Du kan sagtens rejse til Thailand om sommeren. Sommerferie i Thailand giver dig sol, varmt vand og lange strandture – når du vælger den rigtige kyst. Thailand har to kyster og to vejrsystemer, og mens det regner over Phuket i juli, skinner solen på Koh Samui, Koh Phangan og Koh Tao. Alle tre øer er kendt for turkisblåt hav og hvide sandstrande, hvor kokospalmerne bøjer sig ud over vandet.
De tre øer i Thailandsbugten er sommerens bedste bud på en badeferie i Thailand, og de ligger så tæt, at du kan nå dem alle på én rejse.
Thailand kaldes ikke for ingenting smilets land. Du møder smilet hos damen, der steger pad thai ved stranden, og hos manden på bådebroen, der hjælper dig i land. Thailand passer til både par og børnefamilier, og ferien kan rumme både afslapning ved vandet og ture ind i junglen.
Vejret i Thailand varierer afhængigt af kysten. Sæsonen fra juni til august kaldes ofte regntid. Temperaturen ligger mellem 24 og 32 grader, og regnen kommer oftest som korte, intense byger sidst på eftermiddagen.
Thailands østkyst – sommerens solside
Golfkysten har meget bedre strandvejr om sommeren end Andamankysten.
Koh Samui, Koh Phangan og Koh Tao ligger i læ for sommermonsunen og har nogle af deres tørreste måneder fra marts til august. Det gør de tre øer ideel til sommerferie med sol, roligt hav og færre regnbyger, og regntiden falder i stedet fra oktober til december.
Vestkysten og den vestlige del af landet
I den vestlige del af landet ligger Phuket, Krabi, Khao Lak og Phi Phi-øerne, som har krystalklart vand og hvide sandstrande om vinteren. Om sommeren er vestkysten påvirket af kraftig regn og høje bølger. Khao Lak kan godt fungere med et godt hotel og en pool, men med daglige regnbyger.
Koh Samui, Koh Phangan og Koh Tao – sommerens populære rejsemål i det sydlige Thailand
De tre øer er de mest populære destinationer om sommeren, og hver ø har sin charme: Koh Samui med brede sandstrande og masser at lave, Koh Phangan med stille bugter og jungle og Koh Tao med koralrev lige ud for kysten. Se vores sommer-øhop med Koh Samui, Koh Phangan og Koh Tao.
Koh Samui – børnevenlige strande og tropisk regnskov
Koh Samui er den største ø i bugten og det mest populære valg til en strandferie om sommeren. Du flyver dertil fra Bangkok på godt en time, og temperaturen ligger mellem 24 og 32 grader. Øen har mange strande med hver sin stemning.
Chaweng er den længste og mest livlige med strandbarer og restauranter helt nede i sandet. Lamai er lidt roligere og kendt for to klippeformationer i vandkanten, som thaierne kalder bedstefar og bedstemor. Bophut og Choeng Mon har børnevenlige strande med lavt vand, hvor de mindste kan plaske rundt under de svajende palmer, og Maenam på nordkysten er stille og har udsigt til Koh Phangan.
Inde i landet ligger den tropiske regnskov med vandfaldene Na Muang, hvor vandet falder ned over lilla klipper. På nordøstspidsen sidder Big Buddha, en tolv meter høj, gylden Buddha på en lille ø, som du går ud til ad en dæmning, og lidt derfra står templet Wat Plai Laem med en hvid gudinde med 18 arme midt i en sø. Om fredagen bliver Fisherman’s Village i Bophut til gademarked med grillet blæksprutte og kokosis.
Den mest populære udflugt går til Ang Thong-nationalparken: omkring 40 små øer med dramatiske kalkstensklipper, en grøn lagune og farvestrålende fisk under båden. Koh Samui er også den ø, hvor du finder flest hoteller, fra små bungalows ved vandet til familievenlige hoteller med børneklub og aktiviteter. Se vores børnevenlige badeferie på Koh Samui.
Koh Phangan – smukke strande og rolige omgivelser
Koh Phangan ligger cirka en halv times sejlads nord for Koh Samui og er den grønneste af de tre øer. Her er færre hoteller og veje, og det meste af indlandet er stejle bakker dækket af jungle og kokospalmer, så øen har smukke strande i rolige omgivelser hele vejen rundt.
På nordkysten ligger Thong Nai Pan og Bottle Beach med jungleklædte bakker i ryggen, bungalows i træ og et hav så stille, at det ligner et spejl om morgenen. Til Bottle Beach går der ingen ordentlig vej, så de fleste kommer med longtailbåd fra fiskerlandsbyen Chaloklum. Den afslappede atmosfære mærker du bedst i en hængekøje med en frisk ananas-shake.
Vestkysten er solnedgangskysten. Ved Haad Yao og Haad Salad ligger koralrevet lige ud for stranden, og fra Mae Haad kan du ved lavvande gå over en smal sandbanke til den lille ø Koh Ma, hvor snorklingen er blandt øens bedste. Inde i landet falder Than Sadet-vandfaldet ned over store granitsten. Om lørdagen bliver hovedgaden i havnebyen Thong Sala til natmarked med grillspyd, papayasalat og små kokospandekager.
Full Moon Party – nem at undgå
Koh Phangan er kendt for sine smukke strande og festliv, men fuldmånefesterne kan du sagtens undgå. Festen holdes en gang om måneden på Haad Rin Beach på en lille halvø helt mod syd. Bor du på nord- eller vestkysten, ligger der bakker og en snoet bjergvej mellem dig og musikken, og du mærker intet til den. Vi planlægger din rejse, alt efter om du vil opleve festen eller ej. Er du nysgerrig, så tag en taxa derned tidligt på aftenen, se ildjonglørerne på den selvlysende strand, og vær hjemme, før festen tager fart efter midnat.
Koh Tao – en mindre ø med koraller og dykkerskoler
Koh Tao er en mindre ø med granitklipper og små bugter. Navnet betyder Skildpaddeøen, og i dag er øen et af de steder i verden, hvor flest tager deres første dykkercertifikat. Øen er kendt for dykning og snorkling med høj sigtbarhed, og om sommeren er havet ofte roligt og klart.
Sairee Beach på vestkysten er øens længste strand og samlingspunkt med dykkerskoler, restauranter og barer med puder i sandet, og om aftenen går solen ned bag Koh Nang Yuan. Ved Shark Bay svømmer du med havskildpadder og små sortspidsrevhajer, der er helt ufarlige, og ved Japanese Gardens ligger korallerne lige under overfladen. Ti minutter med longtailbåd fra Sairee ligger Koh Nang Yuan: tre små øer, der er bundet sammen af hvide sandbanker med koralrev på begge sider.
Vejene på Koh Tao er stejle og flere steder grusveje, så lad scooteren stå, og tag de små pick-up-taxaer, eller sejl med longtailbåd rundt til bugterne. Vil du dykke, tager et begynderkursus tre til fire dage, og ved Chumphon Pinnacle og Sail Rock svømmer store stimer af fisk. Er du til snorkling og dykning i det hele taget, så se også vores andre snorkel- og dykkerferier.
Ø-hop mellem de omkringliggende øer
Ø-hop i Thailand giver variation i strandoplevelserne. Transport mellem øer foregår typisk med båd eller færge, og fra Koh Samui til Koh Tao tager katamaranen omkring to timer med stop på Koh Phangan. Du kan sejle rundt i bugten og besøge de omkringliggende øer på dagsture eller bo nogle nætter på hver ø. Læs mere om ruterne i vores guide til øhop i Thailand.
Andre gode muligheder om sommeren
Vil du kombinere øerne med storby, natur eller kultur, er her flere gode steder – men tjek regnen først.
Bangkok – gyldne templer og flodbåde
Mange starter sommerferien i Thailand med et par dage i Bangkok, som fungerer godt året rundt og har færre turister om sommeren. I Grand Palace skinner gyldne templer og spir med glasmosaikker, og Wat Arun rejser sig ved flodbredden. Du kommer let rundt med BTS, metro, taxaer og tuk-tuks, og når eftermiddagens byge trækker ind, søger du ly i de moderne shoppingcentre.
Hua Hin og Koh Samet i det centrale Thailand
Hua Hin ligger cirka tre timers kørsel syd for Bangkok og er kongefamiliens gamle badeby med en lang, lys strand. Byen ligger i læ af bjergene og er et af de tørreste steder i Thailand, så om sommeren kommer der kun en byge i ny og næ. Syd for byen ligger Khao Sam Roi Yot Nationalpark i smukke omgivelser med kalkstensbjerge ned til havet.
Koh Samet ligger tre timer i bil og en kort bådtur fra hovedstaden og har små bugter med dejlige strande og sand, der knirker under fødderne. Øen får langt mindre regn end resten af østkysten, og de våde måneder er især september og oktober.
Chiang Mai – Nordthailand i grønne farver
Nordthailand har smuk natur og kulturelle oplevelser i regntiden, hvor rismarkerne står lysegrønne. Men det regner: Regntiden varer fra maj til oktober, og august og september er de vådeste måneder. Bygerne kommer oftest om eftermiddagen, så formiddagene er gode til templer og besøg til markeder. I Chiang Mai ser du ud over byen fra den gyldne chedi på Doi Suthep. Se vores rejse til det uturistede Nordthailand.
Khao Sok og Erawan – frodig jungle og mange udflugter
Khao Sok er en af Sydthailands mest storslåede nationalparker med frodig natur og et rigt dyreliv. Regnskoven er en af de vådeste i Thailand, og om sommeren regner det næsten hver dag, oftest som kraftige byger om eftermiddagen. Til gengæld står junglen dybgrøn, og søen Cheow Lan er fyldt helt op mellem kalkstensklipperne.
Du kan sove i flydende bungalows på søen Cheow Lan og tage på junglevandring med lokal guide eller i kano og kajak – en god tur for både familier og par. Se vores strandferie i Thailand med natur.
Mad, markeder og det thailandske køkken
Det thailandske køkken er en stor del af grunden til at besøge Thailand. På farverige markeder ligger durianer og citrongræs i bunker, og fra gadekøkkenerne dufter det af hvidløg og chili. På et madlavningskursus køber du friske ingredienser på markedet med en lokal kok og laver din egen karrypasta i en stenmorter. Natmarkeder og madkurser er gode kulturelle aktiviteter, når regnen trommer på taget.
Praktisk om at rejse til Thailand om sommeren
Sommeren er lavsæson med færre turister og lavere priser i Bangkok og på vestkysten, men på Koh Samui er juli og august travle, fordi mange turister fra Europa holder ferie her. Book dit hotel i god tid. Pak let tøj til et varmt klima.
Skræddersy din sommerferie i Thailand – find dit perfekte rejsemål
Vi skræddersyr rejser til Thailand efter dine ønsker, og vores rundrejser i Thailand kombinerer storby, natur og strand. Vi vælger både hoteller med pool til familier og små resorts til par – alle er håndplukkede hoteller. Fortæl os, hvilken type ferie du drømmer om, så finder vi de idylliske øer, de tropiske øer med koralrev eller den kombination af flere rejsemål, der gør Thailand til et fantastisk rejsemål for dig. Se alle vores rejser til Thailand, eller få et skræddersyet rejsetilbud.
Ofte stillede spørgsmål om sommerferie i Thailand
Regner det hele tiden i Thailand om sommeren?
Nej. På vestkysten regner det ca. hver anden dag, mens Koh Samui generelt har bedre vejr end vestkysten om sommeren. Bygerne er typisk korte og kommer sidst på dagen. Koh Samui har sin højsæson om sommeren.
Hvad skal jeg huske før indrejse?
Du skal udfylde Thailand Digital Arrival Card online højst tre dage før ankomst, og dit pas skal være gyldigt i mindst seks måneder.