Rejseguide til Thailand

Her er din rejseguide til Thailand!
Det er en rejseguide med al den vigtigste info, hvis du overvejer en rejse til Thailand.

 

Hvorfor skal man tage til Thailand?

Der er mange grunde til at rejse til Thailand. De smukke, hvide sandstrande med turkisblåt vand og den varierede natur med frodige jungler, bjerge, floder og nationalparker er blot nogle af dem.

Thailand har også en rig kultur med smukke templer, pagoder og historiske ruiner, der vil tage dig tilbage til en helt anden tid. Thailand er nok allermest kendt for sine fantastiske strande, og de kan virkelig noget. Lyst blødt sand og palmer i hundredvis møder det turkisblå vand, og oplevelserne i og på vandet er store! Lad dig dykke ned under overfladen, og udforsk det hele på en snorkeltur!

Den thailandske mad med alle de gode og smagfulde krydderier er en oplevelse i sig selv. De traditionelle thailandske retter er både en fryd for øjet og en oplevelse for dine smagsløg!

Og så er thaierne selv bare fantastisk søde – de er nogle af de mest smilende mennesker, du nogensinde vil møde. Derfor besøger vores gæster Thailand igen og igen.

 

Fakta om Thailand

• Thailand ligger i Sydøstasien og har en befolkning på ca. 71 millioner indbyggere.

• Thailand er et konstitutionelt monarki med kong Maha Vajiralongkorn som monark.

• Buddhismen er den største religion i Thailand. Ud over buddhismen er der også mindre religiøse grupper som muslimer og kristne. Den thailandske befolkning er kendt for deres tolerance over for andre religioner, og der er religionsfrihed i landet.

• Den største by i Thailand er hovedstaden Bangkok.

• I Thailand taler de thai. Landets unge og de fleste i turistindustrien taler også engelsk.

• Thailands valuta hedder baht (THB). 100 Bath svarer til ca. 20 DKK.

 

Vejr og klima i Thailand – hvilken årstid er bedst at rejse til Thailand?

Er du i tvivl om, hvornår du skal rejse til Thailand? Det kan vi godt forstå, for det er også lidt af en jungle. Her kommer vores Thailand vejrguide! Det kommer nemlig helt an på, hvor i Thailand du vil rejse hen.

 

Vejret i Thailand

Thailand har et tropisk klima, og der er generelt varmt året rundt med temperaturer på mellem 25-35 grader. Du kan altid regne med, at der er varmt i Thailand, uanset hvornår du besøger landet. Langt det meste af landet har dog bedst vejr i vores vintermåneder og det tidlige forår. Men så alligevel ikke.

Hvornår er der regnsæson i Thailand?

Regnsæsonen i Thailand afhænger meget af den region, du besøger.

Om vinteren er vejret godt på øerne i Andamanhavet, Koh Ngai, Koh Jum, Khao Lak, Koh Lanta og Koh Lipe. Vejret er bedst fra november til og med april. Du skal altså tage på øhop i Thailand til de øer i vores vintermåneder eller i det tidligere forår for at være sikker på at få så godt vejr som muligt. Fra maj til og med oktober regner det.

I Bangkok og Hua Hin er vejret også bedst fra november til og med april, hvis du vil undgå regnbyger.

I Nordthailand er vejret godt det meste af året, men om sommeren kan du risikere lidt regnbyger.

På øerne i den vestlige del af bugten, Koh Samui, Koh Phangan og Koh Tao, er vejret bedst fra marts til og med november. Resten af året er vejret fint, men du kan risikere lidt byger.

På øerne i den østlige del af bugten, Koh Samet, Koh Chang, Koh Mak o g Koh Kood er vejret bedst fra november til og med april. Vejret er ok i maj, juni og oktober, men du kan risikere lidt regn. I juli, august og september regner det.

Læs mere om vejret i Thailand her.

Kan man rejse til Thailand om sommeren?

Sommer i Thailand er fantastisk, og du kan sagtens rejse til Thailand i din sommerferie!

Læs meget mere om sommerferie i Thailand.

Hvor i Thailand skal man rejse hen om sommeren?

Hvor i Thailand skal du så rejse hen, hvis du vil besøge landet i din sommerferie? Hvis du vil opleve Thailand om sommeren, skal du rejse til øerne Koh Samui, Koh Phangan, og Koh Tao på den vestlige side af bugten, hvor vejret er rigtig godt fra marts til november, og Koh Samet, som ligger inde i bugten, har også godt vejr det meste af året.

Her kan du læse vores blogindlæg: “Thailand – hvor og hvornår?”

 

Praktisk info om Thailand

Her har du lidt praktisk info om Thailand – hvad du skal huske, inden du rejser, og hvad der er nyttigt at vide.

 

Visum til Thailand

Du skal kun have visum for at rejse ind i Thailand, hvis du skal være der i længere tid.

Læs mere om visum til Thailand her!

Indrejse i Thailand

Læs alt om krav til indrejse i Thailand her.

Vaccination før rejsen til Thailand

Inden du rejser til Thailand, anbefaler vi, at du som minimum vaccineres mod:

• Hepatitis A (Skal du opholde dig i landet i længere tid, bør du også vaccineres mod Hepatitis B, japansk hjernebetændelse og hundegalskab).

• Difteri

• Stivkrampe

Læs mere om vaccinationer før rejsen til Thailand

Flyvetid til Thailand – Hvor lang tid tager det at flyve til Thailand?

Det tager ca. 10-11 timer at flyve fra København til Thailands hovedstad Bangkok.
Hvis du skal rejse til en anden by i Thailand, kan du blive nødt til at tage en indenrigsflyvning fra Bangkok, hvilket tilføjer ekstra tid til din rejse.

Thailands tidsforskel

Thailand er 5 timer foran Danmark. Dvs. når klokken er 12.00 i Danmark, er den 17.00 i Thailand (18.00 i vintertid).

Hæveautomater og valuta i Thailand

I Thailand bruger de mange kontanter. Vi anbefaler derfor, at du altid har lidt thailandske bath på lommen. Hvis du ikke har vekslet til bath hjemmefra, er der hæveautomater i de fleste byer. Du kan bruge forskellige kredit- og betalingskort som Visa, MasterCard, American Express m.fl. Alternativt kan du medbringe amerikanske dollars eller euro, som du kan veksle til lokal valuta i et vekselbureau.

Vær opmærksom på, at din bank kan opkræve et gebyr, når du hæver penge i Thailand. Nogle thailandske banker og pengeautomater kan også opkræve et gebyr. I de tilfælde vil du normalt blive informeret om det, inden transaktionen gennemføres, så du kan vælge at fortsætte eller annullere.

Sørg for at kende dine korts hævegrænser, inden du rejser. Din bank kan have fastlagt en daglig hævegrænse for, hvor meget du må hæve på dit kort om dagen.

Mobiltelefon og internet i Thailand

Internet og wifi fungerer godt de fleste steder i Thailand, og du kan sagtens tage din mobiltelefon med. Husk, at der kan være mindre god dækning nogle steder, som fx. højt oppe i bjergene eller ude på landet i de små landsbyer. Du kan købe et thailandsk SIM-kort, når du ankommer, så du kan bruge data de steder, hvor der ikke er wifi-forbindelse.

Elektricitet & stik i Thailand

Thailand bruger 220 V, og deres stikkontakter har normalt to runde huller som herhjemme. Hvis du har brug for at bruge elektriske apparater med stik, der ikke passer til thailandske stikkontakter, skal du bruge en adapter, som du kan købe i de fleste elektronikforretninger og supermarkeder i Thailand.

E-cigaretter i Thailand

Bemærk, at det ikke er tilladt at tage E-cigaretter med til Thailand, og at det kan medføre fængselsstraf at overtræde dette forbud.

Prisniveauet i Thailand – er det billigt at være i Thailand?

Generelt er Thailand kendt for at være et relativt billigt og overkommeligt rejsemål, hvor det er billigt at leve og bo, og hvor du får meget for dine penge. Madpriserne og prisniveauet i Thailand varierer meget afhængigt af, hvor du befinder dig, og hvad du køber. På de mest turistede øer er priserne steget de sidste år, men væk fra turistmasserne på lokale restauranter, kan du stadig få et måltid mad på 20-40 kr.

 

Rejseformer i Thailand

Det er forskelligt, hvad folk vil opleve, når de rejser til Thailand. Der er særligt fire populære rejseformer, som du kan vælge imellem. Hvad du vælger, kommer helt an på, hvad du gerne vil opleve i Thailand.

 

Badeferie i Thailand for hele familien

På en strandferie for hele familien bor I typisk på et resort ud til en dejlig børnevenlig strand. Her bor I og slapper af i hele jeres ferie, og I kan tage på spændende udflugter, når I har lyst. Læs mere om badeferie i Thailand.

Rundrejser i Thailand

På en rundrejse i Thailand oplever du lidt af hvert; kultur, templer, nationalparker og små landsbyer i bjergene. Du kommer helt ned i gear og slutter af med afslapning på en strand. Her kan du læse mere om rundrejser i Thailand.

Aktive ferier i Thailand

På en aktiv ferie i Thailand kommer du ud og oplever naturen helt tæt på. Du vandrer i bjergene, i junglen og spadserer gennem rismarker og over hængebroer over floder. Læs meget mere om aktiv ferie i Thailand.

Men den mest populære rejseform i Thailand, er nok øhop! Meget mere om det herunder.

 

Øhop i Thailand – Hvilken ø skal man besøge i Thailand?

Der er mange smukke øer i Thailand med fantastiske strande, og derfor er øhop, hvor du rejser rundt mellem Thailands øer, et stort hit blandt vores gæster.

 

Øerne i Andamanhavet

Øerne i Andamanhavet er kendt for at være særligt ”bounty”-lækre med kridhvide sandstrande, helt krystalklart, blåt vand og med udsigt til frodige kalkstensklipper. Her er der fred og ro, færre turister og gode snorklemuligheder.

Vi elsker Koh Ngai, hvor du bor smukt ud til det blå vand og har udsigt til kalkstensklipper i horisonten. Den smukke ø Koh Lipe bliver kaldt for “Thailands Maldiverne”, og Koh Yao, Koh Jum og Koh Mook er mindre øer uden alt for mange turister, og de er derfor perfekte at besøge på et øhop i Thailand.

Øerne i den østlige side af bugten

I den østlige side af bugten finder du vores favorit-øer Koh Kood, Koh Mak og Koh Chang, som er meget forskellige, lige fra størrelse til travlhed. Det gør det perfekt at kombinere øerne på et øhop. De har det tilfældes, at de har de skønneste palmefyldte strande, nogle er lidt mere travle og velbesøgte, andre er helt små, rolige og uberørte, hvor du rigtig kan slappe af og nyde, at du er på ferie.

Øerne i den vestlige side af bugten

Mange holder sommerferie i Thailand på øerne Koh Samui, Koh Phangan og Koh Tao, som ligger i den vestlige side af bugten. Alle tre øer er turistede, og de store strande er travle og fulde af lækre resorts og restauranter, men du kan sagtens finde nogle rolige strande og bugter på øerne. Koh Tao er den mindste af øerne og bliver kaldt Thailands bedste dykker-ø, fordi vandet er helt klart og fuldt af spændende fisk og dykkeroplevelser.

 

Tips til Thailand-rejsen!

• Lær nogle thailandske ord og fraser som “sawadee” (hej) og “kop khun” (tak). Folk vil sætte pris på, at du viser interesse for deres sprog og kultur!

• Husk at dække skuldre og knæ og tage skoene af, når du besøger templer og religiøse steder.

• Undgå at kritisere den thailandske kongefamilie, da det kan være strafbart.

• Undgå at være beruset og opføre dig udfordrende i offentligheden. Alkohol er tilgængeligt og lovligt at drikke, men overforbrug accepteres ikke.

• Besøg et gadekøkken, og få en kulinarisk oplevelse i thailandsk madkultur.

• Forny din garderobe hos en skrædder – du kan få skræddersyet tøj for næsten ingen penge!

• Forkæl din krop med en velgørende thaimassage, som kan gøre underværker for dit sind og dit fysiske velvære.

 

Her skal du rejse hen i Thailand – Top 10 seværdigheder i Thailand

Hvilke steder skal man besøge i Thailand? Du skal selvfølgelig besøge de mange smukke strande og de spændende byer, nationalparker, bjerge, floder, templer ruiner m.m.! Her er vores top 10 must sees i Thailand:

1. Khao Sok Nationalpark i det sydlige Thailand – Thailands smukkeste nationalpark med regnskov, kalkstensbjerge og store eventyr i naturen.

2. Soppong – En naturskøn egn i den nordvestlige del af Thailand med et bjergrigt landskab og frodige jungler, kalkstensbjerge, floder og mange imponerende huler og grotter med stalaktitter. Nogle steder kan du se spor af gamle vægmalerier!

3. Ayutthaya – En gammel kongeby fyldt med gamle og yderst vedligeholdte templer og ruiner, der stammer helt tilbage til år 1350.

4. Kanchanaburi og River Kwai – En provins i det vestlige Thailand kendt for sin smukke natur med floder, søer og vandfald. Den mest berømte attraktion i Kanchanaburi er floden Kwai og den historiske bro over floden.

5. Bangkok – Den pulserende hovedstad og største by i Thailand. Byen er kendt for sin kultur, historie og kunst. Der er utallige shoppingmuligheder og et livligt natteliv.

6. Chiang Mai i det nordlige Thailand – En stor by med ca. 160.000 indbyggere kendt for sin smukke natur, store silkeproduktion, natmarked og flotte templer.

7. Similan øerne – En gruppe øer i Andamanhavet ud for Thailands vestkyst kendt for deres enestående skønhed med kridhvide sandstrande og safirblåt vand. Det er et paradis for naturelskere og dem, der er passionerede for undervandsliv, dykning og snorkling.

8. Pai – En charmerende lille by i det nordlige Thailand omgivet af smukke bjerge, dale, vandfald og floder. Oplev fx Pai Canyon, hvor Pai-floden har dannet en stor kløft i klippelandskabet.

9. Krabi – En strandby kendt for sin spektakulære kystlinje, kalkstensklipper og fantastisk smukke strande.

10. Khanom – For de helt fantastiske uberørte strande uden turister. Rejs til Khanom om sommeren og bl.a. opleve vilde, lyserøde delfiner og nyde.

 

Thailands historie

Thailands historie er lang og kompleks og præget af en rig kulturarv påvirket af lande som Indien, Kina og de omkringliggende sydøstasiatiske lande. Til forskel fra andre lande i Sydøstasien har Thailand aldrig været koloniseret (bortset fra korte perioder af underkastelse over for nabolandet Burma, og den japanske besættelse under 2. verdenskrig).

 

Ofte stillede spørgsmål om Thailand

Har du også mange spørgsmål om Thailand? Vi får ofte de samme spørgsmål fra vores gæster, og her vil vi forsøge at svare på nogle af dem. Måske kan de være en hjælp for dig også.

 

Hvordan kommer man rundt i Thailand?

Tager du på en rundrejse til Thailand med C&C Travel, arrangerer vi naturligvis din transport for dig. Som regel kører du i privat bil eller minibus, men der kan også sagtens være indenrigsfly og bådture.
I Bangkok har de et velfungerende metrosystem. Du kan også komme rundt med en tuktuk til kortere byture.

Hvor dyrt er det at rejse i Thailand?

Det er ikke særlig dyrt at rejse i Thailand. Prisniveauet i Thailand er en del lavere end i Danmark, så det er generelt billigt at rejse i Thailand. Det kommer selvfølgelig an på, hvilke steder du besøger. Taxaer og tuktuks kan være dyrere i turistområderne, så det er en god idé at forhandle en pris på forhånd.

Hvad spiser man i Thailand?

Thailand er kendt for sit fantastiske køkken, der spænder fra krydrede retter som Tom Yum suppe til cremede karryretter som grøn karry. Du finder et bredt udvalg af ris- wok- og nudelretter med æg, rejer eller kylling. Kokosmælk, karry, hvidløg, ingefær, chili og mango er typiske ingredienser i det thailandske køkken, og mad i Thailand anrettes typisk smukt med fint udskårne grøntsager og en eksplosion af flotte farver med fokus på detaljer.

Er mad dyrt i Thailand?

Sammenlignet med mange vestlige lande er det relativt billigt at købe mad i Thailand. Gademad og små lokale restauranter er især billigt. Du kan også finde billige og lækre måltider på de lokale markeder. Generelt er det billigst, der hvor de lokale spiser.
Priserne er ofte højere på vestlige restauranter og i turistområderne. Dog stadig en del lavere end i Danmark.

Kan man drikke vandet i Thailand?

Det anbefales, at du køber vand på flaske for at undgå maveproblemer. Undgå at drikke vand fra hanen eller spise is/smoothies, som er lavet af ikke-kogt vand. Mange resorts har vandbeholdere, hvor du kan tanke rent drikkevand, så hav også en drikkedunk med – det sparer på plastikken.

Hvor meget giver man i drikkepenge i Thailand?

Vi anbefaler, at du giver drikkepenge til de mennesker, der har gjort noget for dig.
På hotellerne kan du give drikkepenge til personalet, hvis du er tilfreds med servicen. Det kan fx være til room-sevice, rengøringspersonalet eller til spa-personalet. Du kan give omkring 20-50 baht per tjeneste, men det afhænger selvfølgelig af, hvor tilfreds du er. I restauranter i Thailand er det almindeligt at give 10-15% i drikkepenge. Nogle steder er servicegebyret inkluderet i regningen, så tjek den, inden du betaler dobbelt! I taxaer er det normalt at runde op til det nærmeste hele beløb eller give lidt ekstra som tak for en god tur. Hvis du har en privat turguide eller chauffør, er det også almindeligt at give lidt drikkepenge, hvis de har gjort din oplevelse ekstra speciel. 100-200 bath er et passende beløb.

Er der myg i Thailand?

Ja, der er myg i Thailand, og nogle steder er der rigtig mange, især i de tropiske og fugtige områder. Myggene er mest aktive ved solopgang og solnedgang, så husk at bruge myggespray. I de tropiske og fugtige områder er det en god idé at gå i let tøj med lange ærmer, lange bukser og sokker for at minimere risikoen for myggestik. Hvis du bor i et område med mange myg, kan du bruge myggenet om natten.

Hvor er det bedst at snorkle i Thailand?

Det er bedst at snorkle ved Similan Islands og Koh Tao. Du kan også tage på flotte snorkelture fra mange af de små øer og flotte strande, men det er ikke normalt, at der er flot snorkling direkte fra stranden.

Hvornår regner det mindst i Thailand?

Det regner overordnet set mindst i Thailand om vinteren og det tidligere forår: december, januar, februar, marts og april. Men det kommer an på, hvor du skal hen. For rejser du til Koh Samui og øerne omkring Koh Samui, regner det mindst om sommeren – i juni, juli og august.

 

Nyttige sider om Thailand

Fandt du ikke, det du søgte? Herunder har vi håndplukket nogle andre Thailand-sider til dig.

Familieferie i Thailand

Thailands bedste strande og fantastisk natur i Khao Sok

Vores favorit-øhop i Thailand

Familieferie til børnevenlige Thailand

Oplev det uturistede Nordthailand

Øhop i Thailand – med tre helt forskellige øer

Barselferie

 

Kombinér din rejse til Thailand med andre lande

Få det bedste af to verdener og kombinér din Thailandsrejse med et andet land.
En kombi-rejse er ideel for dig, der ønsker en anderledes ferie med variation af destinationer, kulturer, landskaber og aktiviteter. Ved at kombinere din rejse til Thailand med et andet land, får du endnu flere store oplevelser og minder for livet i én og samme ferie.

Mange vælger at kombinere deres rejse til Thailand med nabolandet Cambodia, som har nogle fællestræk med Thailand som sol, strand og flot natur. De to lande adskiller sig dog på mange områder som kulturelt, historisk, økonomisk og sprogligt. Hvor Thailand er mere ”turistet”, er Cambodia mere ”urørt” og stadig et udviklingsland i vækst. Her ser du barske vandfald, uendelige rismarker, bambusskove og smukke naturområder, og strande, som generelt ligger roligt i uberørt natur og mindre fyldte end strandene i Thailand. Kombinerer du din rejse til Thailand med Cambodia, får du mulighed for at opdage nogle skjulte perler, der måske ikke er så kendte som de mest populære turistdestinationer i hvert land.

Rejser til Thailand og Cambodia

Andre vælger at kombinere deres rejse til Thailand med Vietnam, som ligesom Thailand har en rig kulturarv og en bred vifte af oplevelser at byde på. Men landene adskiller sig fra hinanden på flere områder, herunder kulturelt, historisk, sprogligt, geografisk og kulinarisk.

Hvor du i Thailand har et meget varieret landskab med bjerge, højland, regnskove og smukke strande, er Vietnam kendt for sine imponerende kalkstensbjerge, øer, der stiger op af det smaragdgrønne vand, rismarker og smukke bugte.
Når du besøger begge lande, vil du tydeligt mærke de spændende forskelle og ligheder mellem dem. Du vil opleve en bred vifte af atmosfærer, kulturelle aspekter, forskellige naturskønne landskaber og madoplevelser, og du vil udvide din horisont og få en dybere forståelse for landenes mangfoldighed og historie.

Både thailændere og vietnamesere er kendt for deres gæstfrihed og venlighed over for turister, hvilket jo kun gør din rejse endnu mere behagelig!

Rejser til Thailand og Vietnam

 

Fun facts om Thailand

Vidste du,…

…at Thailand er kendt som ”smilets land”? Smilet er en vigtig del af den thailandske kultur!

…at Thailand betyder ”Land of the Free”?

…at i Thailand udtales tallet 5 ‘ha’, så thailændere bruger 555 i tekstbeskeder og på sociale medier som en måde at udtrykke latter på. Det svarer til brugen af ”lol” eller “hahaha”.

…at det fulde navn for Bangkok er det ikke så fængende “Krung Thep Mahanakhon Amon Rattanakosin Mahinthara Ayuthaya Mahadilok Phop Noppharat Ratchathani Burirom Udomratchaniwet Mahasathan Amon Piman Awatan Sathit Sakkathattiya Witsanukam Prasit”? Du skal nok lige øve dig lidt på udtalen.

…at frugten durian er forbudt på rigtig mange hoteller og i offentlige transportmidler i Thailand – simpelthen fordi den lugter så grimt? Måske skulle du prøve at smage den, bare fordi?

…at thaierne ikke giver hånd? De samler hænderne foran sig som en slags bøn og nikker med hovedet, når de hilser.

 

Har du nogensinde tænkt over…

… at elefanter ikke kun bruger deres næser til at lugte og trække vejret? De drikker også igennem næsen og bruger den til at gribe fat i ting. En elefants snabel kan indeholde op til 150.000 forskellige muskler til sammenligning med den menneskelige krop, som kun har omkring 600 forskellige muskler!

Rejser til Thailand
Rejser til Thailand
Rejser til Thailand
Wat Phra Ram
Phraya Nakhon grotten i Sam Roi Yot
Langtidsferie i thailand
Rejser til Thailand
Smuk natur i Khao Sok Nationalpark

Hvorfor rejse med os?