Øhop i Thailand
Øhop i Thailand – kridhvide strande og flere ferier i én rejse
Øhop i Thailand er lidt som en strandferie, bare hvor du sejler fra ø til ø og bor et par dage hvert sted. På den måde får du oplevet flere af Thailands smukke øer.
Thailand har over 1.400 øer, og de er vidt forskellige: Nogle har kridhvide strande og lavt, turkisblåt vand, mens andre har jungle, vandfald og små fiskerlandsbyer med træhuse på pæle ude over vandet.
På et øhop sætter du selv ferien sammen – og vi hjælper gerne. Du kan bo med fødderne i sandet på en lille ø uden veje, sejle videre til en større ø med gode restauranter og strandbarer og slutte af ved et koralrev, hvor papegøjefisk og klovnfisk svømmer lige under overfladen.
Her får du overblikket over de bedste øer, hvilke øer der passer sammen, hvornår du skal rejse, og hvordan du planlægger ruten, så du bruger tiden på stranden og ikke på molen.
Hvad går øhop i Thailand ud på?
Et øhop i Thailand giver dig flere ferier i én rejse. Den ene dag daser du på en bountystrand med palmer, der hænger ud over vandet. Den næste udforsker du en ø med jungle, små landsbyer og stier op til udsigtspunkter.
Du kan også vælge øer med forskellig stemning: stille strande på én ø og på den næste ø liv og musik i strandbarerne.
Du hopper selvfølgelig ikke. Du sejler mellem øerne i alt fra smalle longtailbåde med en larmende motor bagi til færger med plads til flere hundrede passagerer. Nogle steder går turen gennem mangroveskov, hvor aberne sidder i trætoppene og holder øje med båden.
Vi arrangerer transporten med faste bådruter eller private både, og der ligger altid en båd og venter på dig.
Derfor er øhop i Thailand noget helt særligt
Med så mange øer ville det næsten være synd at rejse hele vejen til Thailand og kun se én af dem. Nogle øer har kridhvidt sand, lavt vand og longtailbåde, der vipper i strandkanten. Andre har kalkstensklipper, snorkling direkte fra stranden og små restauranter med plastikstole i sandet og friskfanget fisk på grillen.
Måske starter du på en rolig ø, hvor dagene går med badeture, bøger og kokosnødder med sugerør. Bagefter sejler du videre til en ø med små butikker, strandbarer og lanterner i palmerne – og så har du allerede set to helt forskellige sider af Thailand.
Øhop giver også en rar rytme i rejsen. Du når at lande hvert sted, og der sker alligevel noget nyt undervejs: en bådtur over blåt vand, en ny strand og en ny udsigt fra morgenmaden.
Sådan vælger du de bedste øer til dit øhop
Hvilke øer du skal vælge, afhænger af, hvornår du rejser, og hvad du gerne vil have mest af. I Thailand finder du to store områder til øhop: Andamanhavet på Thailands vestkyst og Thailandbugten mod øst.
Det vigtigste er, at øerne passer sammen. Nogle ligger så tæt, at bådturen til nærliggende øer tager en halv time. Andre kræver en hel dag med båd, bus og fly og passer bedre som en afslutning for sig selv.
Derfor er de mest kendte øer ikke altid det bedste valg. Nogle gange er det den lille ø ved siden af, der har de smukkeste strande og langt færre turister.
Øhop i Andamanhavet – hvide strande på Thailands vestkyst
Andamanhavet er det klassiske valg, hvis du drømmer om kridhvide strande, krystalklart vand og kalkstensklipper, der rejser sig som grønne tårne ude i havet. Afstandene med båd er korte, så øerne passer perfekt sammen, og de mindre øer har hvide sandstrande og en håndfuld resorts gemt mellem palmerne.
Andamanhavets øer er bedst fra november til april. Resten af året kan regn, vind og høje bølger gøre bådturene ubehagelige, og flere små hoteller og bådruter holder lukket.
Øhop i Andamanhavet – hvide strande på Thailands vestkyst
Koh Lanta – den nemme start på dit øhop
Koh Lanta er en lang, grøn ø syd for Krabi med en række strande på vestkysten, hvor solen går ned i havet om aftenen. Her er flere hoteller og restauranter end på de små naboøer, og i den sydlige ende bliver strandene roligere med mere jungle.
På østkysten ligger Old Town, en gammel handelsby med træhuse på pæle ude over vandet, hvor du kan spise friskfanget fisk og se fiskerbådene sejle ind. Koh Lanta er nem at nå fra lufthavnen i Krabi og et godt sted at begynde.
Koh Ngai og Koh Mook med den berømte Emerald Cave
Koh Ngai er en af vores favoritter. Øen ligger ud for kysten ved Trang, og du bor helt ned til stranden med lyst sand foran dig og små øer og klipper ude i det blå vand. Her er ingen landsby, kun en håndfuld resorts, junglen og en lang strand med lavt, roligt, turkisblåt vand.
Det er kun en kort sejltur til naboøen. Koh Mook er kendt for den berømte Emerald Cave, hvor du svømmer gennem en mørk klippetunnel og kommer ud i en lille lagune med smaragdgrønt vand og lodrette klippevægge hele vejen rundt. Tag derud tidligt om morgenen, før de store både fra fastlandet kommer.
Koh Kradan – kridhvide strande og koraller ud for kysten
Koh Kradan er en smal, junglegrøn ø i Hat Chao Mai Nationalpark og har nogle af de smukkeste strande i Andamanhavet. Sandet er så hvidt, at det blænder ved middagstid, og koralrevet ligger så tæt på kysten, at du kan snorkle derud fra din solstol.
Der kører ingen biler på øen. Smalle stier fører gennem øens smukke jungle til Sunset Beach på vestkysten, hvor du kan se solen synke ned i havet.
Koh Libong – stille øliv og små fiskerlandsbyer
Koh Libong er den største ø i Trang-provinsen, men den får besøg af langt færre turister end naboerne. Øen har små fiskerlandsbyer, mangroveskov og lange, fredelige strande, hvor du ofte har sandet for dig selv.
Ud for kysten lever Thailands største bestand af dugonger, også kaldet havkøer, der græsser på det lave vand. Koh Libong giver autentiske oplevelser som at cykle ad smalle veje forbi moskeer og træhuse og spise ris og karry i et lille familiekøkken.
Koh Lipe – Thailands Maldiverne
Koh Lipe ligger helt mod syd tæt på grænsen til Malaysia og bliver kaldt Thailands Maldiverne. Det er den ø, der ligger længst væk fra de andre. Vandet omkring øen er så klart og turkisblåt, at du kan se koraller og fisk fra båden.
Øen er mere livlig. Langs Walking Street ligger restauranter, barer og små butikker side om side, og fra Sunset Beach ser du himlen blive orange, når solen går ned over havet.
Koh Jum og Koh Yao – rolige øer tæt på Krabi
Koh Jum ligger mellem Krabi og Koh Lanta og er stille og enkel med strandbarer i bambus og smalle veje. Den charmerende Koh Jum har ingen store resorts, og fiskerbådene ligger trukket op på stranden om eftermiddagen.
Koh Yao er to øer i Phang Nga-bugten mellem Phuket og Krabi: Koh Yao Noi og Koh Yao Yai. Her kører du på scooter forbi rismarker, moskeer og små landsbyer, og fra strandene ser du kalkstensøerne stå i rækker ude i bugten. Begge øer er med på vores øhop til Thailands ukendte øer.
Koh Phi Phi og Railay Beach
Koh Phi Phi er en af de mest populære øer i Andamanhavet, og ved Tonsai er gaderne fyldt med dykkerbutikker, barer og rygsækrejsende. Til gengæld er naturen vild med lodrette klipper og vand i alle nuancer af blåt. Tag på en af de små udflugter med longtailbåd til Bamboo Island, en lav ø med hvidt sand og klart vand nord for Phi Phi. Koh Phi Phi har fart på – her er mange, der gerne vil opleve den smukke ø.
Railay Beach ligger på en halvø ved Krabi, men du kan kun komme dertil med båd, fordi kalkstensklipper spærrer vejen. Longtailbådene sejler fra Ao Nang på omkring et kvarter, og klatrere hænger i reb højt over stranden.
Øhop i Thailandbugten – Koh Chang, Koh Kood og Koh Mak
I den østlige del af Thailandbugten, tæt på grænsen til Cambodia, ligger en samling øer, der er meget forskellige. Vores favoritter er Koh Chang, Koh Kood og Koh Mak, og du kan nemt kombinere dem med bådruter mellem øerne.
Besøg disse øer mellem november og april, men maj, juni og oktober kan også være fine. Prøv at styre uden om juli, august og september, for der er det regnsæson.
Koh Chang – jungle, vandfald og travle strande
Koh Chang er en af Thailands største øer med grønne bjerge, jungle og vandfald som Klong Plu, hvor du kan bade i bassinet under vandmasserne. Der er travlt ved White Sand Beach, men jo længere sydpå du kommer, jo færre turister er der.
Helt mod syd ligger fiskerlandsbyen Bang Bao, hvor restauranter og små butikker står på pæle langs en lang træbro ude over vandet.
Koh Kood – frodig natur og rolige bugter
Koh Kood er også en forholdsvis stor ø, men turisterne har ikke rigtig fået øje på den endnu. Her er frodig natur med regnskov helt ned til vandet, vandfaldet Khlong Chao og smukke strande med palmer i rolige bugter.
Vandet er så klart, at du kan se bunden flere meter ude. Det er en af de skønne øer, hvor du kan padle i kajak op ad floderne gennem mangroven.
Koh Mak – lille ø med tre små fiskerlandsbyer
Koh Mak er en lillebitte ø, der ejes af fem familier, så her oplever du en thailandsk ø, når den er bedst. Kokospalmer og gummitræer dækker det meste af øen, og her er hverken store hoteller eller travle gader.
Det er nemt at gå, cykle eller køre på motorcykel rundt til dejlige strande og tre små fiskerlandsbyer, hvor fiskerne hænger nettene til tørre på bådene.
Øhop ved Koh Samui, Koh Phangan og Koh Tao
Øerne i den vestlige del af Thailandbugten er de oplagte valg til sommerferien. Vejret er bedst fra januar til august, mens oktober, november og december er deres regntid.
Alle tre er populære øer med travle hovedstrande og store resorts, men det er stadig muligt at finde rolige strande og små bugter, hvis du ved, hvor du skal lede.
Koh Samui – luksusresorts og gode restauranter
Koh Samui er den største af de tre øer og kendt for luksusresorts, spa og gode restauranter. Ved Chaweng er der travlt med barer og butikker, mens Fisherman’s Village i Bophut har gamle træhuse og marked i gaden om fredagen. Øen har egen lufthavn, så du kan flyve direkte hertil fra Bangkok.
Koh Phangan – fuldmånefest og fredelige strande
Koh Phangan er berømt for sin månedlige Full Moon Party på Haad Rin, hvor tusindvis af mennesker danser på stranden hele natten. Resten af øen er overraskende stille med jungle, vandfald og fredelige strande som Bottle Beach på nordkysten, som du bedst når med båd.
Koh Tao – Thailands bedste dykker-ø
Koh Tao er den mindste af de tre øer og bliver kaldt Thailands bedste dykker-ø, fordi vandet er helt klart og fuldt af farverige fisk. Mange tager deres første dykkercertifikat her.
Rundt om øen ligger små bugter med koraller, hvor du kan snorkle direkte fra stranden. Om aftenen samles folk på Sairee Beach, hvor barerne stiller puder ud i sandet.
Koh Samet – nem strandferie tæt på Bangkok
Koh Samet er en lille ø i den inderste del af Thailandbugten. Øen ligger kun omkring 3,5 time fra Bangkoks lufthavn med bil og båd, og derfor tager thaierne selv på weekendferie hertil.
Koh Samet er en af de øer i Thailand, der får flest solskinstimer, og du kan besøge den det meste af året. Vejret er bedst fra november til april, og resten af året kommer der mest korte regnbyger.
Øen hører til en nationalpark og har skønne strande med fint, hvidt sand og koralrev ud for kysten, hvor snorklingen er glimrende.
Forslag til ruter med forskellige øer
Her er fire af vores rejseforslag, der viser, hvordan forskellige øer kan spille sammen.
Koh Lanta, Koh Ngai og Koh Mook – vores favorit
På vores favorit-øhop i Thailand starter du med restauranter og solnedgange på Koh Lanta. Koh Ngai giver dig ro og lavt vand foran hytten, og på Koh Mook venter Emerald Cave.
Koh Ngai, Koh Libong og Koh Lipe – små paradisøer
Vores øhop til Thailands små paradisøer samler tre af de mindre øer i den sydlige del af Andamanhavet. Du får stille dage på Koh Ngai og Koh Libong og slutter med mere liv på Koh Lipe.
Koh Chang, Koh Mak og Koh Kood – tre helt forskellige øer
Vores øhop med tre helt forskellige øer kombinerer junglen på Koh Chang med cykelturene på Koh Mak og palmestrandene på Koh Kood. Det er et godt valg, hvis du vil have mange øer og korte sejlture om vinteren.
Koh Samui, Koh Phangan og Koh Tao – til sommer
Det bedste sommer-øhop i Thailand giver dig luksusresorts, fredelige strande og god snorkling i de måneder, hvor Andamanhavet har regntid.
Snorkling og dykning på et øhop i Thailand
På de mindre øer er snorkling ofte muligt direkte fra strandene. På Koh Kradan, Koh Ngai og Koh Lipe ligger revene så tæt på kysten, at du bare kan tage masken på og svømme ud.
Skal du på udflugt til et af Thailands bedste snorkel- og dykkersteder, så tag til Similan Islands. Øerne er grønne, har hvide sandstrande, azurblåt vand og sjove klippeformationer, og er du heldig, ser du revhajer, rokker, havskildpadder og farvestrålende fiskestimer.
Udflugten er dyr at booke hjemmefra, så book den hellere direkte fra Khao Lak, hvor bådene sejler fra. Nationalparken holder åbent fra midten af oktober til midten af maj.
I sommerhalvåret er Koh Tao dét sted, du skal snorkle. Vil du bygge en hel rejse op om livet under vandet andre steder end Thailand, så se vores snorkel- og dykkerferier.
Hvornår er det bedst at tage på øhop i Thailand?
Det bedste tidspunkt afhænger af, hvilke øer du vil besøge. Vejret rammer ikke øområderne ens, så du kan finde et godt øhop, uanset om du rejser om vinteren, i påsken eller i sommerferien.
Andamanhavet med Koh Lanta, Koh Ngai, Koh Mook, Koh Lipe, Koh Jum og Koh Yao er bedst fra november til april. Koh Chang, Koh Kood og Koh Mak er også bedst fra november til april, mens juli, august og september er mere regnfulde.
Koh Samui, Koh Phangan og Koh Tao har det bedste vejr fra januar til august, og Koh Samet kan besøges det meste af året.
Sådan planlægger du dit øhop i Thailand
Det bedste øhop begynder med de rigtige øer i den rigtige rækkefølge. Thailand ser måske nemt ud på kortet, men øerne ligger i forskellige havområder, så planlægningen handler om at vælge det rette område og den rette sæson.
Find først ud af, hvornår du rejser, og vælg derefter øer med godt vejr på det tidspunkt. Bland gerne øer med forskellig stemning: én med ro og klart vand, én med lidt mere liv og måske én med snorkling, jungle eller udflugter.
Hvor mange øer og nætter skal du have?
Det kan være fristende at presse fire-fem øer ind, men et godt øhop skal også have tid til at slappe af. Planlæg mindst 2-3 nætter på hver ø, og gerne flere.
Er du afsted en uge, så vælg højst to øer. To uger er oplagt med tre øer. Skal du være afsted længere, kan vi sagtens skræddersy en rute med flere øer, der passer godt sammen.
Transport mellem øerne
Færger er den mest almindelige måde at komme fra én ø til den næste ø på. På kortere strækninger sejler speedbåde og longtailbåde, og mellem de to havområder kombinerer du fly, bus og båd. Ligger øerne langt fra hinanden, kan det være nødvendigt at sejle ind til fastlandet og køre. Vi planlægger selvfølgelig transporterne, så de bliver nemmest for dig.
I højsæsonen bliver de bedste hoteller hurtigt booket op, så bestil i god tid.
Hvem passer øhop i Thailand til?
Øhop passer godt til dig, der vil have strandferie med variation. For par er det oplagt, fordi du kan kombinere små resorts, solnedgange og snorkling, uden at rejsen bliver besværlig. Vil du bo på et resort med pool og spa, så se vores luksusrejse til Thailands strande.
Øhop passer også til familier, når ruten er planlagt rigtigt med korte bådture og roligt vand. Koh Lanta og Koh Ngai er gode valg for børnefamilier med lavt vand og plads til at bygge sandslotte.
Vi skræddersyr dit øhop i Thailand sammen med dig
Hos C&C Travel skræddersyr vi dit øhop, så øerne passer til både årstiden, tempoet og den slags strandliv, du drømmer om. Vores dygtige rejsekonsulenter har selv sejlet mellem øerne og kender hoteller, bådruter og strande.
Vi arrangerer alle fly, hoteller og transporter, så du kan rejse trygt rundt i smilets land. Se alle vores rejser til Thailand, eller få et skræddersyet rejsetilbud, så tager vi den derfra.
Ofte stillede spørgsmål om øhop i Thailand
Hvor mange øer har Thailand?
Thailand har over 1.400 øer fordelt på Andamanhavet og Thailandbugten. Phuket er den største ø, og Koh Samui og Koh Chang er også blandt de største.
Hvor mange nætter skal jeg bruge på hver ø?
Vi anbefaler mindst 2-3 nætter på hver ø. På to uger passer to-tre øer godt.
Hvordan kommer jeg rundt mellem øerne?
Du sejler med færger, speedbåde eller longtailbåde. Skal du fra Andamanhavet til Thailandbugten, flyver du eller kører i bus til den næste havn.
Hvornår er regnsæsonen i Thailand?
Det afhænger af området. I Andamanhavet er det regntid fra maj til oktober, ved Koh Chang er juli til september mest regnfuldt, og ved Koh Samui falder mest regn fra oktober til december.
Hvorfor rejse med os?
Erfaring
Vi har 38 års erfaring, og vi har rejst i hele verden
Skræddersyet
Vi skræddersyr din rejse præcis efter dine ønsker
Menneskeligt ansigt
Vi skaber rejser, hvor mennesker mødes
Løbende kontakt
Du kan altid komme i kontakt med os – både før, under og efter rejsen
Praktisk
Vi inkluderer og arrangerer alle fly, hoteller og transporter
Tryghed
Vores rejser er dækket af Rejsegarantifonden og Pakkerejseloven




















