh Ngai. Similan Islands består af en masse små øer, og fælles for dem er, at de er grønne, har smukke, hvide sandstrande, fantastisk azurblåt vand og masser af sjove klippeformationer. Hvis du er heldig, ser du både revhajer, rokker, havskildpadder, muræner, blæksprutter, klovnfisk og farvestrålende fiskestimer. Men der er altså også mulighed for at slappe lidt af på de dejlige strande.

Koh Tao og øerne omkring Koh Tao er dét sted, du skal vælge at snorkle i sommerhalvåret.
 

Maden i Thailand - gadekøkkener og karryretter

Maden er en oplevelse i sig selv, og når du rejser til Thailand, vil du nærmest med det samme blive mødt af duften fra smagfulde karryretter! I byernes gader myldrer det med gadekøkkener, hvor duften af krydderier breder sig, mens maden tilberedes foran dig. Og på restauranterne bliver der virkelig kælet for maden, så det både er lækkert, smukt og farvestrålende – med masser af kød, ris og karry. Det thailandske køkken kan virkelig noget!

Og så er der jo altså masser af smukke, farvestrålende drinks, som bare på en eller anden måde smager lidt bedre i Thailand. Det er som om, at varmen, solen og omgivelserne gør de lækre iskolde drinks med masser af farver til noget helt særligt! Godt smager de i hvert fald.

Kombirejser til Thailand

Kombinér din rejse til Thailand med andre spændende rejsemål! En oplagt mulighed er at tage på rundrejse i Asien og også opleve det bedste af Vietnam, Cambodia og Laos. Eller bare ét af dem. Du kan også sagtens kombinere Thailand og Malaysia og få endnu flere paradisøer på programmet, eller du kan kombinere Thailand og Dubai og opleve den imponerende storby enten på ud- eller hjemrejsen. 

Skræddersy din rejse til Thailand

Det er dig, der bedst ved, hvilke oplevelser du ønsker i Thailand, og vi kan guide dig til, hvor du finder dem. Ring til os eller besøg os på et af vores kontorer, så tager vi en snak om dine drømme. Måske vil du på rundrejse og opleve både natur, strande og spændende byer med masser af gyldne templer? Det kan også være, at du bare vil dase på en strand, spise lækker mad og få massage på stranden? Måske vil du på øhop til de bedste snorklesteder? Lad os tage en hyggelig snak, så skræddersyr vi sammen din rejse til Thailand.

Vi har mere spændende læsning om rejser til Thailand på vores blog! Læs med her!

Se vores flotte Thailand billedbog

Dine ønsker:

Her ser du vores favoritter. Filtrér videre selv.

Fortæl os, hvad du ønsker, så finder vi det, der matcher!

Viser ud af

Billeder

Rejser med et menneskeligt ansigt
Badeferie i Thailand
Langtidsferie i thailand
Langtidsferie i thailand
Rejser med et menneskeligt ansigt
Koh Lipe
Rejser med et menneskeligt ansigt
Rundrejser i Thailand
Kongepaladset i Bangkok

Byer i Thailand

Thailands byer er spændende og farvestrålende – fulde af fuldpagoder, templer og stemningsfulde gademarkeder med street food og souvenirs. Og så er her et helt hav fuld af smukke øer med dejlige strande, palmer og kridhvidt sand, der bare venter på, at du slentre en tur med bare tæer. Naturen i bjergene og regnskoven er helt fænomenal – og i de bittesmå landsbyer i naturen møder du det ægte Thailand og kan hilse på thaierne og få indblik i deres hverdag. Vi har vores helt klare favoritter, men trykker du på “Alle byer” ser du mange flere byer, storslåede nationalparker og smukke strande.

Flere byer i Thailand

Hoteller i Thailand

I Thailand betyder det rigtig meget, at du bor godt – især hvis du skal bo det samme sted under hele din ferie. Her er heldigvis et utal af dejlige resorts og lidt anderledes hoteller at vælge imellem, uanset om du vil bo i naturen, ved stranden eller i en flydende bambushytte.

Her viser vi dig fem af vores yndlingshoteller, som bare har noget helt særligt. Vi har mange andre rigtig gode hoteller, og dem kan du finde under “Alle hoteller”.

Flere hoteller i Thailand

Oplevelser i Thailand

Thailand er et land, der gemmer på mange forskellige oplevelser! Gå på opdagelse blandt gamle ruiner, besøg levende markeder, hils på elefanter, tag ud at snorkle eller oplev jungle, rismarker, bjerglandskaber og paradisøer. Hvilke oplevelser drømmer du om? Her ser du et lille udpluk af vores mange udflugter i Thailand, men vi synes, at du skal se alle vores andre spændende oplevelser under “Alle oplevelser”.

Har du brug for hjælp?

Ring eller skriv til Camilla
3176 4018
eva@cctravel.dk

Vejret i Thailand

Vejret i Thailand svinger selvfølgelig lidt, men du kan faktisk rejse til Thailand hele året, hvis bare du ved, hvor du skal tage hen.

Bangkok og de øer og strande, der ligger helt inde i bugten, fx Hua Hin og Koh Samet, kan du faktisk rejse til hele året, men vejret er bedst fra november til og med april. Resten af året kan du risikere lidt korte regnbyger, men ikke noget af stor betydning.

Nordthailand kan du også rejse til hele året. Landskabet kan godt være lidt tørt i april og maj, så ønsker du frodig natur, bør du holde dig til efterår, vinter eller meget tidligt forår. Sommeren er såmænd også flot og frodig, men her kan være lidt vådt.

Rejser til Thailand om vinteren

Andamanhavets øer og strande, Koh Ngai, Koh Jum, Khao Lak, Koh Lanta og Koh Lipe, skal du besøge mellem november og april. Rigtig mange rejser til Thailand i vinterferien i februar. Vejret er ikke optimalt resten af året, og det er ikke sjovt at ligge på en strand i regnvejr.

Øerne i den østlige del af bugten, Koh Samet, Koh Chang, Koh Mak og Koh Kood, skal du besøge mellem november og april, og du kan også sagtens opleve fint vejr i maj og juni. Prøv at styre uden om juli, august, september og oktober, for der regner det.

Rejser til Thailand om sommeren

Øerne i den vestlige del af bugten, Koh Samui, Koh Phangan og Koh Tao, kan du også rejse til hele året. Men modsat øerne i den inderste del af bugten kan du risikere lidt regnbyger i vores vintermåneder. Så helt optimalt er det at rejse hertil fra marts til september.

Her er vores sæsonguide, der viser, hvornår man skal rejse til Thailand:

Vejret i Thailand

Praktisk info

Du har sikkert tusind spørgsmål om vacciner, visum, pas og penge, før du rejser til Thailand. Vi har svar på det meste!

Helt generelt - godt at vide om Thailand

Forsikring
Det er vigtigt at have en rejseforsikring, når du rejser til Thailand. Hvis du bliver syg, eller uheldet på anden måde er ude, kan det koste rigtig mange penge at få hjælp uden en forsikring. Det er også en god ide at have en afbestillingsforsikring, så du ikke mister noget, hvis du bliver nødt til at afbestille din rejse pga. sygdom eller andre godkendte afbestillingsårsager.

Måske har du allerede en rejseforsikring og afbestillingsforsikring i din indboforsikring eller via dit kreditkort, men vi anbefaler kraftigt, at du tjekker betingelserne grundigt. Vi samarbejder på provisionsbasis med Gouda, som er specialiseret i rejse- og afbestillingsforsikringer og derfor ofte dækker mere end mange indbo/kreditkort forsikringer. Du kan se alle deres forskellige forsikringer på deres hjemmeside her.

Du er velkommen til at kontakte os for mere information og husk, at en afbestillingsforsikring skal tilkøbes ved bestilling af rejsen.

Penge og kreditkort
Du kan veksle både USD, EURO og DKK stort set alle steder. Det er også muligt at betale med de fleste kreditkort og at hæve i pengeautomater, som er meget udbredt i hele landet bortset fra de små landsbyer og mindre øer.

Mobiltelefoner og internet
Du kan sagtens tage din danske mobiltelefon med dig, men husk, at der ikke er så god dækning alle steder, og at det er rigtig dyrt at bruge den. Internetadgangen er velfungerende, men lidt begrænset i mindre byer og ikke eksisterende ude i helt små landsbyer.

Elektricitet og stik
Der er 220 V i Thailand, og de fleste stik er som herhjemme, men nogle steder er de anderledes.

Tidsforskel
Danmark er 6 timer bagud for Thailand (5 timer ved sommertid).

Prisniveau
Priserne er generelt lavere end i Danmark, men det kommer naturligvis an på, hvilke steder du går hen.

Drikkepenge
På mange restauranter lægges der automatisk drikkepenge på regningen, hvor der vil stå ”service charge”. Der, hvor det ikke gøres, forventes du at give ca. 15 % i drikkepenge, og du forventes også at give et mindre beløb til de mennesker, du bliver betjent af undervejs såsom dragere, stuepiger, tjenere, taxachauffører mv.

E-cigaretter
Bemærk at det ikke er tilladt at tage E-cigaretter med til Thailand, og at det kan medføre fængselsstraf at overtræde dette forbud.

Rygning på stranden
Det er forbudt at ryge på en del strande i Thailand, fx på nogle af strandene i Rayong, Chanthaburi, Koh Si Cahang, Phuket, Koh Samui, Chumphon, Koh Yao og Koh Lanta. Forbuddet udvides hele tiden, så denne liste er ikke udtømmende.

Opførsel/påklædning
Det er vigtigt ikke at gøre grin med eller håne kongen eller hans billede på nogen vis, for det giver strenge fængselsstraffe. Derudover forventes du at vise respekt for munke, templer og hellige steder. Det gør du ved at undgå at posere foran Buddha statuer, og du må heller ikke vende fødderne imod munke og Buddha statuer. Derudover er tatoveringer af Buddha heller ikke velanset og du bør så vidt muligt dække dem til.

I Thailand er det ikke velset med kæresteri i offentligheden, så det er en god ide at holde sig fra at kysse og holde i hånden på åben gade mv. Det er også en god idé at tage mere end bare shorts og top på, når du går rundt i byerne.

Husk også ikke at røre børn (eller andre) på hovedet, da hovedet anses for at være helligt.

Animalske produkter
På grund af risikoen for at videreføre smitte, er det forbudt at indføre animalske produkter i Danmark fra ”ikke EU”-lande. Derfor skal du være opmærksom på, hvad du har i din kuffert og huske at deklarere evt. animalske produkter ved indrejsen til Danmark. Gør du ikke dette, risikerer du bøde og retsforfølgelse.

Visum og pas til Thailand

Danske statsborgere kan opholde sig uden visum i Thailand max 30 dage (29 nætter), under forudsætning af, at dit pas er gyldigt i 6 måneder fra indrejsedagen, du kan vise at du udrejser til Thailand inden for de 30 dage (ved at have en flybillet eller landtransport arrangeret) samt at du kan forevise, at du har penge nok til opholdet.

Vær påpasselig med beregningen af dagene: Hvis du rejser ind i Thailand og sover 1 nat og så rejser ud næste dag, så tæller det 2 dage. Men hvis flyet ud af Thailand er efter kl. 00.00, så tæller opholdet 3 dage, selvom du kun har overnattet i 1 nat.

Du kan søge om forlængelse af dit ophold i Thailand, men godkendelse kan ikke garanteres. Der skal søges på: Immigration Bureau located on Soi Suan Plu, off South Sathorn Road, Bangkok.

Hvis du har brug for at søge om visum på forhånd, skal du søge på forhånd på ambassaden. Det tager som regel ca. fem arbejdsdage, hvis du afleverer ansøgningen på ambassaden og ca. 15 arbejdsdage, hvis du sender med posten (bemærk at ambassaden har flere og andre helligdage end de danske). Vi anbefaler, at du søger i rigtig god tid.

Du skal indsende:

  • ansøgningsskema: Hent her.
  • pas med 6 måneders gyldighed fra indrejsedagen og en blank side.
  • kopi af pas (siden med billedet).
  • 1 pasfoto i farver.
  • kopi af flybillet eller flyreservation samt hotel.
  • visumgebyr.

Det skal indsendes til:
Royal Thai Embassy
Norgesminde Vej 18
2900 Hellerup
Tel. +45 3996 0680 eller 3962 5010 (Telefon tid 13.00 – 16.00)
Fax. +45 3996 0680
E-mail: visa@thaiembassy.dk
www.thaiembassy.dk

Pas

Vær opmærksom på, at dansk flygtningepas, fremmedpas og provisorisk pas ikke betragtes som almindelige pas. Har du sådan et pas, eller er du ikke dansk statsborger, skal du selv indhente information fra de relevante ambassader eller konsulater.

Rejser du med børn

Vær opmærksom på, at ifølge danske regler skal børn have deres eget pas, medmindre de er blevet optaget i forældrenes eller andre voksnes pas før 1. oktober 2004. Vær desuden opmærksom på, at andre lande kan forlange, at børn har deres eget pas – tjek dette med de relevante ambassader, hvis dine børn ikke har eget pas.

Rejser du med børn under 18 år, skal du medbringe deres fødselsattest, så du kan dokumentere, at det er dine børn.

Rejser du med børn, der ikke er dine egne, fx børnebørn eller kammerater til dine børn, så vær opmærksom på, at du skal have en notar til at vidne, at forældrene har givet deres samtykke til rejsen. Bemærk også, at hvis det kun er den ene forælder, der rejser, kræver mange lande, at den anden forælder har givet skriftligt samtykke (med notar vidne) til rejsen.

Generelt

Det er dit eget ansvar at have de nødvendige pas, visa, transitvisa, forhåndsgodkendelser, legitimationsbeviser, vaccinationer, forsikringer og andre tilladelser og godkendelser, der måtte være nødvendige for at gennemføre din rejse til Thailand. Vi anbefaler, at du indhenter den nødvendige information fra de relevante landes ambassader eller konsulater. Udenrigsministeriet har  vejledninger for danske statsborgere på deres hjemmeside, men vi anbefaler, at du ikke udelukkende læser disse, for der er kun tale om vejledninger, og de kan være unøjagtige.

Vaccination

Uanset hvor i verden, du rejser hen, anbefaler vi altid, at du er vaccineret imod:

  • Smitsom leverbetændelse (Hepatitis A)
  • Difteri
  • Stivkrampe

Det gælder også for rejser til Thailand.

Bemærk at hvis du kommer rejsende til Thailand fra et land, der har risiko for gul feber transmission (evt. også hvis du har opholdt dig i transit), skal du have en gul feber vaccination for at få indrejse i Thailand. Vær opmærksom på, at hvis du er over 60 år, skal du tale med din læge, om det er tilrådeligt at få en gul feber vaccination. Se listen med lande med gul feber risiko her

Derudover er det en rigtig god idé at undersøge forholdene på dine rejsemål, inden du tager afsted. På den måde kan du tage alle de nødvendige forholdsregler som fx brug af myggespray, malariaforebyggelse, andre vaccinationer med mere.

Du kan få gode råd og vejledning og 10 % rabat hos Rejseklinikken eller Danske Lægers Vaccinations Service, når du rejser med os. Læs mere om Rejseklinikken her og Danske Lægers Vaccinations Service her.

Du kan også læse mere på Udlandsvaccinationens hjemmeside eller kontakte din læge for individuel rådgivning.

Corona

Indrejsekravene i forhold til corona ændrer sig hele tiden, men forvent at du skal være færdigvaccineret samt kunne fremvise en negativ corona-test ved indrejsen. De specifikke krav vil fremgå af dit rejsetilbud. Vi har tryghedsgaranti i forhold til afbestilling og forsikring, se mere om vores tryghedsgaranti her.

Vores kontor i Thailand

C&C Travel har eget kontor i Bangkok. Det hedder Coco & Cabana Travel Co, Ltd.

Vores thailandske kollegaer, Tarn og Kead, sidder parat til at hjælpe med alt på din rejse til Thailand.

Tarn kommer fra Surathani i det sydlige Thailand, og hun har rejst meget rundt i hele landet – både i arbejdssammenhænge, på ferie og for C&C Hjælpeprogrammer.

Tarn er næsten altid på kontoret i åbningstiden, og vi kan kun anbefale, at du går ind og hilser på hende. Hun kan også vejlede omkring muligheder for rundture og oplevelser og i det hele taget svare på alle de spørgsmål, du måtte have omkring din rejse.

 

Kontaktoplysninger

Rembrandt Hotel
Mezzanine (M) floor,
19 Sukhumvit Soi 18, Sukhumvit Road, Klong Toei, Bangkok 10110
Telf:: +66 (0) 2261 7100 Ext. 7323-4
Direke +66 (0) 2261 7087
24 timer nødnummer: +66 8 1808 2425
Email: info@cctravel.co.th
Web: klik her

Åbningstider:
Mandag til fredag 8.30 -18.00
Lørdag/søndag lukket (kan åbnes ved aftale)

Thailands bæredygtige vinkel

I Thailand bidrager C&Cs rejser til lokal, bæ¬redygtig vækst på forskellige måder. Rejs fx til Nordthailand, hvor du kan sove og spise hos Pen. Hun tager dig med på ture i lokalområdet og til besøg hos Karen-folket, hvor du kan over¬natte og støtte deres lille kiosk med snacks, is og drikkevarer. Pengene går direkte til Pen og lokalsamfundet.

Vi anbefaler altid vores gæster at lægge pengene hos thaierne selv – og ikke hos store internationale kæder. Derfor bruger vi også gerne thailandsk ejede hoteller. En god måde du selv kan støtte lokalsamfundet, er ved at besøge de mindre restauranter eller endda gadekøkkenerne, som Thailand er så kendt for. Her er maden helt autentisk, virkelig billig og smager fantastisk!

Thailands menneskelige ansigt

Vi tror på, at det er godt at møde verden. Vi tror på, at møder mellem mennesker skaber større forståelse!

På din rejse til Thailand prøver vi at skabe muligheder for møder med thaier og for oplevelser, der giver indblik. Vores rejser til Thailand indeholder muligheden for et møde med Tarn på vores kontor i Bangkok samt muligheden for forskellige udflugter i Bangkok, der forhåbentlig giver et godt indblik i den thailandske livsstil.

Vi arrangerer også rejser til mindre turistede steder. Ude i de små landsbyer og midt ude i den uspolerede natur møder du nemlig thaierne, hvor de bor og har deres dagligdag. Her dyrker de jorden, deres husdyr går frit rundt mellem de små huse, og børnene leger på stierne på vej til skole. Hils på dem og lær om en kultur så anderledes, end den du kender herhjemmefra. Tag en sludder med grøntsagssælgeren på marken og spørg ind til bartenderens dagligdag på dit resort.

Vi håber, at du også vil opleve, at din rejse får et menneskeligt ansigt!

Hjælpeprogrammer i Thailand

Hos C&C Hjælpeprogrammer lægger vi et stort arbejde i at skaffe rent drikkevand til skoler i det nordlige Thailand.

Mange skoler i Thailand mangler rent drikkevand, og derfor er både elever og lærere ofte syge. Får en skole rent vand, viser erfaringen, at det betyder lavere fravær, og efter et stykke tid også højere karaktergennemsnit. Derfor har vi hos C&C Hjælpeprogrammer valgt at give vandrensningsanlæg til skoler i Thailand, både for børnenes og lærernes helbred, men også for at højne børnenes uddannelse og derved fremtidige muligheder for at klare sig selv godt på lang sigt.
Indtil videre har vi hjulpet mere end 3.000 børn med at få rent drikkevand – og vi fortsætter naturligvis projektet!

Er du i Chiang Mai, kan du besøge en af skolerne, vi har støttet. Når du besøger skolen, får du en rundvisning, og du må meget gerne selv smage på vandet.