Cairo

Cairo er ikke en smuk by, så er det sagt! Mange halvfærdige huse, hvor murstenene kun lige er lagt, før folk flyttede ind. Store veje med masser af trafik, mange steder i 2 etager! Støv, kaos og menneskemylder overalt. De flotte gamle bygninger ligger her stadigvæk, floden flyder stadig gennem byen og de skønne seværdigheder er her heldigvis stadigvæk, men meget gemmer sig altså lidt bag støvet, trafikken og støjen. Hvad skal du så i Cairo? Jo her er jo unægtelig nogle af verdens mest unikke seværdigheder, som gør, at man gerne holder byen ud et par dage: Pyramiderne, Sfinxen, Det Egyptiske Museum, Old Cairo og bazaren! Det er seværdigheder, du bare ikke må gå glip af! Pyramiderne og Sfinxen behøver ikke megen introduktion... det er selvfølgelig noget af det, som alle kommer til Egypten for at se! Og det er helt forståeligt! Pyramiderne er et af verdens 7 vidundere, og Sfinxen troner majestætisk ikke langt derfra. 

Hoteller i Cairo

Pyramisa Suites Hotel & Casino Cairo er et godt byhotel, som ligger i Dokki-kvarteret i det centrale Cairo - kun 15 minutters gang fra Nilen og tæt på butikker, restauranter og seværdigheder. Hotellet har 380 rummelige værelser med store senge, aircondition, mini-bar, tv, og så er der gratis internet (når der ellers er signal). Tag en dukkert i poolen eller en slapper i en af de mange liggestole, og når du bliver sulten, er der tre forskellige restauranter at vælge imellem. Om aftenen er der mange ting at lave på hotellet, besøg fx kasinoet og den tilhørende natklub, hvis du skal ud at have en drink. Receptionen er døgnåben, og personalet er sødt og hjælpsomt.