Thimphu

Thimphu er Bhutans hovedstad, men du skal ikke forvente hektisk storbystemning, her bor nemlig kun 80.000 mennesker. Byen blev udnævnt til hovedstad i 1961, og det er først herefter, at der kom køretøjer i byens gader. Byen udvikler sig dog med fuld fart, og nye veje, parker og endda et nyt stadion er skudt op, samtidig med, at de gamle templer står midt imellem de nye bygninger. I Thimphu kan du tage et kig på det nationale monument, der er bygget til ære for den afdøde Kong Jigme Dorji Wangchuk. Derefter kan du opleve et af de få tilbageværende nonneklostre i Bhutan. Efter lidt frokost er det måske tid til at besøge den imponerende Buddha Dordenma? Det er en nyopført og gigantisk Buddha-statue, der har kostet over 100 millioner dollars at lave! Statuen er 51,5 meter høj, lavet af bronze og belagt med guld – og indeni er der over tusindvis af små Buddhaer, ligeledes i bronze og belagt med guld. Statuen er placeret højt oppe på en bakke, og når du kigger ud over Thimphu heroppefra, vil du forstå, hvorfor Buddhaen sidder med et så saligt og fredfyldt udtryk i ansigtet – udsigten over byen og dalen er så smuk, at du ikke kan undgå at få en smule ro i sindet. Et andet højdepunkt er et besøg ved Tashichho Dzong, som er et smukt, hvidt, buddhistisk tempel i den nordlige ende af Thimphu. Det blev oprindeligt bygget i 1216 af Lama Gyalwa Lhanangpa, men siden er der sket meget på stedet her. Det oprindelige tempel blev ødelagt af brand og senere blev det nye tempel ødelagt af et jordskælv i 1897. Dette blev genopbygget i 1902 og gennemrenoveret i 1952, da det blev hovedsæde for Bhutans regering. Renoveringen er foregået på traditionel vis uden brug af plantegninger og søm – en imponerende bedrift med et imponerende resultat.

Hoteller i Thimphu

Vi researcher vores destinationer rigtig grundigt og beskrivelse og billeder af dette hotel kommer snart!

Spørg vores rejsekonsulenter om mere information på telefon 3315 3322.

Hotel Pedling er et godt og økovenligt sted, som ligger i hjertet af byen omgivet af små butikker og restauranter. Værelserne er enkle, men pæne og rene, og her er blandt andet skrivebord, minikøleskab og gratis internet. De ansatte er virkelig søde, og de vil gøre alt for, at du får et godt ophold, så spørg dem, hvis du er i tvivl om noget eller vil vide lidt om området. Hotellet har også en bar og en restaurant, der serverer helt fin mad – ris, frugt og grøntsager kommer enten fra hotellets egen gård eller fra bøndernes marker i nærheden.

Phuentsho Pelri er et godt hotel bygget i bhutansk stil, og det ligger centralt i byen, så du kan nemt gå rundt i byen. Værelserne er gode – ikke noget ud over det sædvanlige, men her er TV, varme, kaffefaciliteter og gratis wifi (men forbindelsen er altså bedst i lobbyen!). Restauranten har god mad og god service, og så er her en spa, hvor du kan få varmen efter en dag i Bhutans bjerge. Nyd det tyrkiske bad, få sved på panden i sauna og das i dampbadet.