Oslob

Oslob på øen Cebu har hvidt sand og vand i en helt fantastisk blå farve, men folk kommer her mest for at opleve hvalhajerne. Her er der nemlig stor chance for at komme til at se og svømme med de kæmpemæssige fisk! Find snorklegrejet frem og tag en udflugt ud på vandet - du føler dig lige pludselig helt lille ved siden af de enorme hvalhajer. Hvis du er til dykning, kan det også lade sig gøre. Er hvalhajerne lidt for store til dig, så tag i stedet på øhop, delfinsafari eller skildpaddetur, og vil du hellere blive på land, er der også masser af smukke vandfald!

Hoteller i Oslob

Seafari Resort er nok nærmere et hotel end et resort. Det ligger langt fra alting ud til vand med den mest utrolige blå farve, som du bare kunne kigge på i timevis. Det er perfekt at bo her, hvis du vil opleve hvalhajer, for du har direkte adgang til hvalhajernes verden på den smalle, lille strand, og der bliver selvfølgelig arrangeret ture ud på vandet, så du kan snorkle eller dykke med de fantastiske dyr. Og det er altså også derfor, du bor her – for udover hvalhajerne, er stedet ikke noget særligt! Du skal ned ad rigtig, rigtig, rigtig mange trapper (300 trin) for at komme ned til resortet fra vejen, så du er forhåbentligt let til bens – til gengæld kommer du ikke tættere på vandet! Og du kan heldigvis sende din bagage med en svævebane ned, så du ikke også skal bakse med det. Hotellet er slidt og ret simpelt. Du bor på små værelser af ældre dato, hvor der ikke er meget andet end en seng, og selvom hotellet skriver, at der både er gratis wifi og aircondition, så kan du ikke helt regne med det. Der er et lille udvalg af mad, men den er lidt kedelig, og de ansatte på stedet er søde, men ikke altid lige effektive. Her er en skøn lille pool med dejlig udsigt ud over vandet og en jacuzzi, hvor du kan dase efter en tur på de mange trapper. Og så er der mulighed for flere spændende udflugter – fx til vandfald, delfinsafari, skildpaddetur og øhop.