Doublegem Beach Resort

Doublegem Beach Resort ligger direkte på stranden Corong Corong med udsigt ud over Bacuit Bay og de omkringliggende øer. Hotellet er enkelt og en smule slidt, men værelserne har det mest nødvendige som fx aircondition og TV. Hvis du vil nyde udsigten til bjergene og vandet, skal du dog op på tagterrassen en tur. Du skal krydse en vej for at komme fra hotelværelserne til stranden og poolen, der har en skøn udsigt ud over vandet. Du kan spise både morgenmad og aftensmad på hotellets restaurant, og maden er ganske fin, men prøv også en af de mange bedre restauranter inde i byen, som ligger ca. 3 km fra hotellet. Det er en god idé at medbringe ørepropper, for lige nu er der byggearbejde på hotellet (så det snart bliver endnu bedre!), og hotellets hane er et absolut ”A-menneske”!